Sommetider er tvang faktisk det bedste middel i børneopdragelse: Sådan begyndte mine børn at elske lydbøger

Og her har jeg erfaret noget (som virkelig ikke er raketvidenskab, men nu deler jeg det alligevel): Hvis mine børn får lov til at se præcis ligeså meget fjernsyn, som de har lyst til, så bliver de tvære, faktisk virkelig mugne, og får let til tårer.

Her er det er jo heldigvis ikke enten eller. Der er ingen nul-fjersyn politik hjemme hos os. De fleste ved, hvor utroligt dejligt det kan være at fordybe sig i en god film, og at lade sig opsluge i dens univers. Som forældre er det imidlertid ens opgave at være en god kurator.

I den sammenhæng er det ret vidunderligt at have et alternativt underholdnings-skyts i baghånden, når ulvetimen står på spring, og bølgerne er på vej op i den høje ende. Lydbogen kommer ind i billedet her. For selvom jeg ikke er en skærmfanatiker, så ejer jeg ikke en iPad, og jeg er af den overbevisning, at det helt klart er fedest, at mine unger leger med deres legetøj, fyrer den af udenfor og i det hele taget er ret analoge.

Men der skal jo laves aftensmad hver dag, ordnes vasketøj, af og til ligefrem støvsuges, og det er selvsagt ikke altid, jeg kan stå til rådighed og læse højt eller facilitere en leg. Og hvad gør man så, når fjernsyn ikke altid skal være svaret?

Jeg har tit spurgt, om de gerne ville lytte til en bog, drengene. Det tog de ikke rigtig nogen notits af, faktisk svarede de ikke med andet end et sæt løftede øjenbryn. Derfor stoppede jeg med at spørge og prøvede i stedet for med god gammeldags tvang. Når de skulle i bad, sagde jeg: “Nu er der skumbad og lydbog.”

De to børnehavebørn blev bugseret i hvert sit badekar, og ‘Prop og Berta’ kom på højtaleren. Jeg gav mig til at ordne vasketøj på den anden side af døren, og i et øjeblik troede jeg, at der var noget galt derude. For der var usædvanligt stille. Ingen slåskampe om badeænderne eller vandplaskeri, der stod ud over dørtrinnet.

Jeg dristede mig til at kigge ind, og der lå de og hvilede nakken på kanten af badekarret med et saligt smil og lyttede. Det virkede sgu.

På samme måde indførte jeg lydbogstid, når vi skulle ud og køre længere distancer i bil. Alle, der har prøvet at have to små børn på bagsædet i mere end en halv time, ved, at bilkabinen på et enkelt sekund kan udvikle sig, hvad der mest af alt minder om et torturkammer.

Slåskampe, der udspiller sig henover selerne, og en utålmodig spørgsmålskanon bliver startet. Særligt: “Hvornår er vi der?” kører ofte i ring. Men også her er lydbøgerne kommet os alle sammen til undsætning. Jeg tog vores trådløse højtaler med ind i bilen, og inden jeg trykkede på speederen, trykkede jeg play på Mofibo.

Samme mekanisme som i badekarret kickede ind. Der blev ro – ligefrem fordybelse på bagsædet -, mens de lyttede til historien om Gummi Tarzan (ustyrligt morsomt og veloplagt indlæst af Peter Frödin i øvrigt til min egen store fornøjelse), til Alfons Åberg og Sebastian Kleins forunderlige historier om alverdens dyr.

Faktisk er vi nået dertil, hvor der er efterspørgsel på lydbøgerne. En køretur er lig med ‘Prop og Berta’ eller ‘noget med Sebastian’. Og jeg elsker at se furerne i deres dybt koncentrerede ansigter i bakspejlet, når de sidder og forestiller sig, hvordan ‘Tyttebøvserne’ mon ser ud, eller deres overraskede gisp, når de hører, at verdens farligste tiger har spist 200 mennesker.

Et lille hot tip i køre-sammenhænge er imidlertid at sørge for, at bogens længde er tilsvarende køreturens. For det kan godt blive et værre palaver, hvis historien stopper brat et vilkårligt sted på E47.

Det skete på en tur fra Nørrebro til Sjællands Odde, at jeg ikke havde styr på netop det med tiden. Efter 20 minutter var Sebastian Klein færdig med at fortælle om farlige dyr, og så var fanden selvsagt løs i Laksegade.

Tvangen har imidlertid slet ikke været nødvendig på min bonusdatter på 12 år. Hun har været lydbog-fan i årevis, og hendes yndlingsbeskæftigelse efter skole er at tage hørebøfferne på og forsvinde ind i enten ‘Harry Potter’ – som Jesper Christensen i øvrigt har indlæst helt fænomenalt – eller ‘Wimpy Kid’.

Men nu er begejstringen sivet ned til de små også, og jeg er blevet bedre til at manøvrere i lydbogsland. Med andre ord har jeg fundet ud af, hvornår de virker, og hvornår de ikke gør. Min oplevelse er, at fiksering er kodeordet. Når de er i en situation, hvor der simpelthen ikke er andet at lave – såsom i badet eller i bilen – skaber lydbogen en vidunderlig ro, som er en lise for enhver træt forælders sjæl.

Sætter jeg bare en lydbog på, mens de fiser rundt i lejligheden, så bliver det bare til baggrundsstøj. De sætter sig ikke ned og lytter efter. Der er fjernsynet stadigvæk trumferen, for hvis det kører, skal de nok slå sig ned.

Dog har jeg set, hvordan en lydbog paralyserede en hel børnehavestue, mens de spiste fælles frokost. Man kunne vitterligt høre en knappenål falde til jorden.

Den største forskel fra fjernsynet er, at når de har hørt en lydbog, så er mine børn rolige og glade. Der er ikke et kæmpe drama, når jeg slukker, og det er, som om deres nervesystem har fået en tiltrængt kalibrering. Fantasien har fået lov til at få frit løb, og de har fået lov til at lytte.

Derfor fortsætter jeg med den største glæde med at tvinge dem til at høre lydbøger. For det er en stor luksus at give sig hen til at lytte til en enkelt ting i en verden fuld af larm og hurtige stimuli. Det er ikke altid det, som børn selv vil, der gør dem gladest.

Artiklen blev oprindelig udgivet på Heartbeats.dk.