Ny DR-dokumentar stiller et godt spørgsmål: Er unge i dag egentlig bare pissekedelige?

24-årige Hannah skal giftes med Nicolai. Hun er iklædt en fjerklædt brudekjole og ligner en skrøbelig, men yndig hvid fugl. Inden brylluppet skal der tages nogle fotos, så hun og de blonde brudepiger samles omkring en sofa, mens en fotograf står klar til at knipse.

Det, der burde være en hyggelig stund, ser noget anstrengt ud. Alle har stivnede smil og står musestille, mens de poserer, som om sofaen er sprængfyldt med skjulte granater.

Men, som Hannah siger: Alt skal være perfekt.

Men ‘perfekt’ gør sig ikke godt på fjernsyn. Vi seere vil have noget konflikt. Måske er det derfor, DR har hevet Hannahs farmor ind, den 86-årige Dorte, så hun kan skide lidt på bryllupskagen og ruske i fjerene på den fine kjole.

For hvad i alverden har Hannah gang i? Skal hun ikke ud og rejse, danse, knalde med fremmede og lave rav i den, ligesom hun gjorde? Hvorfor er ungdommen i det hele taget så pissekedelig?

Dét vil DR’s “dokumentariske eksperiment” ‘Sådan bliver du en vild type’ gerne undersøge. Eller, som titlen antyder, vil den lære os det. Underviseren er Dorte, en tidligere nøgendanser, restauratør og selvbeskreven “fræk liderlig kælling”, og eleven er barnebarnet, Hannah, som vi ikke får så meget at vide om, udover at hun skal giftes med Nicolai, og at de to gerne vil købe et kæmpestort hus.

Af uransagelige årsager bliver seriens hovedpersoner aldrig introduceret. Farmoren er dog Dorte Bülow, der var den mangeårige ejer af restauranten Sans Souci på Frederiksberg og mor til den berømte modefotograf, Henrik Bülow. Barnebarnet, Hannah Hovmand, er datter af Henrik Bülow, og hendes mand er Nicolai Zobel, søn af erhvervsleder og godsejer Peter Zobel. De er en del af det danske jetsetmiljø.

Vi ser dog, at bedstemor og barnebarn er meget forskellige. Og at de to har ikke haft meget med hinanden at gøre førhen, og nu bliver de pludselig sat sammen ind i et stort, cirkulært og cockpitlignende rum, hvor Hannah får Dortes livshistorie fortalt henover fire afsnit.

For Hannah har meget at lære, hvis man spørger Dorte.

– Du er nem at såre, der kunne du godt lære noget af mig, jeg er en hård banan, siger Dorte til Hannah. Selvforherligelsen bliver der generelt ikke sparet på fra farmors side, der synes, at hun har gjort livet helt korrekt, og Hannah er fuldstændig galt på den. Hun er ikke tough nok, for kedelig og “har ikke prøvet noget som helst”, siger hun, mens hun og barnebarnet kigger på nøgenbilleder af farmoren, der arbejdede som stripper.

Hannah har dog ikke interesse i noget ungdomsoprør. Hun insisterer på, at hun holder af “struktur, tryghed, en base”. Dén køber Dorte ikke: Det kan ganske enkelt ikke passe, at hun og barnebarnet bare er meget forskellige. Det er ikke kun et møde mellem to generationer, men også to idealer om, hvad der konstituerer det gode liv.

Som seer føles det, som om vi er trådt ind i omvendtland, et parallelt univers, hvor bedstemor beder barnebarnet om at droppe husmorlivet og kaste det hele overbords og imødekomme kaos, udskejelser og det uforudsigelige, mens barnebarnet gerne vil giftes, købe hus og føle sig tryg. Men Hannahs ønsker er netop et godt billede på, hvad unge mennesker ønsker sig i en verden præget af stigende usikkerhed og krise.

Seriens trumfkort er utvivlsomt Dorte, der er lige dele morsom og ulidelig. Selv om hun konstant afbryder Hannah og fremstår håbløst bedrevidende, så har hun også en pointe. I de seneste par år er der blevet rapporteret vidt og bredt om de dydige unge, der ikke er så uartige og drikfældige, som de tidligere generationer. De taler om følelser, kaldes for snefnug og har heller ingen humor. Og Hannah fremstår da også ret artig og, ja, perfekt. Man har faktisk lyst til at se hende slå en prut, tage et shot og sænke skuldrene.

Men der er også noget, som Dorte kan lære af Hannah. Forholdet til ord og følelser er det, der på bedste vis udstiller generationskløften mellem Dorte og Hannah, men også i den virkelige verden. I en scene klager Dorte over, at der er blevet inkluderet nogle billeder af nogle “fede kællinger” i filmen fra hendes liv.

– Hvorfor siger du, de er grimme?, spørger Hannah.

– De fede kællinger?, spørger Dorte.

– De er da ikke fede, stop nu!

– De er frygtelige.

Nogle gange er det OK at rette på de ældre, og Hannah kan godt stikke lidt til farmoren, når det virkelig kræves. Da Dorte fortæller om en kæreste, der overskred hendes grænser og forsøger at vifte det væk som noget ligegyldigt, insisterer Hannah på at tale om det, og Dorte tør op. Hendes toughness har nogle sprækker, trods alt.

– Hvorfor bliver du ikke følsom?, spørger Hannah, der selv bliver rørt over at se bedstemorens liv udfolde sig på skærmen.

Dorte kan ikke rigtig svare. Og det er dét, der føles som dokumentarens egentlige eksperiment: Ikke at lære det allerede voksne barnebarn at være en ‘vild type’, men se generationsværktøjerne blive brugt overfor hinanden.

Derfor er det også ærgerligt, at dokumentaren ikke virker til at tage Hannahs liv lige så alvorligt, som den tager Dortes. Hun bliver aldrig introduceret ordentligt, og to afsnit inde føler man stadig ikke, man ved så meget om hende. Der er også visse greb, der er en anelse bizarre, og hvor tilrettelæggelsen bliver for synlig.

Dog er gode karakterer, en vild og visuel livshistorie og en portion generationskonflikter nok til at gøre ‘Sådan bliver du en vild type’ til en fascinerende omgang for seeren. Både for de tough ældre og følsomme unge, og de midt imellem.

Vil du lytte til Vi Elsker Serier? Så lyt til vores podcast 'Det, vi elsker', hvor vi dykker ned i de største nyheder fra kulturens verden. Du kan lytte til podcasten i din foretrukne podcast-app eller på Spotify: