Hvis du blev kidnappet …

… hvilken serie-detektiv ville du så gerne have til at redde dig? Det var den udfordring, jeg stillede med mine kolleger hos Vi Elsker Serier. Det flyder jo nærmest over med overmenneskeligt geniale detektiver i serieverdenen, men vi har nok alle vores favorit (jeg har i hvert fald). Her kommer vores bud:

(Foto: Twin Peaks The Return/Showtime)

Marie:

Der er mange gode bud på, hvem der kunne hjælpe i en kneben situation, men min allerførste indskydelse var altså Special Agent Dale Cooper fra Twin Peaks og Twin Peaks: The Return. En garvet FBI-agent, der har stor succes og erfaring med at opklare mord og mystiske sager – what’s not to like? Derudover har han en særlig forbindelse til det spirituelle, og med hans særlige fremgangsmetoder (som at kaste sten efter flasker) er man sikret en god opklaringsprocent.

Der er stil over processen, og en høj arbejdsmoral er en garanti. Den eneste ulempe er dog, at Agent Cooper godt kan komme lidt ud på et sidespor, hvis der er overnaturlige kræfter på spil. Men han skal nok finde mig, og så kan vi bagefter få os en dejlig, varm (skidegod) kop kaffe og et stykke kirsebærtærte… eller en donut.

(Foto: Murder She Wrote/CBS)

Kim:

SÅ blev man præsenteret for en ganske taknemmelig opgave. En af mine serie-kumpaner fra vores lille bevægelse har udfordret mig til at komme med mit bud på, hvilken serie-detektiv jeg helst vil reddes af, hvis nu jeg skulle gå hen og blive kidnappet. Piece of cake, tænkte jeg med det samme. Jeg har jo ligefrem skrevet en hyldest til en af mine favorit detektiver: Rust Cohle.

Jeg vil dog ikke give resten af redaktionen håneretten og lade dem slippe af sted med at tænke, at jeg hopper over, hvor gærdet er lavest. Jeg trækker derfor et trumfkort og siger Jessica Fletcher fra Murder She Wrote i stedet. Jeg er helt vild med hende, og jeg skriver i nutidsform, fordi hun stadigvæk holder. Jeg tror faktisk også, at Rust Cohle og hans dommedagsteorier ville være lidt for hård kost, når man lige har været kidnappet af en eller anden galning.

Jessica Fletcher (Angela Lansbury) har en “rar bedstemor”-ting kørende, men samtidig er hun benhård, når det kommer til at bure psykopater inde. Du ved simpelthen, du er f****d, når hun først retter mistanken mod dig. Ohh yes, jeg ville føle mig så tryg ved at blive reddet af Jessica og hvile trygt i hendes arme…

(Foto: Inspector Morse/ITV)

Jonas:

Hvis jeg blev kidnappet, så skulle det helt sikkert være Inspector Morse, der skulle redde mig. Jeg elsker den gamle, gnavne stivstikker – hans krydsord og hang til fadøl og klassisk musik tiltaler mig noget så gevaldigt! Fordelene ved at vælge Morse er åbenlyse: Morse ved at forbryderen er at finde i Oxford eller omegn (det er de altid!), og vi har at gøre med en grundig og intelligent brite – ikke de der smarte amerikanske detektiver, som Kim er så glad for. Det kan selvfølgelig være, at jeg dummer mig ved at vælge Morse. Hans force er jo sager, hvor offeret allerede er død. Men… Lad gå. Hvis jeg skulle være så heldig at få Endeavour Morses opmærksomhed gennem en hel halvanden times episode, så lader jeg gerne livet i denne omgang.

SHOP: Elsker du True Detective, Stranger Things og Twin Peaks? Køb cool trøjer og t-shirts her

(Foto: Sherlock/BBC)

Claus:

Hvis jeg var blevet bortført, ville jeg sætte min lid til Sherlock Holmes. Manden, der med et eneste blik på en persons påklædning, kan sige, hvor han eller hun har været henne, hvad de laver til daglig, hvad de fik til morgenmad, og hvor stor deres hund er. En hurtig gennemsøgning af gerningsstedet ville også give ham så mange spor, at han uden problemer ville vide, hvor deres skjulested er.

Holmes benytter en metode, han kalder ”observation og deduktion”, hvor han udleder fakta fra små observationer. Et klassisk eksempel er, da han fortæller sin ven og partner Dr. Watson at Watson er blevet våd for nyligt, og at han har en sjusket stuepige, bare ved et enkelt kig på hans sko. Ud fra de seks små ridser i læderet kan Holmes udlede, at Watson var ude i vådt vejr, fik mudder på skoene, og at hans tjenestepige har gjort dem rene. Det er gjort, så der er kommet ridser – altså er hun sjusket. Det virker nemt, når det forklares, men Holmes har evnen til at se hundredvis af sådanne småting og samle dem til et detaljeret tankebillede.

Holmes har verdensrekorden som den mest filmatiserede figur nogensinde, og han kan i Danmark ses i tre serier – den klassiske Sherlock Holmes på DR, og to moderne gendigtninger: Sherlock fra BBC og Elementary fra USA. Alle tre har forskellige versioner af den berømte detektiv, så det burde være muligt at finde en, man kan lide.

(Foto: The Mentalist/CBS)

Rikke:

Der er mange detektiver at vælge imellem i serieverdenen, og der er mange, jeg godt kan lide, men jeg har en klar favorit: Patrick Jane fra The Mentalist. Han er vanvittigt intelligent og kan med et enkelt blik se, om du skjuler noget. I serien har vi set ham redde flere ofre for kidnapning for slet ikke at tale om de mange mord, han også har opklaret ved hjælp af sine skarpe instinkter.
Hvis jeg var blevet kidnappet, vælger jeg derfor ham. Ikke mindst fordi han er lynhurtig, og hvis jeg sad bagbundet i et skur et eller andet sted, ville jeg ønske mig en hurtig redningsmand.
Han er som regel også fulgt af et par effektive og bevæbnede politifolk, der kan træde ind, hvis skurkene bliver for aggressive.
Patrick har tidligere arbejdet som clairvoyant, men det var ren fup – alligevel har han en nærmest overnaturlig fornemmelse for mennesker. Jeg er sikker på, at hvis der var fem mistænkte i min kidnapning, ville han kunne gætte den skyldige bare ved at se på dem.

Læs også: 10 serier med seriemordere du bør se

Læs også: Anmeldelse af Twin Peaks The Return

SHOP: Elsker du True Detective, Stranger Things og Twin Peaks? Køb cool trøjer og t-shirts her

Sponsoreret
Prøv C More gratis i 14 dage og få adgang til masser af film og serier allerede idag

Sponsoreret
Gode serier kræver godt bredbånd. Sammenlign priser her

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *