Anmeldelse: Med fare for at lyde utaknemmelig mangler DR-serie noget vigtigt

Der er noget dybt fascinerende ved historier om mennesker, der mister det hele – især når de i forvejen har haft alt for meget. ’Tak for ingenting’ kaster sig ud i netop sådan en fortælling, hvor de berørte kæmper med næb og kløer for at bevare deres privilegier.

Vi kommer ind i seriens let absurde univers ved hjælp af Hella Joof, der, som var hun med i en Adam McKay-film, begynder at tale direkte til seeren og introducere historiens hovedkarakterer.

Rigmor (Lisbeth Wulff) er en form for legetøjsverdenens Elon Musk (tænk Lego-familien, men rigere og ondere). Nu har Rigmor dog groet sig en samvittighed og besluttet at lave en ekstrem Bill Gates og smide al sin rigdom i en velgørende fond.

Denne fond skal bestyres af hendes steddatter, Siri (Ulrikke Falch), en flittig og belæst ung kvinde med en dobbelt kandidatgrad. Hun er vokset op i Norge er den diametrale modsætning til Rigmors to egne, forkælede børn.

Så Valdemar (Magnus Haugaard) og Ella (Emilie Kroyer Koppel), Rigmors børn, er i krise. Hele deres liv har de fået alt forærende, og nu får de at vide, at de fra den ene dag til den anden skal klare sig selv.

”Buhu, trustfund babies”, synes serien at ville have os til at tænke, hvilket jo er en meget almindelig reaktion på rige menneskers problemer, men det føles ikke så forfærdelig empatisk, at vi skal være imod de to mennesker, som Hella Joof lige har forklaret aldrig har lært noget fornuftigt af deres mor.

Et godt gammeldags dumt svin

’Tak for ingenting’ vil gerne satirisere over rigdom og familiedynamikker med en historie, der foregår over et par dages fejring af Rigmors fødselsdag, og hvor hemmeligheder kommer til overfladen, mens Ella og Valdemar kæmper for deres arv.

I denne omgang kommer seriens første del i form af fem afsnit på 20 minutter, og til foråret følger seriens anden og sidste del. Så der er mast en del drama ind på 100 minutter – men desværre også lidt for mange gentagelser og uklare plotpunkter.

Hele to gange ser vi et symbolsk opgør mellem Ella og Siri i forbindelse med en selskabsleg, og begge gange har konfrontationen næsten samme udfald. Det bliver altså lidt for repetitivt. Det sorthumoristiske familiedrama dukker op i glimt, men helt grundlæggende mangler der nogle interessante relationer mellem karaktererne.

Det er egentlig ikke, fordi der er noget galt med skuespillet. Emilie Kroyer Koppel er god som den bitre Ella, der render rundt og saboterer og konspirerer som en anden Blair Waldorf i ’Gossip Girl’. Men vi mangler at komme ind under huden på den rige pige, hvilket gør det svært for Koppel for alvor at forløse karakteren.

Magnus Haugaard har fået fornøjelsen af Valdemar, serieiværksætter og et godt gammeldags dumt svin – blandt andet manifesteret ved, at han bruger en del bandeord, som jeg ikke har hørt på dansk tv længe. Haugaards røvhulstalent er stort, og modsat hos Ella ser vi revnerne i hans fernis, idet han faktisk ikke er særligt dygtig til at starte virksomheder, og at alle, inklusive ham selv, godt ved det.

Lisbeth Wulff er møgsjov og på papiret perfekt til at spille en rig mor, der hedder Rigmor. Men det kommer aldrig rigtigt til at klikke, fordi hun faktisk virker ganske fornuftig. Man drømmer om lidt flere glimt af den åbenbart benhårde forretningskvinde og halvhjertede mor.

En indtil videre ganske uforståelig slutning på denne halvdel af serien lægger dog op til, at Rigmor får lidt flere grimme nuancer i den næste del.

Siri er det gode menneske, der korrumperes af sin onde, rige stedfamilie. Ulrikke Falch, der også er hovedforfatter på serien, var skøn som Vilde i ’SKAM’, men hun har fået en utaknemmelig rolle her, hvor hun mest bare går rundt og er forarget over, at hendes stedsøskende opfører sig rædselsfuldt.

Tak for Thomas

Thomas Bo Larsen dukker også op som Rigmors numerologisk troende og naturelskende eksmand, der insisterer på at sove i et telt i haven, og som mener, at alt kan ordnes med en tilpas dyb vejrtrækning. Larsen er stort set altid en gave til enhver produktion, og her bliver han det mest rene komiske indslag, som på mange måder klædeligt letter stemningen i serien.

’Tak for ingenting’ har en virkelig ekspressiv brug af musik, hvilket – når det fungerer bedst – spiller godt med komikken. Især i en scene, hvor Ella og Valdemar sidder og sørger over at miste deres mors millioner til begravelsesmusikken fra ’Mozarts Requiem’, fungerer komikken, fordi musikken er så overdrevet trist.

Da Rigmors kæreste og Siris mor bruger Rigmors fødselsdag som anledning til at fremføre en virkelig pinlig indieversion af Anne Linnets ’Smuk og dejlig’, krøller man ligeledes tæer med karaktererne. Men lidt ligesom Hella Joofs brud på den fjerde væg i starten af serien bruges musikken for ujævnt til, at man for alvor bliver klar over, hvad konceptet egentlig er.

Del to af ’Tak for ingenting’ kommer til foråret, og den vil jeg se frem til at få med, for der er som sagt potentiale for en masse tåkrummende humor og godt familiedrama. Men indtil videre følger selve historien bare ikke med, og man efterlades med en følelse af, at der mangler noget for at få det hele til at spille.

Vil du lytte til Vi Elsker Serier? Så lyt til vores podcast 'Det, vi elsker', hvor vi dykker ned i de største nyheder fra kulturens verden. Du kan lytte til podcasten i din foretrukne podcast-app eller på Spotify: