Film | Anmeldelser

Anmeldelse: ‘Wicked Little Letters’ er fyndig, men forglemmelig

Af
Louise Kidde Sauntved
6. juni 2024
Anmeldelse af 'Wicked Little Letters'
'Wicked Little Letters' / Foto: SF Studios

Del artikel

At se de to forrygende skuespillere Olivia Colman og Jessie Buckley kaste opfindsomme fornærmelser efter hinanden i halvanden time, er grund nok i sig selv til at løse billet til denne britiske komedie.

Wicked Little Letters

Premieredato: 6. juni 2024
Genre: Komedie
Instruktør: Thea Sharrock
Manuskriptforfatter: Jonny Sweet
Medvirkende: Olivia Colman, Jessie Buckley, Timothy Spall m.fl.
Land: England
Spilletid: 1 time og 40 minutter

Thea Sharrocks Wicked Little Letters er en lun og flabet komedie, båret af mildest talt veloplagte skuespilpræstationer fra Olivia Colman og Jessie Buckley, der også spillede sammen i The Lost Daughter.

Det er ganske befriende at se det klassiske periodedrama krydret med lidt kreativt sprogbrug, og man kan mærke, at de har haft det sjovt med at lave filmen – og det smitter. I en grad, så man tilgiver, at den bag de umiddelbare grin hverken er så dyb eller interessant, som den kunne have været, hvis materialet havde fået lov til at blive foldet mere ud.

Toiletbørsten gjorde udslaget

Olivia Colman spiller den storsnudede og skinhellige gammeljomfru Edith Swann, der bor sammen med sin dominerende far og undselige mor i et lille hus i den britiske kystby Littlehampton i 1920’erne.

Filmen starter med, at Edith modtager endnu et modbydeligt smædebrev, det 19. i rækken får vi at vide, der sviner hende til med den ene mere udspekulerede profanitet efter den anden: “You foxy ass old piss country whore” er bare en af dem. Kudos til komiker og manuskriptforfatter Jonny Sweet for at have fundet på så mange særprægede bandesekvenser!

Det får Edith til at række hastigt ud efter lugtesaltet, for sådan taler man da virkelig ikke til en pæn dame! Hun mistænker straks, at det er nabokonen Rose (Jessie Buckley), der står bag. Rose er nemlig Ediths diametrale modsætning – en storbandende enlig mor og enke fra Irland, der drikker øl med mændene på den lokale pub og har højlydt sex med sin farvede kæreste. Og så har de to i øvrigt også haft en ganske offentlig konfrontation, der endte med, at Edith fik en toiletbørste i hovedet!

Kvinder på sagen

Alt det gør, at da Edith anmelder Rose på den lokale politistation, bliver Rose øjeblikkeligt anholdt. Også selv om hun prøver at argumentere for, at hun slet ikke har tid til at skrive den slags breve og i øvrigt også bare ville have bandet Edith op i hendes åbne ansigt. Hvis det skulle være.

Den eneste, der tror på Roses uskyld, er den lokale politikvinde Gladys, der er træt af aldrig at blive taget alvorligt af sine mandlige kollegaer og derfor iværksætter sin egen undersøgelse af sagens rette sammenhæng sammen med en mildest talt broget flok kvinder fra byen.

Imens Edith soler sig ikke så lidt i sin nyfundne berømmelse som fromt og stakkels offer for en gal og amoralsk kvindes perfide vredesudgydelser.

Ærkefjender

Det er en sand fryd at opleve Olivia Colman og Jessie Buckley folde sig ud i al deres pragt som Edith og Rose, der i så kyndige hænder bliver andet og mere end, hvad de umiddelbart ser ud til. For selvfølgelig er Edith slet ikke så from under den pæne overflade – hvilket ikke er en spoiler, for det opdager man hurtigt.

Faktisk gemmer hun på ikke så lidt indestængt raseri over sin tilværelse som gammeljomfru og husholderske for sin koleriske far. Ligesom Rose kun på overfladen er ligeglad og fandenivoldsk. I virkeligheden er hun følsom og sårbar og dybt bekymret for, om hun kan give sin elskede datter et bedre liv, end det, skæbnen har tildelt hende. Faktisk tænker man, at de to kvinder kunne have været ganske gode veninder – hvis de altså ikke lige var endt som ærkefjender.

Spildte muligheder

Desværre er der ikke rigtigt nogen af de andre karakterer, der på samme måde får lov at folde sig ud. Og det samme kan man sige om fortællingen som helhed. Lige under overfladen gemmer der sig ellers et rigt materiale om klasseskel, kvindens plads i mellemkrigstidens England, englændernes fordomme overfor irske arbejdere, et undertrykkende patriarkat, suffragette-bevægelsen og meget mere.

Det får dog aldrig rigtigt lov til at komme op til overfladen og blive foldet ud. I stedet fokuserer instruktør Thea Sharrock lidt for entydigt på karikaturer og komik. Hver gang der er en antydning af alvor, kommer der en joke om prutter, et “fuck” eller en anden plathed. Som om hun har været bange for, at lidt alvor og tyngde ville kvæle det sjove.

Hvilket er synd, for højst sandsynligt ville det i stedet have givet fortællingen en tiltrængt dybere klangbund, der havde gjort den til mere, end hvad den er nu: Et muntert, velspillet, forrygende storbandende, men i sidste ende også forglemmeligt, frikvarter. Så må kvindekampen tages en anden dag. I en anden film.

Vil du lytte til Vi Elsker Serier? Så lyt til vores podcast 'Det, vi elsker', hvor vi en gang om ugen dykker ned i de største nyheder fra kulturens verden. Du kan lytte til podcasten i appen Ally, i Apples podcast-app eller på Spotify:

Del artikel

Andre Film | Anmeldelser