TV | Nyheder

00'erne har ringet, og de vil have deres indhold tilbage, Viaplay!

Af
Signe Bjørg Granberg
26. august 2024
Paradise Hotel
Viaplay byder på meget mere af alt det samme fremover, bl.a. en sæson mere af 'Paradise Hotel', fortalte programdirektøren på årets CPH TV Festival / Foto: Viaplay/Janus Nielsen

Del artikel

"Vi har været lidt groggy, men nu er vi på vej tilbage" siger Morten Mogensen, der er dansk programdirektør for Viaplay, på årets Copenhagen TV Festival. Men hvad er de egentlig tilbage med?

Årets Copenhagen TV Festival løber af stablen i disse dage, og traditionen tro byder en række af sessionerne på et møde mellem journalist Tine Gøtzsche og programdirektørerne fra hhv. DR, TV 2, Warner Bros. Discovery og Viaplay.

I dagens første session med Viaplay viste den danske programdirektør, Morten Morgensen, et lille potpourri af det, man kan glæde sig til på streamingtjenesten i den kommende tid.

Og at se Viaplays showreel, som det kaldes i branchen, var som at tage en lille tidsrejse tilbage til 00'erne med titler som Paradise Hotel, Masterchef, Robinson Ekspeditionen, Luksusfælden og noget med dem fra Bryggen – bare uden for Bryggen.

Bevares, der var også nye programmer i støbeskeen, men primært med nye navne og ikke som sådan med nye formater. Således kan man se frem til et nyt program med titlen Tobias og Patricia, hvor den tidligere bagedyst-vinder, Tobias Hamann, og hans kæreste Patricia kaster sig ud i et husrenoveringsprojekt. Ikke just et format, vi ikke har set før, om end vi selvfølgelig ikke har set netop Tobias og Patricia gøre forsøget.

Der er også en ny familieserie på vej med liebhavermæglerne The Elbæks, som er et slags miks af Forsidefruer og Selling Sunset.

Hvis man går og drømmer om nye, danske dramaserier, kan man godt drømme videre, for Viaplay kommer ikke til at producere flere dramaserier a la Forhøret og Drømmeren, og ej heller kommer der flere danske dokumentarserier som den om Helle Thorning-Schmidt. Det er ganske enkelt for dyrt, siger Mogensen.

Konklusionen må være, at kernen af Viaplay er og bliver reality – og sport – og det kommer der således mere af. På godt og ondt!

Copenhagen TV Festival 2024 er arrangeret af Producentforeningen.

Vil du lytte til Vi Elsker Serier? Så lyt til vores podcast 'Det, vi elsker', hvor vi en gang om ugen dykker ned i de største nyheder fra kulturens verden. Du kan lytte til podcasten i appen Ally, i Apples podcast-app eller på Spotify:

Del artikel

Andre TV | Nyheder