TV | Nyheder

Christian Fuhlendorff og flere 'Forræder'-deltagere medvirker i nyt DR-program

AfKaroline Balstrøm
2. maj 2025
Christian Fuhlendorff og Neel Rønholt
Foto: Henrik Ohsten/TV 2 og Ólafur Steinar Rye Gestsson/Ritzau Scanpix

Del artikel

Til efteråret får hele Danmark brug for en sikkerhedssele – for her drøner blandt andet Christian Fuhlendorff, Neel Rønholt og Victor Lander landet rundt.

Som vi tidligere har skrevet, afslørede skuespilleren Neel Rønholt for et par dage siden, at hun og skuespillerkollegaen Jesper Ole Feit Andersen lige nu drøner rundt i bil sammen på de danske landeveje.

Her møder de lokale og hjælper dem med at løse forskellige opgaver og skøre udfordringer som del af et nyt stort underholdningsprogram på DR, der hedder ‘Optur’.

Men nu viser det sig, at de to 'Sygeplejeskolen'-kollegaer ikke er de eneste medvirkende i det nye DR-program. Til Vi Elsker Serier oplyser DR, at der lige nu er flere kendte danskere, der har sat sig bag rattet for at dyste i sjove og højenergiske konkurrencer i bedste sendetid.

Fordelt på tre hold skal seks komikere og skuespillere ud på landevejene for at løse overraskende opgaver i hele Danmark og i processen lære mere om vores land og lokalkulturer.

Udfordringerne, de skal løse, er skøre og tillidsbaserede opgaver. Det kræver, at de enkelte hold tør åbne op og få hjælp fra de mennesker, de møder på deres vej, fortæller DR til Vi Elsker Serier.

Holdene består af komiker Christian Fuhlendorff, der deler bil med komiker og skuespiller Anne Sofie Skovlund Nielsen. ‘Under stjernerne på himlen’-skuespilleren, Neel Rønholt, har fornøjelsen af at køre med Jesper Ole Feit Andersen.

Og sidst, men ikke mindst, skal den ‘Forræder’-aktuelle komiker, Victor Lander, trille rundt i landet sammen med komiker-kollegaen Mikkel Klint Thorius, der også har medvirket i det uhyre populære program på TV 2.

De tre hold dyster mod hinanden og mødes til sidst til en finale, hvor alt kan ændre sig.

Ifølge DR er målet med programmet at skabe optur hos både seerne og de medvirkende. Samtidig skal ‘Optur’ give mulighed for at fremhæve danskernes tillid til hinanden og få os til at grine sammen - trods det, at vi lever i en verden, der sjældent har været mere uforudsigelig og kaotisk end netop nu.

Til Vi Elsker Serier har Jesper Ole Feit Andersen fortalt, at han har været enormt begejstret for at deltage i ‘Optur’, som fortsat er i gang med at filme afsnit til programmet.

"Vi oplever et helt vildt tillidsfuldt og vidunderligt samfund under optagelserne,” fortæller skuespilleren.

“Ved at køre lidt rundt sammen med Neel har jeg allerede mærket, at vi lever i et enormt menneskeligt og fedt land. Jeg er helt blæst bagover, hver gang jeg oplever, hvor hjælpsomme folk er.”

Der venter altså publikum en helt særlig oplevelse, men vi må væbne os med tålmodighed. Premieredatoen for ‘Optur’ er endnu ikke offentliggjort, men programmet forventes at udkomme fredag aften på DR1 og DR TV til efteråret.

Vil du lytte til Vi Elsker Serier? Så lyt til vores podcast 'Det, vi elsker', hvor vi en gang om ugen dykker ned i de største nyheder fra kulturens verden. Du kan lytte til podcasten i appen Ally, i Apples podcast-app eller på Spotify:

Del artikel

Læs mere omDR1DRTV

Andre TV | Nyheder