Serier | Guides

Disse film og serier skal du streame i oktober 2024

Af
Claus Nygaard Petersen
1. oktober 2024
Hvad skal jeg streame i oktober 2024
Keri Russell er tilbage som Kate Wyler i anden sæson af 'The Diplomat' / Foto: Netflix

Del artikel

De orange blade pryder naturen, temperaturen daler, og Halloween lurer lige om hjørnet. Vi har fundet 10 lovende film og serier, du skal streame i denne måned.

Oktober på streaming byder på godt dansk drama, nervepirrende amerikansk thriller og grinagtige komedieserier og -film. En enkelt gyserfilm eller to skal det nok også blive til i anledning af den skræmmende højtid.

Vi har udvalgt 10 titler, som kommer godt omkring det hele, så du ikke går glip af noget af det, som folk snakker om til frokost.

Salem’s Lot

Det er ikke en rigtig horrormåned uden en Stephen King-titel på programmet. I denne omgang betyder det en nyindspilning af en af forfatterens allerførste romaner.

Forfatteren Ben Mears (Lewis Pullman) vender tilbage til barndomsbyen Jerusalem’s Lot for at få inspiration til sin næste roman. Snart går det op for ham, at noget ondt er på færde i form af en vampyr, der langsomt er i gang med at forvandle hele byen til dens slaver.

Pilou Asbæk har en prominent rolle som vampyrens højre hånd, den excentriske og diabolske Richard Straker.

Salem’s Lot kan ses fra 3. oktober hos Max.

Ungeren

Det gik heftigt for sig i 2007, da Ungdomshuset på Jagtvej 69 blev ryddet for allersidste gang, hvorefter frikirken Faderhuset rev bygningen ned.

DR-serien Ungeren skildrer den sidste tid inden nedrivningen. De to stortalenter Thit Aaberg og Elias Budde Christensen spiller parret Iben og Alex, der gerne vil bevare deres hjertested. Hvorvidt det skal foregå med voldelige metoder eller ej, er de dog ikke helt enige om.

Serien er instrueret af Mads Mathiesen, der tidligere på året var aktuel med det ferme ungdomsdrama Mr. Freeman, og manuskript er leveret af allestedsnærværende Jesper Fink.

Ungeren kan ses fra 4. oktober på DRTV.

The Franchise

Når en filmproduktion begynder at blive besværlig, bliver der åbenbaret en hidtil uset cirkel i Helvede, hvor alle lider. Det er dét, som er præmissen for Max-serien The Franchise.

Den satiriske komedieserie spidder superhelte-genren og Hollywood hårdt, da en produktion til en fiktiv superheltefilm løber ind i den ene udfordring efter den anden.

Serien er skabt af Jon Brown – der senest har været manuskriptforfatter på Succession – Oscarvinder Sam Mendes (American Beauty, Road to Perdition, Skyfall, 1917) og den skotske mestersatiriker Armando Iannucci (The Thick of It, Veep, The Death of Stalin), så kvaliteten er i hvert fald på papiret i den absolutte bidske top.

The Franchise kan ses fra 7. oktober hos Max.

Disclaimer

Alfonso Cuarón er en af de mest spændende filmskabere i verden. Og med Apple TV+-serien Disclaimer har han fri leg til at kreere lige præcis den seriefortælling, som han har lyst til, for han er både instruktør og manuskriptforfatter på samtlige syv afsnit.

Forlægget er Renée Knights roman af samme navn, og den psykologiske thrillerserie handler om den anerkendte journalist Catherine Ravenscroft.

En dag opdager hun, at hun optræder som en karakter i en bog, hvor en hemmelighed, journalisten ellers har gjort sit mest ihærdige for at gemme, pludselig bliver afsløret.

Kevin Kline spiller forfatteren med et horn i siden på Catherine, og det står hurtigt klart, hvorfor han har det. Men hvad hun præcist har gjort, svæver i det uvisse.

Disclaimer kan ses fra 11. oktober på Apple TV+.

Lonely Planet

Månedens romancefilm har ét trumfkort, man ikke kan komme udenom.

Laura Dern er en af de mest succesfulde nepo-babyer i Hollywood som datter af skuespillerne Bruce Dern og Diane Ladd. Wild at Heart og Jurassic Park er to af de største film på det imponerende CV, og på seriefronten har hun i de senere år gjort stort indtryk i Enlightened, Big Little Lies og naturligvis Twin Peaks: The Return.

I Netflix-filmen Lonely Planet spiller hun forfatteren Katherine, der på et forfatterophold i Marokko finder god kemi med den yngre Owen (Liam Hemsworth), og det vender op og ned på hele hendes livssyn.

Lonely Planey kan ses fra 11. oktober hos Netflix.

Shrinking sæson 2

Første sæson af Shrinking var virkelig sjov og med en sørgmodig kant, der gik direkte i hjertekulen. Terapeuten Jimmy (Jason Siegel) var lammet af sorg efter hustruens død, men det lykkedes ham henimod slutningen af sæsonen af få taget hul på den triste byld.

Harrison Ford i en fabelagtig birolle som en af Jimmys kollegaer og venner bidrog også til, at Shrinking bare blev bedre og bedre for hvert afsnit.

Jimmy har det bedre, men traumet sidder stadig dybt i ham. Især datteren Alice (Lukita Maxwell) er bange for at miste sin far til sorgen igen. Men hvordan kommer man videre efter at have mistet sit livs kærlighed?

Shrinking sæson 2 kan ses fra 16. oktober hos Apple TV+.

Brothers

Kombinationen af Josh Brolin og Peter Dinklage som tvillinger i en film fra instruktøren af Palm Springs, er lige præcis det, du ikke vidste, du havde brug for i dit liv.

Jady (Peter Dinklage) er en kriminel, der plejede at arbejde sammen med sin bror Moke (Josh Brolin). Nu skylder han penge væk, og den eneste mulighed han har for at indfri gælden, er at stjæle nogle juveler.

Til det skal han bruge sin bror, der ellers prøver at komme på ret køl og væk fra den forbryderiske løbebane. Han ender dog alligevel med at sige ja, og så mangler de bare en person for at kunne udføre kuppet: Deres mor Cath (Glenn Close), som ingen af dem har haft kontakt til i flere år.

Brothers kan ses fra 17. oktober hos Prime Video.

Familier som vores

Thomas Vinterberg er en af Danmarks største nulevende instruktører.

Festen, Submarino, Jagten og naturligvis Druk er en lille håndfuld af perlerne. Nu er han så klar med karrierens første serie, og ambitionerne fejler ikke noget.

Familier som vores handler om Danmarks undergang, hvor klimaforandringer har gjort, at vandstandene er steget så meget, så regeringen beslutter at evakuere landet. Vi følger forskellige forgreninger af en familie, der bliver splittet for alle vinde, og som medvirker, at de sædvanlige familiekonflikter bliver højnet i takt med, at dommedag lurer lige rundt om hjørnet.

Familier som vores kan ses fra 20. oktober hos TV 2 Play.

Ronja Røverdatter del 2

Vores anmelder var meget begejstret, da første del af nyindspilningen af det klassiske eventyr om Astrid Lindgrens berømte røverdatter havde premiere. Og nu får vi så endelig anden del.

Ronja (Kerstin Linden) og Birk (Jack Bergenholdt) flytter ud i skoven for at komme væk fra deres hidsige fædre, hvis indbyrdes stridigheder tiltager dag for dag. Men skoven er fyldt med magiske væsner og fjender, der er ude efter de to røverbørn.

Ronja Røverdatter del 2 kan ses fra 24 oktober hos Netflix.

The Diplomat sæson 2

Der var fart over spionlinjen i første sæson af The Diplomat, og slutningen lagde så hårdt op til en efterfølger, at det havde været en katastrofe, hvis ikke vi havde fået den.

Og til Halloween er Keri Russell tilbage som den amerikanske ambassadør i England, Kate Wyler. Efter at hun i slutningen af første sæson fandt ud af, at det var den britiske premierminister Trowbridge (Rory Kinnear), der stod bag angrebet på det engelske krigsskib, skal hun nu til at bevise det.

Derudover er der også spørgsmålet om, hvorvidt hendes mand Hal (Rufus Sewell) overlevede eksplosionen, der kom ud af ingenting. Og hvor er Kates relation til den britiske udenrigsminister Austin Dennison (David Gyasi) på vej hen. Spørgsmålene er mange, og tiden er knap i den politiske thrillerserie.

The Diplomat sæson 2 kan ses fra 31. oktober hos Netflix.

Vil du lytte til Vi Elsker Serier? Så lyt til vores podcast 'Det, vi elsker', hvor vi en gang om ugen dykker ned i de største nyheder fra kulturens verden. Du kan lytte til podcasten i appen Ally, i Apples podcast-app eller på Spotify:

Del artikel

Andre Serier | Guides

Mest læste