Film | Guides

Kirsten Dunsts 5 bedste film

Af
Carina Nørgaard Schou
24. april 2024
Kirsten Dunsts bedste film
Foto: HBO Max

Del artikel

Den amerikanske skuespiller Kirsten Dunst er netop nu aktuel i Alex Garlands nye science fiction-film 'Civil War', og i den anledning ser vi tilbage på 5 af hendes bedste film.

Den amerikanske skuespiller Kirsten Dunst debuterede på det store lærred allerede som otteårig, og som blot 11-årig fik hun sit store gennembrud i filmen Interview with a Vampire fra 1994, hvor hun spillede over for Brad Pitt, Tom Cruise og Christian Slater.

Her ser vi tilbage på fem af hendes bedste filmroller gennem den allerede lange karriere.

Civil War (2024)

Og vi starter faktisk med Civil War, for hovedrollen i Alex Garlands nye sci-fi-film skriver sig omgående ind som en milepæl i Kirsten Dunsts karriere.

Her spiller hun krigsfotografen Lee, der sammen med en flok kolleger skal krydse et borgerkrigshærget USA i jagten på det perfekte foto af den amerikanske præsident.

Som hærdet krigszoneveteran med PTSD har hun altid det kølige overblik i pressede situationer, men hun døjer samtidig med mareridtsagtige flashbacks for sit indre øje.

Vi spår, at Kirsten Dunst kommer til at høste en Oscar-nominering for bedste kvindelige hovedrolle for denne præstation.

Civil War kan ses i biograferne lige nu.

Fargo – sæson 2 (2015)

I anden sæson af den amerikanske antologiserie Fargo fra 2015 spiller Kirsten Dunst en af hovedrollerne som frisøren Peggy Blumquist, der er gift med sin gymnasiekæreste, Ed, og bosat i Minnesota.

Peggy keder sig bravt i sit provinsielle liv og vil derfor tage et selv-realiseringskursus for at indfri sit fulde potentiale, men snart bliver hun og manden involveret i et mord, som de forsøger at dække over.

Uheldigvis er den myrdede søn af en prominent gangsterfamilie, og snart har ægteparret problemer til op over begge ører.

Det var i øvrigt på settet til anden sæson af Fargo, at Kirsten Dunst første gang mødte skuespilleren Jesse Plemons, der spiller Ed, som hun blev gift med i 2022.

Fargo sæson 2 kan ses på HBO Max og TV 2 Play.

Melancholia (2011)

Den danske instruktør Lars von Trier behøver næppe nogen nærmere introduktion, men det var lidt af et scoop for begge parter, da Kirsten Dunst indtog hovedrollen i hans film Melancholia fra 2011.

Her spiller hun Justine, der skal giftes med Michael, spillet af Alexander Skarsgård, men under brylluppet begynder der at ske mystiske ting, og det viser sig, at en planet ved navn Melancholia er på vej på jorden.

Rollen i denne psykologiske katastrofefilm er et af højdepunkterne i Kirstens Dunst omfangsrige karriere og sikrede hende prisen for Bedste kvindelige skuespiller ved filmfestivalen i Cannes.

Melancholia kan ses på Prime Video.

Marie-Antoinette (2006)

Marie-Antoinette fra 2006 er kronen på værket i Kirsten Dunst mangeårige samarbejde med instruktøren Sofia Coppola.

Udover denne film har skuespilleren nemlig medvirket i både The Virgin Suicides, The Beguiled og The Bling Ring af samme instruktør, men Marie-Antoinette har ubetinget været deres største kommercielle succes sammen.

Her spiller Kirsten Dunst hovedrollen som den franske dronning, der er gift med Ludvig 16. og lever i sus og dus på Versailles, mens utilfredsheden stiger blandt den franske befolkning.

Kirsten Dunst leverer et følsomt portræt af den franske dronning, som fuldstændig mister jordforbindelsen og bliver korrumperet af den store magt og rigdom ved hoffet.

Marie-Antoinette kan ses på Netflix.

Spider-Man (2002)

Fra 2002 til 2007 udkom Sam Raimis Spider-Man-trilogi, som virkelig var med til at sætte gang i superheltegenren på film.

Her spiller Kirsten Dunst rollen som Mary Jane Watson, der er barndomsven til Tobey Maguires Peter Parker / Spider-Man og sidenhen bliver hans kæreste.

Den første Spider-Man-film indeholder i øvrigt et af filmhistoriens mest ikoniske filmkys, hvor Spider-Man i silende regnvejr hænger med hovedet nedad, og Mary-Jane fjerner hans maske for at give ham et kys som tak.

Spider-Man 1, 2 og 3 kan ses på Netflix.

Vil du lytte til Vi Elsker Serier? Så lyt til vores podcast 'Det, vi elsker', hvor vi en gang om ugen dykker ned i de største nyheder fra kulturens verden. Du kan lytte til podcasten i appen Ally, i Apples podcast-app eller på Spotify:

Del artikel

Andre Film | Guides