Året er 1814 og James Delaney vender hjem til London efter mirakuløst at have overlevet et skibsforlis ude for Afrikas kyst. Faren er lige død, og Delaney skal gøre krav på sin fars store arv, heriblandt øen Nootka. Grundet sin beliggenhed er øen attraktiv for de stridende amerikanere og britere, og Delaney opfordres på det kraftigste at sælge øen som en ægte patriot til det britiske Ostindiske Kompagni for en pæn sum. Til deres overraskelse afslår han tilbuddet og ikke nok med det, lader Delaney dem samtidig vide, at han ved, hvorfor de så gerne vil have fingrene i øen. Det gør dem endnu mere perplekse, og især kan lederen af det Ostindiske Kompagni Stuart Strange's (Jonathan Pryce) stolthed slet ikke tåle at blive klædt af til skindet af sådan en som Delaney. For at få overhånden sætter han alt igang for at få Delaney ned med nakken, så øen kan blive deres.
Hele seriens puls er Delaney's og Strange's magtspil, og det er sindssygt underholdende at følge - især fordi Jonathan Pryce er så vanvittig god til at spille arrogant aristokrat, der ikke tåler at tabe ansigt. Det hele gøres endnu sjovere af, at Delaney synes at besidde en viden, som ikke er af denne verden, og det gør Strange endnu mere forvirret.
Delaney er samtidig også en mand, der ikke lader sig skræmme af nogen - ikke engang Storbrittaniens magthavere anno 1814, der bare ved tanken kan holde mig vågen om natten. Nej, det er nærmere omvendt. Hele hans skikkelse med den voluminøse tyrenakke gemt under den lange sorte frakke og så den høje sorte hat, der symboliserer penge og magt gør Delaney umådeligt skræmmende. Han er også mystisk. Han svarer oftest ikke på direkte spørgsmål, og hvis han kan sige tingene med et grynt og en kniv istedet for at formulere sig verbalt, så gør han det.
Tom Hardy's James Delaney er super cool og sindssygt brutal. Men selvom hans metoder er så vanvittigt ekstreme, så køber vi hans bestialitet. For at få skovlen under britterne, kræver det, at man tager det skridtet videre. Det gør Delaney. Hele vejen.
At serien foregår i London i 1814, kan både ses og mærkes - der er virkelig gjort noget ud af de dystre kulisser, de flotte kostumer, musikken og alle de andre tusinde ting, der er med til at løfte en serie op på et højt produktionsniveau. På den front bliver man virkelig suget tilbage i tiden.
Prikken over i'et for mig var faktisk de mange farverige karakterer, der er med til at krydre historien. Der er ingen tvivl om, at Tom Hardy for de fleste vil stjæle billedet med hele sin filmstjerne-status, men de andre skuespillere får virkelig også lov til at skinde igennem i serien. De er super gode, og du kan garanteret kende en del af dem fra andre store serier:
Hvorfor serien hedder Taboo, tror jeg kan betyder to ting: For det første sker der så mange grænseoverskridende ting i serien: Sproget er grimt, sexscenerne er beskidte, mordscenerne er bestialske, og vi befinder os generelt meget blandt udskuddene, hvor alt bare er fugtigt, lummert og klamt, så man nærmest kan lugte det i sin egen stue. Men sådan var det nok dengang og på den måde bryder serien vel nogle tabuer.
For det andet tror jeg, at Taboo refererer til en giftig tid i Englands historie, hvor totur, sammensværgelser, mord og korruption var dagligdag blandt de britiske magthavere for at bevare deres position. Det var alt sammen noget som foregik under overfladen, og som man ikke snakkede for højt om til maskeballene. Den del af verdenshistorien er bestemt et af temaerne i serien, og det bliver tydeligt i serien, hvor grimt det egentlig var, siden James Delaney føler sig nødsaget til at gå til så ekstreme yderligheder for at være et skridt foran dem. Magtmisbrug er et uforgængeligt og evigt gyldigt tema - måske i dag mere end nogensinde.
Taboo er en fantastisk god serie med en masse overraskelser, men jeg tror, den deler vandene. Jeg elskede serien for sin dystre stemning, for magtspillet, for de underholdende bi-karakterer og ikke mindst for Tom Hardy. Glæder mig til sæson 2!
Du kan se Taboo i sin fulde længde på HBO Nordic
