3 nye serier til dig, der elsker mode
Hvis du også elsker mode, historierne bag de berømte modehuse og de kendte societykvinder, der blev klædt på af designerne, er de her tre periodedramaer lige noget for dig.
Cristóbal Balenciaga
Cristóbal Balenciaga er en serie om modeskaberen Balenciaga, der vokser op under beskedne kår i Spanien, men som ender med at revolutionere modescenen i Paris.
Serien fokuserer på tiden, hvor Balenciaga netop er ankommet til Paris efter i adskillige år med stor succes at have skabt kjoler til de kendte og kongelige i sit hjemland, Spanien.
Vi følger ham, da han lancerer sin første haute couture-kollektion i 1937, og ser, hvordan han udvikler sit helt særlige skulpturelle formsprog, der adskiller sig fra de andre af tidens store designere som Chanel, Dior og Givenchy.
Det er den spanske filmstjerne Alberto San Juan, der spiller rollen som Cristóbal Balenciaga, og Bina Daigeler, der også skabte kostumer til bl.a. Cate Blanchett i filmen Tár og Penélope Cruz i Almodovars film Volver har været kostumier på serien.
Cristóbal Balenciaga får premiere 19. januar på Disney+.
The New Look
The New Look er en historisk dramaserie, der bygger på virkelige hændelser, og som er filmet on location i Paris.
Serien udspiller sig under og efter nazisternes besættelse af Paris. Pga. designeren Coco Chanels romantiske forhold til en tysk officer under krigen, må hun flygte til Schweiz i 1945.
Christian Dior står klar til at overtage tronen som byens førende designer, og der går et sus igennem modeverdenen, da han lancerer sin berømte New Look-kollektion i 1947.
Serien har en imponerende rolleliste med Ben Mendelsohn som Christian Dior, Juliette Binoche som Coco Chanel og danske Claes Bang som den tyske officer Spatz. Desuden medvirker Glenn Close som Harper’s Bazaar-redaktøren Carmel Snow og John Malkovich som designeren Lucien Lelong.
The New Look får premiere 14. februar på Apple TV+.
Feud – Capote Vs. The Swans
Den længe ventede anden sæson af Ryan Murphys antologiserieserie Feud er nu på trapperne. Første sæson handlede om den virkelige fejde mellem Joan Crawford og Bette Davis, spillet af Jessica Lange og Susan Sarandon.
Nu er turen kommet til en ny strid – nemlig den mellem forfatteren Truman Capote og hans entourage af societykvinder, som han kaldte sine svaner.
I Feud – Capote Vs. The Swans udleverer Capote i 1975 sladder og hemmeligheder om sine velhavende veninder i en novelle i magasinet Esquire. Det leder til en kæmpe skandale og fører til, at forfatteren bliver isoleret socialt.
Gus Van Sant har instrueret serien, hvor Tom Hollander portrætterer forfatteren Truman Capote. Svanerne spilles af Naomi Watts, Chloë Sevigny, Molly Ringwald, Demi Moore, Calista Flockhart og Diane Lane, og den elegante og ekstravagante 70’er-stil er ramt lige på kornet.
Feud – Capote Vs. The Swans får premiere 7. februar på HBO Max, hvor første sæson af serien også bliver tilgængelig.
Vil du lytte til Vi Elsker Serier? Så lyt til vores podcast 'Det, vi elsker', hvor vi en gang om ugen dykker ned i de største nyheder fra kulturens verden. Du kan lytte til podcasten i appen Ally, i Apples podcast-app eller på Spotify: