Anmeldelse: Trine Dyrholm er en naturkraft i nyt dansk skilsmissedrama

En ting er, når et ægteskab og familiesammenholdet bliver ramt af sygdom. Men læg så lige en igangværende skilsmisse til, og du har et dobbelt sammenbrud, der presser alle ud i det ekstreme, men også tvinger nødvendige erkendelser frem i lyset.

Vi går lige på og hårdt i Jeanette Nordahls ’Begyndelser’. Ane og Thomas har været sammen i en menneskealder og har to døtre: teenageren Clara og niårige Marie.

Ane er et hjernemenneske. Hård i filten, skarp og ambitiøs forsker i marinbiologi med fart på karrieren. Thomas er et hjertemenneske, der arbejder med utilpassede unge og har svært ved at træffe beslutninger.

Det er ikke til at sige, hvad der i sin tid bragte dem sammen, men nu er de i hvert fald nået til vejs ende. Thomas er blevet kæreste med kollegaen Stine og har fundet en lejlighed til den nye kærlighed – med plads til begge børn.

Det eneste, der mangler, før den endelige adskillelse, er sådan set bare, at de bliver enige om, hvorvidt de skal fortælle det til pigerne før eller efter, Thomas flytter ud.

Fint og observerende

Det er kort sagt slemt. Men det kan faktisk blive meget værre, for få øjeblikke efter en skarp replikudveksling i køkkenet kollapser Ane på badeværelset. En blodprop i hjernen har efterladt hende lam i hele den ene side. Og hvad værre er – afhængig af hjælp.

Thomas kan ikke få sig selv til at flytte ud, som situationen er, og tilbyder sin hjælp, som Ane modvilligt modtager.

Og mens Ane bliver mere og mere bitter og frustreret over at være fanget i sin krop, bliver Thomas mere og mere splittet mellem Ane og Stine (der tålmodigt venter i den nye lejlighed) og forvirret og frustreret over sine følelser, der svinger mellem had og kærlighed og alt derimellem.

Det lyder muligvis som opskriften på et stort anlagt drama med smældende stemmer og smækkende døre. Men det er faktisk det stik modsatte. Trods de dramatiske omstændigheder kan ’Begyndelser’ bedst beskrives som et hverdagsdrama.

Afdæmpet, holdt i beige og rolige følelser. Med et kamera, der zoomer ind og giver plads til både det, der bliver sagt, og alt det, der siges mellem linjerne. I stilhed, pauser og blikke.

Jeanette Nordahl er ikke interesseret i, hvad der sker, når mennesker knækker, raser og flipper ud på verden. Hun er interesseret i, hvad der sker, når mennesker kæmper med sig selv.

Når de får trukket tæppet væk under alt det, de kender og forstår, og skal finde en ny måde at navigere i en ny og mere kompleks virkelighed. Og i alle de følelser, der vælter rundt. Ikke udenpå i det åbne, men indeni. I hjerne, hjerte og alle de spændte muskler, der sørger for, at man stadig kan være i sin krop.

Det er meget fint og observerende. Men til tider bliver det næsten også for afdæmpet, pænt og redeligt.

Farver og skitser

Hvis det altså ikke var for de ekstraordinært gode skuespillere. David Dencik og Trine Dyrholm har spillet over for hinanden før. Ikke mindst i hovedrollerne i Pernille Fischer Christensens ’En soap’. Og de har en naturlig, afslappet kemi med hinanden, der gør det troværdigt, at de er to mennesker, der har kendt hinanden i årevis.

En kemi, der til en vis grad kompenserer for den mangel på forhistorie, der kunne have forankret Ane og Thomas’ kærlighed og derved gjort bruddet dybere og mere relevant for os. Havde det virkelig gjort noget med et enkelt flashback til lykkeligere tider?

Den gode kemi skjuler dog ikke, at manuskriptet lader David Dencik lidt i stikken. Hans Thomas er ganske enkelt lidt en slatten vatmand over for Trine Dyrholms kraftfulde, levede og til tider pisseirriterende – men aldrig uinteressante – Ane.

Hvis de øvrige karakterer til tider fremstår lidt som skitser, er hendes portræt malet i hele farveladen. Fra hendes anstrengende, men sammenbidte genoptræning, hendes splittelse mellem at have brug for Thomas og hendes trang til at ønske ham hen, hvor peberet gror. Hendes kærlighed til sin familie over for vreden og frustrationen over at være fanget i det lille parcelhus sammen med dem.

Det er et fascinerende, rørende og tankevækkende portræt af en fighter, der giver alt, hvad hun har. Trine Dyrholm har aldrig i sin karriere leveret en dårlig præstation, men her er hun virkelig, virkelig god.

Og så har hun et interessant samspil med sin ældste teenagedatter, Clara, spillet af Bjørk Storm. Hun er gymnast på et relativt højt niveau, men hendes mors sygdom, de mange spændinger i hjemmet og hendes forsøg på at holde sammen på det hele – ikke mindst sig selv – giver hende stress og får hende til at begå alvorlige fejl på barren.

Bjørk Storm spiller hende med sitrende sårbarhed og teenagetrods og skaber en interessant kontrast mellem den fysisk stærke datter og den fysisk svækkede mor, der skal finde ud af, hvordan deres indbyrdes roller nu ser ud.

Det er faktisk deres forhold, vi frem for alt ønsker skal finde en ny begyndelse.

Vil du lytte til Vi Elsker Serier? Så lyt til vores podcast 'Det, vi elsker', hvor vi dykker ned i de største nyheder fra kulturens verden. Du kan lytte til podcasten i din foretrukne podcast-app eller på Spotify: