Film | Guides

Christian Bale fylder 50 år: Her er hans bedste filmroller

Af
Claus Nygaard Petersen
29. januar 2024
The Pale Blue Eye Christian Bale
Christian Bale i 'The Pale Blue Eye' / Foto: Scot Garfield/Netflix

Del artikel

30. januar 2024 fylder den walisisk-født britiske skuespiller 50 år. Vi kigger tilbage på hans glorværdige karriere og har fundet frem til Christian Bales allerbedste filmroller.

Det er svært at komme på en skuespiller, der har domineret filmscenen efter årtusindskiftet i lige så høj grad som Christian Bale. Det er konstateringen efter at have gransket det britiske powerhouses CV igennem.

Især i 10'erne har Bale nærmest været fast inventar ved Oscar-uddelingen som nomineret i en af de mandlige skuespilkategorier.

Fra psykopat med adonis-fysik over maskeret hævner til overvægtig vicepræsident. Der er nærmest ikke det, som den 50-årige skuespiller ikke har portrætteret. Han har sågar spillet Jesus i en tv-film fra 1999 og spillede pudsigt nok 20 år senere Gorr the God Butcher – groft oversat til Gorr Gudeslagteren – i Marvel-filmen Thor: Love and Thunder.

Christian Bale er født 30. januar 1974 i Wales, og i anledning af den runde dag er det passende at sige tillykke og tak for alle oplevelserne til en af filmverdenens helt store personligheder. Fingrene er krydset for, at Christian Bale også snart dypper tæerne i serieuniverset. Man kan jo drømme om skuespilleren i noget fængslende drama a la True Detective, Fargo, Succession eller på satirisk slap line i The White Lotus. Kom så Apple TV+ og Prime Video, brug et par hundrede millioner fornuftigt, og gør alle seriefans glade!

Indtil da er der her rigeligt med inspiration til, hvordan du skal fejre Christian Bales fødselsdag med en af hans mange fremragende film, der her er listet i kronologisk rækkefølge.

Solens rige / Empire of the Sun (1987)

Christian Bale var bare 13 år, da han blev valgt til at spille hovedrollen – blandt 4.000 håbefulde ansøgere – i Steven Spielbergs ofte oversete 2. verdenskrigsdrama Solens rige.

Filmen handler om den britiske dreng Jamie (Bale), der ved Japans invasion af Kina bliver adskilt fra sin familie i Shanghai, hvor de hidtil har boet. Vi følger Jim gennem forskellige stadier af krigen, hvor han med snarrådighed formår at overleve, bl.a. gennem en kløgtig byttehandels-geschæft i en krigsfangelejr.

Det er allerede her åbenlyst, at Christian Bale har noget helt særligt som skuespiller og ikke mindst et ansigt, kameraet ikke kan lade være med at følge.

Solens rige kan ses hos Viaplay, Blockbuster og Apple TV m.fl.

American Psycho (2000)

Der er gennembrud, og så er der Christian Bale i American Psycho-gennembrud. Filmatiseringen af Bret Easton Ellis’ ikoniske satireroman var lang tid undervejs og omtumlet. Christian Bale nåede således at blive hyret til rollen af instruktøren Mary Harron, for derefter at blive fyret af studiet og erstattet af Leonardo DiCaprio, som var et større navn pga. en lille krydstogtsfilm ved navn Titanic. Bale blev dog hyret igen, da DiCaprio forlod projektet pga. uenigheder med den nye instruktør Oliver Stone – som også skred – og Mary Harron vendte tilbage i instruktørstolen.

Efter at være blevet fyret var Bale så overbevist om, at han ville få rollen, at han blev ved med at træne for at holde den imponerende fysik, rollen som Patrick Bateman krævede.

Det er en præstation, der på en og samme tid er grinagtig og sindssyg skræmmende, og skildringen af den lettere psykopatiske finansmand og hele det snobbede yuppie-miljø i slut-1980'erne er spot-on og fungerer som et glimrende akkompagnement til romanen.

American Psycho kan ses hos Netflix m.fl.

The Machinist (2004)

Efter nogle år, hvor Christian Bale medvirkede i en håndfuld film af svingende kvalitet – selv om dragefilmen Reign of Fire og ’Fahrenheit 451’-klonen, Equilibrium, er underholdende, er de ikke ligefrem must-sees – fandt skuespilleren formen igen med det eksistentielle thrillerdrama The Machinist.

Ganske som i American Psycho gennemgik Bale en vild kropstransformation. Denne gang tabte han sig. Rigtig meget. Over en fire måneder lang periode svandt skuespilleren ind til en kampvægt på 54 kilo for, efter hans mening, korrekt at kunne portrættere maskinarbejderen Trevor Reznik, der lider af søvnløshed og ikke har sovet i et år.

Der er ubehageligt at se, hvor tynd Bale formåede at blive, og han havde endda ambitioner om at skulle have været endnu tyndere. Heldigvis, med tanke på hans næste rolle, fik skuespilleren ikke lov til det.

The Machinist kan pt. ikke ses online.

Christopher Nolans Batman-trilogi (2005-2012)

Efter at have smidt en tredjedel af sin kropsvægt havde Christian Bale seks uger til at tage nogle kilo på igen, hvilket skete ved hjælp af en diæt bestående af rigelige mængder pizza og is. Han skulle nå at blive klar til sine kameratests, så Warner Bros. kunne blive overbevist om, at han skulle have hovedrollen i den første af Christopher Nolans tre Batman-film.

Det gik jo som bekendt godt, og Bale indtog rollen som Bruce Wayne og hans maskerede hævner-alter ego tre gange. Batman Begins, The Dark Knight og The Dark Knight Returns står nu ikke alene som den stærkeste superheltefilm-trilogi nogensinde, men holder også glimrende merit i sammenligning med ”almindelige” film.

Stærkest står uden tvivl The Dark Knight, hvor Heath Ledger leverede en svimlende god præstation som Batmans nemesis Jokeren. Skuespilleren døde desværre i en alt for tidlig alder og havde således heller ikke mulighed for at modtage den Oscar for bedste mandlige birolle, han vandt.

Christian Bales performance er som altid solid og god, og man kan tydeligt se, at hans opgave er at være den jordnære figur i en verden af ekstravagante og ekstraordinære karakterer og personligheder.

Batman Begins, The Dark Knight og The Dark Knight Rises kan ses hos HBO Max, Netflix, Viaplay og Prime Video m.fl.

Rescue Dawn (2006)

Bare fordi man medvirker i en superheltefranchise og er en af de største box office stjerner på kloden, behøver man ikke at hvile på laurbærrene.

Udsigten til at arbejde sammen med den berømte og berygtede tyske instruktør Werner Herzog var tilsyneladende så står en lækkerbisken for Christian Bale, at han igen sprang ud i en dramatisk kropstransformation.

Til rollen som jagerpiloten Dieter Dengler, der blev taget som krigsfange under Vietnamkrigen, smed han igen usædvanligt mange kilo – dog ikke helt så meget som til The Machinist. I løbet af optagelserne kunne Bale så begynde at tage på igen, så han til slut så ud, som han gør i begyndelsen af filmen, før de udmagrende strabadser i fangenskab begynder.

Rescue Dawn kan ses hos Viaplay, Blockbuster og Grand Hjemmebio m.fl.

The Prestige (2006)

Christian Bales samarbejde med Christopher Nolan holdt sig ikke kun til Batman-filmene. I skuespillerens yderst produktive periode mellem Batman Begins og The Dark Knight blev der også plads til et yderst spændende projekt, som ganske vist blev vel modtaget omkring premieren, men er vokset betydeligt i anseelse siden da.

The Prestige foregår i de londonske gader i 1890'erne. De to tryllekunstnere Robert Angier (Hugh Jackman) og Alfred Borden (Christian Bale) starter ud som venner og kollegaer, men et dødsfald hensætter dem i en fejde på liv og død.

Udover Jackman og Bale medvirker også Michael Caine, Scarlett Johansson, Rebecca Hall, Piper Perabo, Andy Serkis og David Bowie i den yderst stemningsfulde thriller, hvor man først til allersidst forstår, hvordan det hele hænger sammen.

The Prestige kan ses hos Viaplay, SF Anytime og Blockbuster m.fl.

3:10 to Yuma (2007)

Vi bliver i Christian Bales ”guldalder” af fremragende film.

Bale spiller den tidligere soldat og fattige rancher Dan Evans, som pludselig får mulighed for at redde hele familiens skrantende økonomi. Det eneste, han skal gøre, er at transportere røveren Ben Wade (Russell Crowe) til byen Contention, så han kan blive sat på et tog til fængslet i Yuma.

Prærierne er gold, og verden fuld af kyniske opportunister, der ikke tøver med at dræbe den anden, hvis gevinsten er stor nok i James Mangolds (Logan, Indiana Jones and the Dial of Destiny) episke og stemningsfulde western, hvor samspillet mellem Bale og Crowe er blændende, og uforlignelige Ben Foster leverer et brag af en scenestjæler-præstation som Wades koldblodige og loyale håndlanger Charlie Prince.

3:10 to Yuma kan ses hos Filmstriben, Viaplay og TV 2 Play m.fl.

The Fighter (2010)

Efter The Dark Knight nåede Christian Bale både omkring Terminator-franchisen og Michael Manns krimi-biopic Public Enemies, inden det blev tid til karrierens første og hidtil eneste Oscar.

I David O. Russells The Fighter imponerer Bale som halvbroren Dicky til mesterbokseren Micky Ward (Mark Wahlberg). Med et lille vægttab for at fange det fysiske aspekt af den tidligere bokser med et narkomisbrug og ved at studere den virkelige Dicky i levende live og på videooptagelser formåede skuespilleren at indfange personen fuldt ud.

Portrættet blev fortjent belønnet med en Oscar for bedste mandlige birolle, og er indtil videre Christian Bales eneste gyldne statuette fra akademiet.

The Fighter kan ses hos Filmstriben, Viaplay og Prime Video m.fl.

American Hustle (2013)

Efter The Dark Knight Rises begav Christian Bale sig nok engang ud i kropstransformation. Dog ikke sygeligt tynd som tidligere. Tværtimod tog han 20 kilo på, barbarede håret, så han fremstod halvskaldet, og påtog sig en så krumrygget holdning, at han fik en diskusprolaps til rollen som hustleren Irving Rosenfeld i David O. Russells American Hustle.

Filmen handler om de to hustlere Irving og Sydney Prosser (Amy Adams), der får et valg af FBI-agenten Richie DiMaso (Bradley Cooper): Hjælp os med forskellige undercover-operationer eller ryg i fængsel i flere år.

Endnu en gang er der tale om en film baseret på virkelige begivenheder, selv om der er blevet ændret i navne og visse omstændigheder. Bale, Adams, Cooper og Jennifer Lawrence, der spillede Irvings kone Rosalyn, blev alle Oscar-nomineret for deres præstationer, hvoraf sidstnævnte vandt, samt David O. Russell for bedste manuskript sammen makkeren Eric Warren Singer.

American Hustle kan ses hos Filmstriben, Viaplay og TV 2 Play m.fl.

The Big Short (2015)

Filmen, der genstartede trenden med, at karakterer bryder den fjerde væg og taler direkte til publikum, formåede at forklare et så tørt emne som boliglån med så meget schwung og panache, at alle kunne følge med.

Instruktør Adam McKays debutfilm er uden tvivl også hans bedste og blev også behørigt belønnet med en Oscar for bedste manus baseret på et andet værk. Christian Bale nappede endnu en birollenominering for præstationen som den snu finansmand, der bliver katalysator for et kæmpe økonomisk kollaps på det amerikanske boligmarked.

En sjov og anderledes film, hvor Christian Bale igen viser nye sider af talentet og formår at stikke ud i et cast bestående af Steve Carell – der blev nomineret for bedste mandlige hovedrolle – Ryan Gosling og Brad Pitt.

The Big Short kan ses hos Disney+, Netflix og Prime Video m.fl.

Vice (2018)

I den evige yoyo-leg med sin kropsvægt var det endnu en gang tid for Christian Bale til at tage nogle kilo på. 18 styks blev det til og et barberet hoved for at portrættere den tidligere amerikanske vicepræsident Dick Cheney i Adam McKays Vice.

En film, der konstant balancerer på kanten af gal og genial, og ofte falder ned til den gale side. Udover genforeningen med instruktøren var der også gensyn for skuespilleren med Amy Adams, som spillede Dick Cheneys kone Lynne, og Steve Carrell, der gav den fuld gas som den koleriske forsvarsminister Donald Rumsfeld.

Satiren sad ikke altid i skabet, når historien skulle udfoldes, men skuespillerne leverede i den grad varerne med nomineringer til både Bale og Adams samt Sam Rockwell for hans grinagtige karikatur af præsidenten George W. Bush.

Vice kan ses hos Filmstriben, Blockbuster og Viaplay m.fl.

Le Mans ’66 / Ford v Ferrari (2019)

Vi slutter Christian Bale-turen med en af den slags film, man altid omtaler som virkelig god. James Mangolds Ford v Ferrari (på dansk Le Mans’ 66) er nemlig præcis sådan en og havde andre år måske (og fortjent) høstet mere hæder, end den rent faktisk fik.

Der er oktan, brændt gummi og tårer for alle pengene i det medrivende racerdrama baseret på virkelige begivenheder. I 1960'erne prøver bilfabrikanten Ford at slå italienske Ferrari i bilræset over dem alle, 24-timersløbet i Le Mans. Til det hyrer de den cowboyhatbærende tidligere racerkører Carroll Shelby (Matt Damon), der hiver sin ven, den temperamentsfulde brite Ken Miles (Bale) med sig.

Man behøves på ingen måde at være racerfan for at værdsætte de nervepirrende bilscener, hvor både Damon og Bale leverer nogle fremragende præstationer.

Le Mans ’66 kan ses hos Disney+, Apple TV og Blockbuster m.fl.

Vil du lytte til Vi Elsker Serier? Så lyt til vores podcast 'Det, vi elsker', hvor vi en gang om ugen dykker ned i de største nyheder fra kulturens verden. Du kan lytte til podcasten i appen Ally, i Apples podcast-app eller på Spotify:

Del artikel

Andre Film | Guides

Mest læste