Gensyn med Natportieren afsnit 6

Søndagens afsnit skulle samle de løse tråde og samtidigt være spændende i processen. Dette blev gjort både effektivt og meningsfuldt, og hele serien på de 6 afsnit er generelt totalt i top!

spoiler-alert

For selv at samle op fra sidste gensyn, så blev Jonathan ikke afsløret på hotellet af hans tidligere kollegaer, ej heller af Hamid, som ellers spurgte ham om de nu ikke havde set hinanden før. Jed blev en allieret, og hun fik sammen med Jonathan, Angela og Angelas amerikanske kollegaven Joel endelig ramt på Roper. De sleske fyre fra River House blev også afsløret, men klarede skærene da de fik et frikort, hvis altså ikke de responderede Ropers telefonopkald i hans synkende stund, og det lod de så være med. Sådan er det altid med bureaukrater øverst i systemet. Med så megen magt, har de altid en udvej.

Natportieren

Grunden til at Jonathan & Co overhovedet var på hotellet i første omgang var pga. Hamids kontakter der skulle handle våben én masse med Roper. Men Jonathan dræbte Hamid og fik våbnene til at springe i luften ved hjælp af broderen til en af kokkene på hotellet der godt kunne genkende Jonathan- køberne var selvfølgelig ikke særligt begejstrede for at deres varer gik op i flammer, så de endte med at kidnappe Roper for øjnene af Angela og Joel der bevidst lod dem køre væk med Roper, så han endelig kunne få hvad han havde fortjent. Indtil det skelsættende tidspunkt havde Roper generelt opført sig ekstremt ovenpå og arrogant, og det gjorde scenen endnu mere effektiv at vi så endelig så ham fuldkommen desperat og total i frygt, imens han sad der lænket bagerst i bilen velvidende om den frygtelige død, han snart ville gå i møde. Et smukt øjeblik.

Planen var fra begyndelsen udtænkt og eksekveret af Jonathan, Angela, Joel og ikke mindst Jed, men selvfølgelig ikke uden en masse forhindringer der skulle holde spændingsniveauet. Bl.a. blev Jed endelig afsløret af Roper som Jonathans allierede, men hun overlevede dog de mange tæsk af Ropers gorilla. Så det hele endte godt, og Jonathan, Jed og hendes to små drenge skal nu leve lykkeligt lige indtil de dør. Både det, og at Angela har været gravid i hele serien og først skal føde sit barn efter at våbnene og Roper er væk, giver serien og ikke mindst os seere håb for fremtiden.

Det var et super spændende afsnit, hvor tiden fløj afsted, og generelt er det en helt fænomenal serie, som jeg virkelig vil huske og som har gjort et stort indtryk. Skuespil, instruktion, musikken, billederne og ikke mindst budskabet om at redde jordens børn fra våbenmændenes grådighed og magtbegær- alt smeltede simpelthen sammen til et virkelig spændende spiondrama hvor menneskene virkelig opførte sig som mennesker. Især at kameraindstillingen hele tiden var tæt på skuespillerne gjorde at vi fik alle nuancer med, og det gav virkelig serien intensitet.

Nu da jeg ikke er en skilt kvinde i fyrrene, men en sat mand i midt-trediverne der spiller Star Wars på sin PlayStation i weekenderne, har jeg dermed ikke opsøgt Susanne Biers film uopfordretJ. (I’m joking – jeg spiller også Star Wars i hverdagen…) Men helt seriøst har jeg kun set Den Eneste Ene, Brødre og Efter Brylluppet, og nu også Natportieren der for mig klart er det bedste, jeg har set fra hende. Hun kunne godt være et rigtigt godt bud på den næste Bond-instruktør – Og så kan Tom Hiddleston være 007 – og det ville ikke være dårligt at se en rigtig gentleman-Bond igen, og der er faktisk også mange britiske medier, der gerne ser netop ham som spionen med licens til at dræbe! Introen til Natportieren kunne også sagtens genbruges, og i det hele taget virkede det bare som om, at hele holdet bag Natportieren ved hvordan man laver en rigtig cool spionthriller med et rørende budskab, hvor karaktererne hele tiden var omdrejningspunktet.

Natportieren blev sendt på DR1 – og du kan se afsnit 1-6 på dr.dk hvis du mangler et afsnit eller vil se den hele.

Sponsoreret
Prøv C More gratis i 14 dage og få adgang til masser af film og serier allerede idag

Sponsoreret
Gode serier kræver godt bredbånd. Sammenlign priser her

Hvad synes du om serien?


Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *