Serier | Guides

24 gode grunde til at (gen)se Matador

AfSigne Bjørg Granberg
1. december 2022
'Matador'
Foto: DR

Del artikel

'Matador' er den største danske serie nogensinde. Punktum. Vi giver dig her 24 gode grunde til at (gen)se de 24 afsnit af den ikoniske serie fra 1978 af Lise Nørgaard og Erik Balling.

1. Du får Danmarks historie serveret på en underholdende måde, der både skildrer den politiske, sociale, kulturelle, historiske og økonomiske udvikling i tidsperioden 1929-1947.

2. Serien er baseret på et utroligt stærkt bogforlæg og manus fra Lise Nørgaard, assisteret af de tre dygtige episodeforfattere, Paul Hammerich, Karen Schmidt og Jens Louis Petersen.

3. Som dansker og seriefan er den et ”must-see” – og du vil da gerne kunne tale med om den største danske serie, der nogensinde er lavet, vil du ik’?

4. Du får fornøjelsen af et særdeles velspillende cast, der tæller stort set alt, der kan kravle og gå af datidens store skuespillere (flere af dem stadig aktive den dag i dag). Blandt de mindeværdige hovedroller er Ghita Nørby, Marlene Schwartz, Helle Virkner, Jørgen Buckhøj, Holger Juul Hansen, Kirsten Olesen og Jesper Langberg, men også blandt birollerne finder man virkelig skuespiller-guld med Ove Sprogøe, Buster Larsen, Elin Reimar og mange flere. Man kan vel dårligt finde EN, der ikke spiller godt i Matador – selv hunden Kvik er mindeværdig!

5. Erik Balling, der også stod bag Olsen Banden-filmene, og var en af sin tids største danske instruktører, er ved roret som instruktør på samtlige afsnit. Han forstod at levere solidt filmisk håndværk og underholdning til hele familien Danmark.

'Matador'
Foto: DR

6. Du bliver præsenteret for et overflødighedshorn af ”one-liners” som ”Det’ en tysker”! ”Jeg går op og lægger mig” og ”Av min arm”. Og selvom det måske virker som volapyk for de uindviede, vil du ikke fortryde at kunne smide en af replikkerne på bordet fremover.

7. Det vrimler med stærke, selvstændige kvindekarakterer, hvilket med datidens seriebriller var et særsyn. I løbet af seriens 24 afsnit ser man f.eks. kokkepigen Agnes (Kirsten Olesen) udvikle sig til succesfuld forretningskvinde. Den i starten så sarte Maude (Marlene Schwartz) træder i karakter som mere og mere handlekraftig. Og den selvstændige Elisabeth (Helle Virkner) tager kampen op mod datidens rynken-på-næsen over en kvinde, der ikke var gift.

8. Bent Fabricius-Bjerres tema-melodi.

9. Den er decideret afstressende at se, hvilket er befriende i disse tider, hvor plottet i serier nogle gange er så indviklet, at man ikke er klar over, hvor man er i tid og sted – selv efter et halvt afsnit. Matador tager dig i hånden, og det er rart.

10. Alle lag i samfundet er repræsenteret og spiller en vigtig rolle for fortællingen.

'Matador'
Foto: DR

11. Den er et klenodie inden for dansk kulturhistorie, der binder generationer sammen. Så hvis I mangler noget at tale om til familiefødselsdagen/julefrokosten, er Matador svaret

12. Du kan sagtens nå ud at lave kaffe midt i et afsnit, uden at du nødvendigvis misser noget vigtigt – apropos punkt 9.

13. Alle kan finde nogen at identificere sig med – uanset alder, køn og baggrund – og det er med til at gøre serien relevant for et langt større publikum end andre, store dramaserier gennem tiden.

14. Kostumerne er fantastiske, og du vil opleve et akut behov for selv at få skræddersyet et sæt tøj! Overvej, om du er mest til Damernes Magasin eller Skjerns Magasin.

15. Hvis du mangler inspiration til madplanen, bliver der i stort set hvert afsnit disket op med alskens lækre, klassiske retter – og du ser dem tilmed ofte blive tilberedt og serveret på smagfuldt, klassisk service.

'Matador'
Foto: DR

16. Du bliver klogere på det danske sprog og alle dets (ældre) sprogblomster.

17. Karakterudviklingerne er fantastiske, og du tager dig selv i pludselig at holde med nogle af dem, du fra starten var imod. Hvad man tror, er en stereotyp karakter ud fra socialklasse, køn eller virke, får manuskriptforfatterne og skuespillerne i fællesskab vendt på hovedet, som handlingen skrider frem. (Og ja, vi kigger primært på DIG, Mads Skjern).

18. Hvis du står og mangler en god lejlighedssang, behøver du ikke lede længere, for nu har du ”Varnæs’ sølvbryllupsvise” at skrive på.

19. Serien fletter på subtil vis verdenshistorien ind i små bidder, men aldrig i en sådan grad, at det viger fra den mere nære fortælling om Korsbæk og dens indbyggere.

20. Det vrimler med mønsterbrydere fra alle samfundslag, hvilket tilføjer et ekstra interessant element til historiefortællingen.

'Matador'
Foto: DR

21. Nostalgi! Nogle gange er det bare rart at svælge lidt i det, der var engang, og det gælder både i forhold til sprogbrug, takt og tone, kostumer og interiør. Ville vi ikke alle nyde godt af mindre ”Hva´så?” og mere ”Goddag”?

22. Hvis du troede, at der var mange kærlighedsforviklinger i nutidens serier, er det intet sammenlignet med Matador. Der er både sidespring, uønsket kærlighed, ulykkelig kærlighed, blomstrende kærlighed og ægteskabelig kærlighed (på godt og ondt).

23. Da serien blev genudsendt i 1986, blev et enkelt afsnit set af 3,6 millioner seere, hvilket er det højeste seertal målt i Danmark nogensinde. Og nej, der var ikke noget, der mindede om streaming (eller konkurrerende kanaler) dengang, men det var stadig noget af en bedrift.

24. Du vil ikke fortryde det. Det lover vi!

'Matador'
Foto: DR

Alle 24 afsnit af Matador kan streames på DRTV

Vil du lytte til Vi Elsker Serier? Så lyt til vores podcast 'Det, vi elsker', hvor vi en gang om ugen dykker ned i de største nyheder fra kulturens verden. Du kan lytte til podcasten i appen Ally, i Apples podcast-app eller på Spotify:

Del artikel

Læs mere omDramaDRTV

Andre Serier | Guides

Mest læste