Serier | Nyheder

Top 5: Historiske serier på HBO Nordic

AfLine Traberg
19. februar 2020
'Chernobyl'
Foto: HBO Nordic

Del artikel

Det er altid svært at lave en top 5 over ens favoritter, og sådan har jeg det også med historiske serier. Personligt synes jeg, historien har givet os emnerne til nogle af de bedste serier, der nogensinde er lavet, for som Mark Twain engang så klogt sagde: ”Life is stranger than fiction”, og nogle af de ting historien kan lære os har man ikke fantasi til at forestille sig.

Tag for eksempel atomulykken i Tjernobyl. Selvom historisk nøjagtighed er noget, jeg sætter virkelig stor pris på, behøver en serie ikke at være historisk nøjagtig for at befinde sig på denne liste. Serierne er i stedet udvalgt, fordi de giver en vellykket skildring af en specifik historisk periode, på godt og ondt. Dette er min personlige top 5, og nej jeg har ikke set alle historiske serier på HBO Nordic. Jeg har heldigvis stadig nogle til gode, men hvis man mangler en god anbefaling inden for genren, så læs med.

5. Babylon Berlin


Babylon Berlin

Serien skildrer en fuldstændig vanvittig spændende historisk periode, nemlig Berlin i 1920’erne hvor der er fuld fart på, både på natklubberne og i de forskellige politiske miljøer. Serien byder på krigsveteraner og opdagelsen af PTSD, stofmisbrugere, prostitution, Trotskijister og Stalinister, giftgas og guld, korruption og fattigdom, porno og kærlighed. Så serien rummer altså rigtigt mange temaer og er derudover virkelig flot produceret.

Serien er mørk, grum og spændende, hvilket jeg virkelig godt kan lide. Dog synes jeg, historien i første sæson er meget forvirrende, og den efterlader mange løse ender. Jeg fornemmer, der er en mening med det hele, men den mening har ikke helt vist sig endnu, måske den gør det i 2. sæson.

Jeg fornemmer, at Babylon Berlin godt kunne gå hen og være én af de helt gode serier, hvor skaberne har turdet satse på historien gennem flere sæsoner og ikke kun har satset på den korte bane, hvor historien kun holder 1-2 sæsoner. Guderne skal vide, at der er rigeligt med historisk stof at arbejde videre med i den periode, så jeg håber på at se mange flere sæsoner.

16 afsnit fordelt på to sæsoner, fra 2017 til 2018. 3. sæson er på vej, men med ukendt premieredato.

4. Taboo


Taboo

Taboo foregår i starten af 1800-tallet og handler om den fortabte søn James Delaney, der vender tilbage til England efter at være formodet død under en ekspedition til Afrika for at få styr på arven efter sin afdøde far. Serien er nitty-gritty, grim og pæn på samme tid med flotte mennesker, grimme personligheder og masser af vold.

Serien er fra en periode og et sted, som vi efterhånden kender godt fra fx Guy Ritchies Sherlock Holmes film The Prestige og From Hell, og som er appellerende af flere forskellige årsager; det var en tid, hvor store dele af verden stadig var fremmed og ny, så man udforskede alt, hvad remmer og tøj kunne holde, også selvom det var med livet som indsats; koloniseringen af Afrika var på sit højeste, drevet af grådighed og ”The White Man’s Burden” (et satirisk digt af Rudyard Kipling fra 1899 om retfærdiggørelsen for koloniseringen af lande med ikke-hvid befolkning) og toppede med Berlin-konferencen i 1884, hvor europæiske kolonimagter delte Afrika op imellem sig ved at tegne nogle lige streger på et kort – en inddeling som har påvirket krig og fred i Afrika helt op til i dag og nok også langt ud i fremtiden. Alt var beskidt og upoleret, hvilket er forfriskende at se på i 2019, hvor alt, man eksponeres for i sin dagligdag, er poleret og skabt til at være præsentabelt. Taboo samler mange af de ting der er spændende fra den periode og det er ret lækkert stykket sammen, så jeg kan kun sige at jeg glæder mig til sæson 2.

8 afsnit i én sæson fra 2017. Sæson to er blevet bekræftet, men med ukendt premieredato. Skaberen Steven Knight har luftet tankerne om at vi også får en sæson tre som afslutningen på en trilogi.

LÆS OGSÅ: Ny serie af skaberne bag The Wire

3. Mad Men


Mad Men

Mad Men skildrer livet i reklamebranchen i 60’erne for de såkaldte ”mad men,” reklamefolkene der holdt til på Madison Avenue på Manhattan. Dét, jeg synes, de gør rigtig godt med Mad Men er forholdet mellem kvinder og mænd på arbejdspladsen. Der er nogle virkeligt stærke kvindelige karakterer, som spiller godt op imod patriarken Don Draper, en legemliggørelse af den maskulinitet, der dominerede i ”de gode gamle dage” men som også er en mand, der samtidig er i stand til at se logikken i at lade kvinder komme til, hvis de kan bevise deres værd i modsætning til andre mænd, vi møder i miljøet. Kvinderne skal være hårde og i stand til at klare skærene uden barmhjertighed for at lykkes i ”a (mad) man’s world”, og de, der gør, ser vi ofre en del undervejs, som plottet og karaktererne udvikler sig gennem sæsonerne. Tempoet er langsomt, men serien har en virkelig gennemført produktion og fantastiske skuespilpræstationer og karakterudvikling igennem alle sæsoner.

92 afsnit fordelt på 7 sæsoner, 13 afsnit i de første 6 sæsoner og 14 i 7. sæson. Løb fra 2007 til 2015

2. Chernobyl


ChernobylChernobyl

Atomulykken ved kraftværket i Tjernobyl i 1984 var frygtelig, som i virkelig frygtelig, og serien kommer på et tidspunkt, hvor Tjernobyls døde zone dukker op i flere og flere instagramopslag fra bloggere og influenserne, der reklamerer for stedet som turistmål.

Serien tager nemt luften ud af den instagram-bobbel, der er opstået omkring den mystik, der omgiver ulykkesstedet, og minder os om, at der er en årsag til, at folk blev evakueret derfra i sin tid. Dog har serien en uheldig sideeffekt, da den skaber et tidsforskudt og uhensigtsmæssigt skræmmebillede af atomkraft. Atomkraft kan meget vel være vores bedste chance for en hurtig overgang til grøn energi, og det ville være ærgerligt hvis Chernobyl skabte en ny bølge af frygt for en teknologi, der har udviklet sig meget siden dengang.

Serien er en fantastisk flot præsentation af den grumme sandhed om atomkatastrofen i Tjernobyl med særligt fokus på den Sovjetiske håndtering af katastrofen og den specielle form for bureaukrati, som det kommunistiske styre var styret af.

5 afsnit i én sæson fra 2019.

1. Band of Brothers


Band of BrothersKammerater i KrigSaving Private Ryan

Spielberg havde tidligere haft stor succes med at filmatisere autentiske historier fra 2. verdenskrig med den oscarvindende Schindlers Liste, og også denne gang greb han muligheden for at få nogle af de overlevende med til at fortælle historien. Noget af det, der især gør det stort indtryk på mig, når jeg ser serien, er de mini-interviews, der ligger i starten af hvert afsnit, hvor der kommer en kort kommentar fra de overlevende fra Easy kompagniet omhandlende det tema som afsnittet har.

Først i det allersidste afsnit afsløres det, hvem af de overlevende, der hedder hvad og dermed hvem, der har overlevet krigen. Den afsløring er utroligt rørende, fordi man på det tidspunkt er kommet virkelig tæt ind på livet af soldaterne fra Easy kompagniet. Takket være det håndholdte kamera føler man næsten, at man er på slagmarken sammen med dem, og det er en serie, der kan bære utallige gensyn takket være den flotte produktion, fantastiske skuespilpræstationer og ufattelige og meget rørende historie.

10 afsnit i én sæson fra 2001.

LÆS OGSÅ: Nye serier på HBO Nordic

Del artikel

Andre Serier | Nyheder

Mest læste