4 film med stærke kvinderoller, du kan streame gratis på Filmstriben

The Substance

Demi Moore spiller en aldrende tv-stjerne, der opdager et præparat, som kan skabe en yngre version af hende selv – levendegjort af Margaret Qualley. Resultatet er grotesk, morsomt og dybt ubehageligt. Coralie Fargeats ‘The Substance’ er en bidende bodyhorror og en satire over ungdomsdyrkelse, der næsten gør ondt at se på, men som samtidig er dybt fascinerende.
Filmen er ikke bare en gyser, men et portræt af kvindeliv under ekstremt pres. Moore er intens og sårbar, mens Qualley er forførende og farlig, og tilsammen udgør de en uforglemmelig cocktail.
Babygirl

Nicole Kidman er på toppen som den magtfulde chef Romy, der kaster sig ud i en affære med den unge praktikant, Samuel (Harris Dickinson). ‘Babygirl’ er ikke en traditionel erotisk thriller, men er både mørkere og mere uforudsigelig. Filmen skildrer kvindelig lyst og usikkerhed uden filter, og Kidman er både skræmmende og rørende i sin ustandselige jagt efter den næste orgasme.
Halina Reijn har instrueret filmen med et skarpt blik for magtspil og sårbarhed, og ‘Babygirl’ sætter sig fast, fordi den insisterer på, at kvinder kan være både komplekse, modsætningsfyldte og kompromisløse.
Min evige sommer

Sylvia Le Fanus debutfilm er en stille, men stærk fortælling om teenageren Fanny (Kaya Toft Loholt), der tilbringer sommeren med sin døende mor. Maria Rossing giver en hjertegribende præstation som moderen, og sammen skaber de et portræt af sorg, kærlighed og de små øjeblikke, der binder os sammen.
‘Min evige sommer’ er enkel og smuk, båret af nærvær og autentiske detaljer, der gør den universel. Det er en film, der bliver siddende i kroppen længe efter, fordi den rammer så genkendeligt og så rent.
Maria

Pablo Larraíns ‘Maria’ tegner et intimt portræt af operadivaen Maria Callas i hendes sidste dage i Paris. Angelina Jolie spiller titelrollen med både storladenhed og sårbarhed, mens danske Caspar Phillipson dukker op som John F. Kennedy og minder os om Callas’ på en gang glamourøse og dramatiske liv uden for scenen.
Filmen er visuelt overdådig og fuld af musikalsk melankoli, men mest af alt handler den om en kvinde, der har givet alt for kunsten og nu står tilbage med minderne. Man behøver ikke elske opera for at blive grebet af hendes historie.
Alle filmene kan ses på Filmstriben.
Vil du lytte til Vi Elsker Serier? Så lyt til vores podcast 'Det, vi elsker', hvor vi dykker ned i de største nyheder fra kulturens verden. Du kan lytte til podcasten i din foretrukne podcast-app eller på Spotify:


















