Anmeldelse: Den nye sæson af ’Indefra med Anders Agger’ får os til at se den hårde sandhed i øjnene

Du kender det sikkert. Du har lige været i Netto, og med armene fulde af indkøbsposer går du tilfreds ud af butikken. Men ved indgangen sidder en Hus Forbi-sælger. Du bliver ramt af dårlig samvittighed, mens du undskyldende ryster på hovedet og siger noget i retning af, at du ”ikke har flere kontanter.”

I den nye sæson af ’Indefra med Anders Agger’, der har kørt i over et årti på DR, tager den folkekære journalist et nærmere blik på de mennesker, som lever på kanten af samfundet.

Præmissen har siden første sæson været den samme: Den prisbelønnede journalist bruger seks måneder på at kortlægge ét enkelt tabubelagt emne ad gangen. Han har derfor besøgt fanger i Vestre Fængsel, selvskadende unge på Holmstrupgård og indlagte børn på et hospice. Nu er turen kommet til institutionen Reden, der ligger i landets fem største byer.

Siden 1980’erne har det været et tilflugtssted for udsatte kvinder, der misbruger stoffer og alkohol, er psykisk ustabile eller prostituerede.

I Aarhus-afdelingen har Agger fundet alkoholikeren Mulle. Trods en forhutlet tilværelse har hun et hjerte af guld, og hun bliver hans nøgle til det hav af skæbner og spændende fortællinger, der gemmer sig bag Redens mure.

Tynde jakker og kolde morgener

Med Mulle som guide følger første episode af dokumentarreportagen en dag i hendes liv.

”Det er en fin måde at starte morgenen på, ikke?” lyder det fra Mulle, mens hun smiler stort og skåler mod kameraet i en Royal-dåseøl.

Det er en kølig morgen, og der er endnu ikke mange på gaden, da hun og hendes onkel, iført julemandshue, bevæger sig mod Aarhus centrum. Kort efter støder en ældre kvinde til.

"Det er mormor! Hun er også alkoholiker," udbryder Mulle og kigger kærligt på sin lille familie og fortsætter, nærmest lidt stolt: ”Det er vi faktisk alle sammen."

At have Mulle som anker i fortællingen er en nødvendighed af to grunde, der er skærende kontrastfulde i alvorsgrad.

På den ene side er muntre Mulle adgangsbillet til, at dem, der søger mod Reden, vil lukke op og fortælle Anders Agger om deres liv. For det er ikke for sjov, at dørene er velforskansede, og at Mulle bestemt må bede tv-holdet lukke den tunge dør eftertrykkeligt efter sig. Nogle af Redens gæster har nemlig gode grunde til ikke at ville opsøges af mænd udenfor.

Og så er Mulle på underholdende lavpraktisk vis en, som Anders Agger tydeligvis har brug for. For på første optagedag dukker han op i en alt for tynd jakke og er gennemkold efter blot få timer.

”Måske det ville være en god idé, hvis du tog noget lidt tykkere på næste gang,” lyder det overbærende belærende fra Mulle, inden hun bryder ud i et stort grin.

Anders Agger på udebane

Det er scener som den, der udstiller, hvordan de fleste af os – der nyder en bolle med ost, frem for en øl til morgenmad – ikke ville kunne klare os, hvis vi pludselig stod på gaden i en alkoholikers slidte sko.

Den magelige, kulturradikale Anders Agger er i denne sæson af ’Indefra’ kommet på udebane. Det gør han klart med en flot montage, der viser, hvordan hans lune morgener starter med et shot espresso og et par knitrende sider af Weekendavisen.

Billederne fra hans liv taler for sig selv. De er badet i et varmt, gyldent lys, og for at understrege de diametrale modsætninger i tilværelsen er Mulles verden fremstillet i et blåligt, køligt skær.

Mens hun trasker gennem gaden for at indsamle småpenge til sin næste øl, passerer hun hyggelige caféer med varmelamper i loftet. Under dem sidder glade, unge mennesker, der vender blikkene væk fra hende.

Men som Mulle i en længere monolog fortæller, har hun faktisk ikke lyst til at genere menigmand, som sidder dér og nyder naturvin.

For Mulle ved godt, at hun ikke pynter i bybilledet, men Kommunen har ændret på tingene, så hun faktisk ikke har noget valg. Den nydelige gågade plejede nemlig at være en plads, hvor folk som hende kunne samles, men den er nu blevet jævnet med jorden.

At se de udsatte i øjnene

Det er tydeligt at se, at de hjemløse er blevet gjort endnu mere hjemløse i fornyelsen og forbedringernes tegn.

Anders Agger kommer på banen i korte voice-overs, som understreger den slags pointer, som Mulle gerne vil have frem, men måske ikke lige har evnerne til at få formuleret.

Det kan være svært at sympatisere med dem, der gang på gang veksler deres få penge til endnu en genstand. Eller som søskendeparret Cille og Bastian går ind på Reden for at hente rene kanyler, selv om Cille længe har været clean.

Men med perfekt timing bliver dét forklaret, som vi af og til glemmer, når man bliver grebet af en privilegeret frustration over, at Mulle og de andre ikke bare dropper deres afhængighed.

For ingen på Reden har selv valgt deres skæbne. De er tvunget til den af forskellige årsager, som seriens tre afsnit flot gennemgår. For selvfølgelig vil de fleste helst leve et liv med pensionsopsparing, charterrejser og mad på bordet. Men sådan er verden ikke. Og Agger får os til at se den hårde sandhed i øjnene.

Samtidig rykker programmet og elskværdige hovedpersoner som Mulle ved den manglende sympati, som mange måske har for dem, der ikke ligefrem pynter på gadehjørnet.

Det er med et varmt blik og en udstrakt hånd mod de udsatte, at den nyeste sæson ’Indefra’ understreger, hvorfor det spøjse, ekstremt hårde, feel good DR-program fortsat fortjener ens opmærksomhed.

Vil du lytte til Vi Elsker Serier? Så lyt til vores podcast 'Det, vi elsker', hvor vi en gang om ugen dykker ned i de største nyheder fra kulturens verden. Du kan lytte til podcasten i appen Ally, i Apples podcast-app eller på Spotify: