Serier | Guides

Det skal du se på Netflix i januar 2025

Af
Claus Nygaard Petersen
1. januar 2025
Cameron Diaz as Emily in Back In Action
Cameron Diaz som Emily i 'Back In Action' / Foto: John Wilson/Netflix

Del artikel

Vi har kigget premierelisten for Netflix igennem og fundet frem til de 10 film og serier, som du skal bruge tid på i januar.

Der er stremingtjenester, og så er der Netflix.

Ingen lancerer så mange nye titler hver måned som den. Men hvad er egentlig værd at bruge sin tid på?

Det kan du læse her, hvor vi har fundet de 10 mest interessante Netflixtitler i januar til dig, så du ikke behøver at gå død i endeløs og frustrerende doom scrolling.

Den står på komedie, thrillers, fascinerende dokumenterer og ikke mindst intrigefyldt reality.

Missing You

Krimiforfatteren Harlan Coben og Netflix er efterhånden blevet synonym med hinanden. Således er ni af forfatterens bøger blevet adapteret til serier hos streamingtjenesten, og nu er det såmænd blevet tid til nummer 10.

’Missing You’ handler om efterforskeren Kat Donovan (Rosalind Eleazar), der opdager sin ellers forsvundne forlovede på en dating-app. Hvorfor dukker han op der mere end et årti efter, hun så ham sidst? Spørgsmålene er mange, og inden der er gået lang tid, er hun også i gang med at genåbne sagen om sin fars uopklarede drab.

Det lyder som en klassisk Coben-serie med masser af intriger og twists, og den er dermed perfekt til den første dag i det nye år.

‘Missing You’ kan ses fra 1. januar.

Don't Die: The Man Who Wants to Live Forever

Det nye sort indenfor helse er Longevity.

For de uindviede handler det om at leve længere end den forventede gennemsnitlige levetid. Dertil ligger et langt og stort arbejde i at leve så optimalt som overhovedet muligt.

Det er dét, ’Don’t Die: The Man Who Wants to Live Forever’ handler om.

Vi følger tech-milliardæren Bryan Johnson, der har ambitioner om at forlænge sit liv med 200 år. Dokumentar-veteranen Chris Smith (’Tiger King’, ’Fyre’) har fulgt rigmanden gennem 12 måneder og interviewet eksperter for at blive klogere på, om der er noget om snakken, eller det bare er en ny modedille.

‘Don’t Die: The Man Who to Live Forever’ kan ses fra 1. januar.

Cunk on Life

En af de bedste satirer over uvidende journalister er den fantastiske ’Cunk on Earth’. Den er skabt af Charlie Brooker (’Black Mirror’), og mockumentary-serien handler om journalisten Philomena Cunk (Diane Morgan), der rejser verden rundt og interviewer eksperter for at blive klogere på alskens spørgsmål.

Serien vakte opsigt med sin fjollethed, og visse medier var ikke helt hurtige nok til at finde ud af, at der var tale om satire og rapporterede vredt om Cunk.

Nu er der mulighed for igen at blive forarget eller få sin lårklaske-griner på, når Philomena Cunk kaster sig over livets store spørgsmål i ’Cunk on Life’.

’Cunk on Life’ kan ses fra 2. januar.

Walter og Trofast: Hævnen har vinger

Den osteelskende Walter og den snusfornuftige hund Trofast har beriget verden med deres eventyr siden 1989, hvor den første kortfilm med duoen udkom.

’Det store grønsagskup' fra 2005 var den første spillefilm, og (selvfølgelig) indbragte den instruktør og skaber Nick Park en Oscar for bedste animationsfilm – forinden havde han dog allerede sikret sig to stk. for kortfilm om de to elskede karakterer.

Efter næsten 20 års ventetid kommer endelig den næste lange film med Walter og Trofast, og den byder samtidig på et gensyn med en gammel kending. Det kriminelle geni, pingvinen Vralte McFlap, er nemlig tilbage og ude efter hævn. Og den har en udspekuleret plan, der ville gøre selv Egon Olsen imponeret.

’Walter og Trofast: Hævnen har vinger’ kan ses fra 3. januar.

Selling the City

De har solgt ejendomme i Los Angeles, San Diego og Orange County, og nu skal der sælges i byen, der aldrig sover.

Netflix’ ejendomsmæglerfranchise er kommet til New York i ’Selling the City’, en slet skjult og perfekt reference til ’Sex and the City’.

Det er et helt nyt cast og dermed en ny bunke intriger, hvor det at sælge lejligheder og huse bliver skubbet lidt i baggrunden til fordel for personernes interne og eksterne konflikter. Det er ’Kardashians’ og ’Real Housewives’ rullet sammen i et, med et stænk af ’Paradise Hotel’.

‘Selling the City’ kan ses fra 3. januar.

Jerry Springer: Fights, Camera, Action

“Jerry! Jerry! Jerry!”

Sådan råbte publikum, hver gang en slåskamp gik i gang på ’The Jerry Springer Show’ tilbage i 90'erne. I den store myriade af talkshows skilte Springers show sig ud fra mængden med opsigtsvækkende emner på programmet samt minimum en slåskamp i hver udsendelse.

’Jerry Springer: Fights, Camera, Action’ går bag kulisserne på det vilde show, hvor det, der skete bag kameraet, næsten er vildere end det, som skete foran.

‘Jerry Springer: Fights, Camera, Action’ kan ses fra 7. januar.

Gennembruddet

Gennembruddet anmeldelse
Peter Eggers og Mattias Nordkvist i 'Gennembruddet'
Foto: Netflix

Det lyder næsten for vildt til at være sandt, men det er ikke desto mindre virkeligheden, som bliver skildret i den svenske miniserie ’Gennembruddet’.

Netflix-serien handler om et opsigtsvækkende dobbeltdrab i den svenske by Linköping, hvor en otteårig dreng og en 56-årig kvinde blev myrdet.

16 år efter er mordet stadig uopklaret, indtil en efterforsker og en slægtsforsker slår pjalterne sammen og forsøger at opklare sagen, inden den bliver forældet.

‘Gennembruddet’ kan ses fra 7. januar.

American Primeval

Var du en af dem, som knuselskede den rå westernserie ’The English’, vil ’American Primeval’ til at være lige noget for dig.

The Revenant’-manuskriptforfatteren Mark L. Smith har skrevet manus, og den erfarne actioninstruktør Peter Berg sidder i instruktørstolen. Serien handler om den tidlige udforskning af og den territorielle kamp om Det vilde vesten.

Man kan ligefrem mærke mudderet og lugte krudtet i den meget stemningsfulde trailer til miniserien, der kan gå hen og blive en af januars helt store oplevelser.

’American Primeval’ kan ses fra 9. januar.

Back in Action

Cameron Diaz var i slutningen af 1990'erne og starten af 00'erne en af de største stjerner i Hollywood. Efter 11 års pause er skuespilleren nu tilbage med en ordentlig actionbasker.

I ’Back to Action’ spiller hun sammen med Jamie Foxx to tidligere spioner, der bliver nødt til at vende tilbage til tjenesten, efter at deres hemmelige identiteter er blevet afsløret.

På rollelisten finder vi desuden Kyle Chandler, Andrew Scott og Glenn Close, så der er gode muligheder for kæberaslere og fine grin.

‘Back in Action’ kan ses fra 17. januar

The Night Agent sæson 2

Hvis du går og har abstinenser efter en god omgang spionthriller, er ’The Night Agent’ fixet, du har ledt efter.

Første sæson bragede igennem hos seerne og blev den tredjemest sete debutserie. Folk kunne simpelthen ikke få nok af FBI-agenten Peter Sutherland (Gabriel Basso) og hans bestræbelser på at afsløre en spion i de øverste lag af den amerikanske regering.

Der er endnu ikke blevet løftet meget af sløret omkring handlingen af sæson to, men ud fra traileren at dømme tegner det til at blive en yderst hæsblæsende omgang. Og har du ikke fået nok agent-thriller-action, er der også premiere på anden sæson af ’The Recruit’ 30. januar.

‘The Night Agent’ sæson 2 kan ses fra 23. januar.

Vil du lytte til Vi Elsker Serier? Så lyt til vores podcast 'Det, vi elsker', hvor vi en gang om ugen dykker ned i de største nyheder fra kulturens verden. Du kan lytte til podcasten i appen Ally, i Apples podcast-app eller på Spotify:

Del artikel