TV | Nyheder

Her er de to nye bachelorettes i næste sæson af TV 2's populære datingprogram

Af
Signe Bjørg Granberg
8. december 2023Opdateret 10. april 2024
'Bachelorette'
De to nye bachelorettes er fundet til anden sæson af TV 2's datingprogram 'Bachelorette' / Foto: Lotta Lemche/TV 2

Del artikel

Premieredatoen på anden sæson af 'Bachelorette' er endelig på plads, og seerne kan glæde sig til at opleve de to nye bachelorettes, Lissa og Sofie, når de dater 17 spændende mænd i Sri Lanka.

Da første sæson af TV 2's datingprogram Bachelorette kørte over skærmen sidste år, blev det en stor seersucces.

Tidligere på året afslørede TV 2 så de to nye bachelorettes, og nu er premieredatoen for den nye sæson også på plads.

Anden sæson får premiere 7. maj på TV 2 Play og TV 2 Echo, og der kommer tre afsnit om ugen.

Læs mere om de to bachelorettes her:

Lissa Paustian

Lissa Paustian, 'Bachelorette'
Lissa Paustian er en af de nye bachelorettes i TV 2's populære datingprogram
Foto: Steffen Røes/TV 2


Lissa er 28 år og bor i København med sin lille hund, Max. Hun er opvokset i først Gladsaxe og så på Nørrebro, hvor hun stadig bor tæt på sine forældre.

Lissa er snart færdiguddannet journalist og er på nuværende tidspunkt journalistpraktikant på Politiken. Hun er ambitiøs og passioneret omkring sit fag og elsker også at være kreativ i sin fritid, hvor hun skriver eller producerer podcasts. Og så er Lissa glad for at være aktiv og nyder at træne, løbe og gå tur med sin hund. Hun er meget social og beskriver sig selv som samlingspunktet i sociale grupper og kan godt lide at planlægge sjove arrangementer, invitere på friskbagte boller og være vært for hyggelige middage. Det betyder meget for hende, at folk har det godt i hendes selskab, og hun elsker at få folk til at grine.

Bonusinfo om Lissa:

  • Har boet i udlandet og arbejdet som stewardesse i fire år.
  • Elsker at lave mad og være kreativ i køkkenet.
  • I Lissas selskab er der aldrig akavet stilhed.
  • Nyder at bruge byrummet og tager gerne ofte ud for at drikke et glas vin eller gå på museum.
  • Elsker at synge med på musikken og siger aldrig nej til en omgang karaoke.

Sofie Martinusen

Sofie Martinusen
Sofie Martinusen er den anden nye bachelorette i den kommende sæson
Foto: Steffen Røes/TV 2

Sofie på 27 år er opvokset i en kærlig skilsmissefamilie i Odder, og hun beskriver sin barndom som meget tryg og fyldt med sjov. I dag bor hun i Aalborg, hvor hun studerer international virksomhedskommunikation på Aalborg Universitet, og hun har høje ambitioner for sin fremtid. Sofie drømmer om enten at drive sin egen virksomhed eller at arbejde med markedsføring for en international organisation.

Hvis Sofie skal beskrive sig selv, lægger hun vægt på humor og sjov, men hun er også meget loyal og god til at tale om følelser. For Sofie er kommunikation virkelig nøglen til et sundt forhold, og hun går op i, at hendes kommende kæreste har lyst til både at have det sjovt med hende, men også har lyst til at være sårbar og tale om stort og småt.

Bonusinfo om Sofie:

  • Sofie skifter hobbyer, som vinden blæser, og øver sig på alt fra guitarspil til abstrakt kunstmaling.
  • Træner gerne flere gange om ugen.
  • Elsker at gå tur ved stranden og få ro i sindet.
  • Er bange for edderkopper.
  • Kan ikke stå for en mand, der får hende til at grine.

Vil du lytte til Vi Elsker Serier? Så lyt til vores podcast 'Det, vi elsker', hvor vi en gang om ugen dykker ned i de største nyheder fra kulturens verden. Du kan lytte til podcasten i appen Ally, i Apples podcast-app eller på Spotify:

Del artikel

Andre TV | Nyheder