Game of Thrones – set fra den uvidendes synspunkt!

Jeg ved så lidt om Game of Thrones, at det er ved at være pinligt nu. Derfor tog jeg udfordringen op, da en bekendt chokeret spærrede øjnene op og udbrød: ”Har du aldrig set Game of Thrones – der er du virkelig gået glip af noget!”

Derfor kommer der nu en række forældede anmeldelser i de næste måneder af en serie, I sikkert alle har set, men som jeg er en total novice ud i. God læsning!

Af Ina

Jeg var sikker på, at jeg i hvert fald vidste, at Game of Thrones var noget med middelalderen. Det er det så ikke, skal jeg lige hilse og sige! Det er meget mere end det. I går aftes så jeg første episode af serien, der har taget de fleste med storm. Jeg har altid været kæmpefan af krimigenren – det brutale og realistiske, og jeg må indrømme, at jeg er noget overrasket over, at det kolde, dystre og gråvejsagtige set-up også er at finde i andre genre ligesom i Game of Thrones. Så langt var det altså udmærket, da første episode af GOT tonede frem på skærmen i går aftes.

Det jeg ligesom kunne forstå fra episode 1 var, at der er nogle igangværende konflikter, jeg som seer ikke har været med til, men som går forud for første episode. Anslaget indeholder ligeledes rekruttering af gamle kræfter, spekulationer om mord, hemmelige affærer, begær efter en svunden tid og magt samt ægte og arrangeret kærlighed med krig for øje.

Kort sagt det helt store seriedrama blev altså skudt i gang i min lille 8 m2 stue på Østerbro allerede ved første episode!

Der var især to mindre scener, der ramte mig. Selve åbningsscenen, inden titelsangen mm. tonede frem, var virkelig flot. Det er flot filmet, kontrastfyldt og spændingspakket og især de store, voldsomme kostumer var jeg meget betaget af. Det var virkelig godt lavet. Derudover synes jeg, at det var et superfint tvist, da der hen imod slutningen er én af karaktererne, der virkelig viser sig fra sin usympatiske side.

Under alle omstændigheder, så har jeg tænkt mig at se endnu et afsnit i aften, og jeg håber virkelig, at den er alt det, den har lagt op til!

Game of Thrones kan ses i sin fulde længde på HBO Nordic!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

You May Also Like