Serier | Guides

Nye serier og sæsoner på HBO Max i marts 2023

Af
Amanda Lee Edelstein
3. marts 2023
Nye serier og sæsoner på HBO Max i marts 2023
Brian Cox som Logan Roy i 'Succession' på HBO Max / Foto: HBO Max

Del artikel

HBO Max giver deres seere drama for alle pengene i marts. På listen over nye serier og sæsoner på HBO Max i marts 2023 finder du bl.a. den nye sæson af ’Succession’, som også bliver et farvel til Roy-familien.

Du kan også glæde dig til et gensyn med Tyler Hoechlins Superman, da tredje sæson af Superman & Lois bliver tilgængelig på HBO Max i denne måned. Serien Rain Dogs er en helt ny komedie, der bl.a. er skabt i samspil med BBC One. Læs mere om den nye serie i artiklen.

Perry Mason, sæson 2

Premiere: 07.03.2023
Sprog: Engelsk
Genre: Krimi og drama

I denne serie følger vi forsvarsadvokaten Perry Mason (Matthew Rhys, The Americans) i 1930’ernes Los Angeles. Mason er krigsveteran fra 1. verdenskrig, hvilket fortsat påvirker ham på daglig basis. Han forsøger dog at lægge sit liv om og gøre noget godt for folk, der bliver fejlagtigt anklaget for forbrydelser.

I anden sæson af Perry Mason må Perry, Della og Paul stikke hovederne frem for at komme til bunds i en mordsag, hvor et medlem af en magtfuld oliefamilie er blevet myrdet. Men når penge involveres i mordefterforskninger og retssager, ender det sjældent godt.

Hver uge fra 7. marts kommer der nye afsnit af Perry Mason. I alt er der otte afsnit i anden sæson af krimiserien.

Rain Dogs

Premiere: 07.03.2023
Sprog: Engelsk
Genre: Drama og komedie

Daisy May Cooper (This Country) indtager hovedrollen i den nye serie Rain Dogs. Cooper spiller den enlige mor Costello Jones, der kæmper en brav kamp for at sikre et tag over hovedet og mad på bordet til hendes 10-årige datter. Livet er dog ikke nemt for Costello, og hun må ofte se sig slået fem skridt tilbage, når hun endelig er begyndt at føle, at det går fremad.

Rain Dogs er skabt af Cash Carraway og produceret for HBO og BBC One. På rollelisten finder du, ud over Daisy May Cooper, også Jack Farthing, Ronke Adekoluejo, Adrian Edmondson og Fleur Tashjian. Du skal være klar på en smule sort humor for at kunne nyde Rain Dogs til fulde.

Outlander, sæson 6

Premiere: 07.03.2023
Sprog: Engelsk
Genre: Historisk drama

Outlander er en fremragende historisk dramaserie, der foregår i flere tidsperioder og i forskellige lande. Dette sikrer, at hver sæson føles anderledes end den forrige, hvilket er med til at holde seeren investeret. Men der er naturligvis nogle konstante elementer – heriblandt de to hovedkarakterer Jamie (Sam Heughan) og Claire (Caitríona Balfe), der vil gå igennem ild og vand for hinanden. Og det må de da også ofte gøre.

Syvende sæson af Outlander er planlagt til at blive udgivet til sommer, men indtil da kan du se sjette sæson af den prisvindende serie på HBO Max. I sjette sæson må Claire og Jamie forsøge at jonglere livet på Fraser’s Ridge og de forpligtelser, de har, i forbindelse med den forestående Uafhængighedskrig i Amerika. Begge dele skal vise sig at give parret og deres nærmeste nogle udfordringer.

Du kan se alle otte episoder af sjette sæson af Outlander fra 7. marts.

Superman & Lois, sæson 3

Premiere: 16.03.2023
Sprog: Engelsk
Genre: Sci-Fi, action og drama

I midten af marts kan du glæde dig til at streame nye episoder af Superman & Lois. Tredje sæson består af 15 afsnit, hvor et nyt bliver tilgængeligt hver uge fra premieredatoen. Vi har også brug for 15 afsnit, for der er masser af dramatik at tage fat på. En ny fjende banker på, og det går op for Clark (Tyler Hoechlin), at han måske ikke kan garantere sin families sikkerhed, uanset hvad han gør.

Har du endnu ikke set et eneste afsnit af Superman & Lois, må vi hellere nævne, at denne adaption af fortællingen om Superman er lidt mere nede på jorden i forhold til andre produktioner. For i Superman & Lois får seeren indblik i manden bag superhelten. Superman lever nemlig et helt almindeligt liv med arbejde og familie, når han ikke redder verden.

Succession, sæson 4

Premiere: 27.03.2023
Sprog: Engelsk
Genre: Drama

Gør dig klar til et sidste gensyn med Roy-familien. For fjerde sæson af den Emmy-vindende serie Succession bliver desværre også den sidste. Men inden vi giver helt slip på serien, skal vi først nyde 10 afsnit, hvor der med garanti er skruet godt op for dramatikken.

Salget af Waystar Royco til Lukas Matsson (Alexander Skarsgård, True Blood) står for døren. Men selvom salget til tech-iværksætteren er besluttet, begynder der at bryde magtkampe ud i familien, da det går op for Logan Roys børn, hvad de mister. Er det for sent at gøre noget, eller er der stadig penge og magt at komme efter?

Logan Roy spilles af Brian Cox, Kendall Cox af Jeremy Strong, Siobhan Cox af Sarah Snook, Roman Cox af Kieran Culkin og Connor Roy af Alan Ruck. Derudover er Matthew Macfadyen, Nicholas Braun, J. Smith-Cameron, Peter Friedman, Hiam Abbass, Arian Moayed og Stephen Root også at finde på rollelisten.

Del artikel

Læs mere omHBO Max