Kan du huske… Zorro?


(Foto: Zorro/20th Century Fox)

When daggers are pointed at innocent hearts

And the muskets are ready to fire

When tyrants ride high and govern with fear

As the forces of evil conspire

Then from out of the night

A hero must ride

With courage that even a mask won’t disguise

They turn to – the man called Zorro!

Hvis du var mellem syv og femten år i 1990, så er der gode chancer for, at du ved at læse de ovennævnte linjer fik en kuldegysning ned ad ryggen. For det var titelsangen til en af de mest populære serier om den maskerede helt Zorro, som nogensinde er sendt på dansk TV.

Zorro er en meget filmatiserede karakter – der er lavet ikke mindre end 40 film på engelsk (og et tilsvarende antal på spansk!) samt seks forskellige TV-serier om ham… Og så har jeg ikke engang talt de mange, mange bøger og tegneserier med! Han blev skabt i 1919 af forfatteren Johnston Mculley, så han fyIder faktisk snart 100 år!

Som sagt har Zorro optrådt i mange forskellige medier, og i flere af dem ændrer man lidt på historien og flytter rundt på årstal, men i den oprindelige roman – og i serien her – er historien som følger:

Don Diego De La Vega er en veluddannet spansk aristokrat, født i det, der senere bliver til Californien, men som har gået i skole i Europa og lært videnskab, sprog og ikke mindst fægtning hos de store mestre. Da han vender tilbage til sin fædrene egn finder han ud af, at de spanske guvernører og magthavere i området udpiner bønderne og misbruger deres magt over for uskyldige mennesker. I vrede skaber han en hemmelig identitet som Zorro, (der betyder ”ræv” på spansk), og indleder sin kamp for at forbedre de fattiges rettigheder.

Man kan roligt kalde ham en blanding af Robin Hood og Batman – selvom han blev skabt 20 år før Batman så dagens lys. Der er heller ingen tvivl om, at tegneren Bob Kane skelede mere end en lille smule til Zorro, da han skabte Batman. Zorro har en hule, hvor han har sit laboratorium – gemt under sin hacienda. Hans sorte hest Toronado er hurtigere end alle andre heste i området, og han klæder sig i sort, så han kan glide i et med mørket og nemmere jage en skræk i livet på dem, han kæmper imod – nøjagtigt som Batman. I sin normale identitet foregiver Don Diego at være en lidt klodset og blød mand, men i virkeligheden er han som sagt både intelligent, modig og fræk. I de fleste af historierne er der også noget romantik med, og Zorro har flere elskerinder end James Bond. Men hans første kærlighed er stadig retfærdigheden og friheden for de undertrykte.

Læs også: Nu er Danmarks mest eksklusive Serieklub endelig en realitet!

I den TV-serie, som gik på dansk TV i 1990’erne – den kaldes ofte for ”New World Zorro” for at adskille den fra den sort/hvide serie, Disney producerede tidligere, som også bare hed ”Zorro”- foregår handlingen i den lille flække Pueblo de Los Angeles – altså den spæde start på den millionby, som senere vokser frem. Californien er stadig under spansk styre. Don Diego og hans far, Don Alejandro, er rige godsejere, men selv de rammes af den uretfærdighed, som byens alcalde – et hverv, der er halvt borgmester og halvt dommer – håndhæver. Han lægger tunge skatter på både rig og fattig og bruger sin garnison af bevæbnede soldater til at fastholde magten. I de første to sæsoner af serien spiller Michael Tylo rollen som Louis Ramon, en djævelsk og stærkt intens mand, drævet af lige dele grusomhed, hævntørst og had til Zorro, men samtidigt med en slags iskold charme. I de to sidste sæsoner kommer der en ny alcalde, spillet af J.G. Hertzler, kendt fra blandt andet Star Trek Deep Space 9, men han formår aldrig rigtigt at komme op på samme niveau som sin forgænger.

Don Diego holder naturligvis sin identitet hemmelig, men han har en enkelt allieret – hans tjener, Felipe, som alle tror, er døvstum. I virkeligheden hører han dog aldeles udmærket – og kan derfor ofte overhøre samtaler, som han ikke ville have få lov at lytte til, hvis de talende havde vidst, han forstod dem. Han kan så hurtigt på tegnsprog fortælle Don Diego, hvad der er sket, og Zorro kan rykke ud…

Udover disse figurer skal der nævnes de to andre faste hovedpersoner, nemlig den smukke og selvstændige Victoria Escalante, som driver byens cantina, og sergent Mendoza, som er alcaldes næstkommanderende. Han er egentlig en rar og godmodig fyr, som helst vil sidde i cantina’en og spise noget god mad, men som ofte bliver sat til at gøre det beskidte arbejde. Han er dog stærkt ineffektiv og kommer altid til kort over for Zorro, (som han faktisk i skjul beundrer for hans mod og frækhed, men det ville han aldrig turde sige). Don Diego sætter stor pris på Mendoza, selvom han ikke kan dy sig for at drille ham, når han får chancen.

Victoria er seriens eneste kvindelige rolle, men hun bærer den fantastisk. På et tidspunkt, hvor det at være kvinde i TV-serier enten betød, at man skulle være ”lige så hård som mændene” eller tuttenuttet og hysterisk, formåede Patrice Martinez at skabe en rolle, der er både selvstændig, romantisk og har ben i næsen. Ja – hun ryger ofte i ”Lois Lane”-fælden, hvor det er hende, der skal reddes – men det er ret ofte hende selv, der klarer skærene, og Don Diego er helt tydeligt meget vild med hende. Desværre har hun jo kun øjne for Zorro – sådan skal det jo være! – og han kan ikke så godt afsløre sig for hende, for så bringer han hende i fare. Man kan ikke lade være med at føle med dem gennem hele serien.

Seriens afsnit er ret korte – 22 minutter, så omtrent som en moderne komedieserie, og den startede uden forhistorie af nogen art. Først senere i første sæson kom så forhistorien i en 4 episoders serie, med titlen ”Zorro: The Legend Begins,” hvor vi får Don Diegos historie. Men det er egentligt unødvendigt, for serien er så enkel at gå til, at man ikke behøver baggrunden. Det er noget, moderne TV-serier kunne lære meget af…

Man kan argumentere for, at seriens 89 episoder faktisk er en smule ens – og man vil have ret. Der er som oftest en trussel mod Los Angeles, enten skabt af alcalde eller en udefrakommende, og Zorro må redde dagen. Det gør han ved dels nogle gode hestejagter, dels selvfølgelig ved at fægte sig vej gennem en flok soldater eller andre modstandere. Skuespilleren Duncan Regehr, som spillede Zorro, lavede selv stort set alle sine stunts på hestene, for han var en dreven rytter og allerede en dygtig fægter. Gæstestjerner eller stuntmænd i serien, som skulle fægte mod ham, fik ofte en overraskelse, når han begyndte at fægte med dem – for alt, hvad man ser på skærmen, er hans egne fægteevner. Det giver kampene en særlig friskhed, for han bad dem altid om ikke at lægge fingre imellem.

Men selvom episoderne som sagt er lidt ens i længden, så er der en vidunderlig humor og varme i mange af dem. De venskaber, som Don Diego har med Mendoza og Victoria – og hans forhold til sin far, som i øvrigt skifter skuespiller efter første sæson uden nogen forklaring, er smukt og naturligt. Regehr spiller Diego meget i stil med Clark Kent i de gamle Superman film – lidt klodset og genert, selvom han er en høj og velbygget mand. Man kan endda se, at han skifter kropsholdning når han er ”den offentlige Don Diego” og når han er Zorro, han synker lidt ned i ryggen og nakken, så han ser mere usikker ud.

Zorro gør normalt en dyd ud af ikke at dræbe sine modstandere. Dette sker både, fordi serien i bund og grund er lavet til børn og unge, men også for at understrege, hvor dygtig en fægter han er. Han kunne nemt skære samtlige soldater i skiver, men vælger i stedet at ridse sit Z i deres uniformsjakke, bukser eller – ved to mindeværdige lejligheder! – i alcaldes dyre skrivebord, som han er meget glad for. Z’et er mere end et logo – det er hans visitkort, hans måde at være overlegen på og vise, hvem der i virkeligheden bestemmer.

Serien blev optaget i Sydspanien og havde et for den tid astronomisk højt budget på grund af produktionsomkostningerne ved at filme der. Hele Pueblo’en blev bygget fra grunden (og desværre revet ned bagefter!) og skuespillerne døjede med det varme klima. Efter fire sæsoner var det slut, og den sidste sæson blev endda lidt kort. Men i det mindste fik de lov at lave en (mere eller mindre) afslutning på historien – det er igen noget, mange moderne serier kunne lære noget af…

Serien var i mange år uopdrivelig, men blev for et par år siden genudgivet på DVD i et bokssæt, som på Amazon kan fås for cirka 50 dollars. Det er hver eneste krone værd – og jeg kan kun anbefale at du, hvis du kan huske serien, kaster et blik på den igen. Den er faktisk vidunderlig sjov, og jeg er vild med den. Den sætter på et øjeblik én tilbage til barndommen.

A hero – his name is Zorro!

Læs også: Danskerne er de tredjebedste serie-bingere i verden!

Læs også: De 5 vildeste fan-teorier om Game of Thrones

Sponsoreret
Prøv C More gratis i 14 dage og få adgang til masser af film og serier allerede idag

Sponsoreret
Gode serier kræver godt bredbånd. Sammenlign priser her

Tags

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *