Anmeldelse: 'Heart of Stone' er en god omgang fredagsunderholdning

Heart of Stone åbner på klassisk James Bond- eller Mission Impossible-manér med en introsekvens, der her foregår i de snefyldte alper, før titelsekvensen starter filmen for alvor. Den ender dog med at vare 1/6 af filmens samlede længde, men tjener sit formål i at levere filmens første store actionsekvens, der involverer både faldskærme, motorcykler, skuddueller og nævekamp, og som naturligvis introducerer os for vores heltinde, Rachel Stone (Gal Gadot).

Vi ser først Stone som IT-eksperten på et team af MI6-agenter, men det viser sig, at Stone arbejder for 'The Charter'. 'The Charter' er en hemmelig organisation, der rekrutterer agenter fra alle verdens efterretningstjenester og har ét erklæret mål: at redde så mange liv som muligt, og at målet helliger midlet.

For at opnå dette gør de brug af ’Hjertet’, en superkraftfuld kunstig intelligens, der kan samle stort set alt data i verden i realtid, og foretage analyser samt forudsigelser. Ret beset er det en MacGuffin, der kan alt, og det er noget, som den unge hacker, Keya (Alia Bhatt), gerne vil have fingrene i. Det er op til 'The Charter' og Stone at stoppe Keya og hendes sammensvorne, men måske har Stone mødt sin ligemand?

Det kan til dels lyde som plottet til Prime Videos dyre fiasko Citadel, der kom i midten af foråret, men hvor Heart of Stone til tider kan være dum, så bliver den aldrig fordummende.

Action

Der vil nok følge en del sammenligninger med Mission Impossible-filmene efter premieren, hvilket også giver mening, da det er samme produktionsselskab (Skydance), der står bag Heart of Stone.

Der er storstilet action med flere gode sekvenser, der tager os rundt om jorden, og den slipper af sted med det meste. Soundtracket hjælper gevaldigt på det og puster til intensiteten, når billedsiden og klipningen halter.

Det er derfor en mere ærgerlig end irriterende fornemmelse, der flyder igennem en, når der dukker et skud op med middelmådig green screen-effekt. Det samme, når kameravinkler og klipning underminerer et ellers godt stunt, som kunne give den nogle meget fine point på actionskalaen.

Noget, der altid er herligt at se i denne slags film er den varierede form for action, der er til stede. Faldskærme, wingsuits, biljagter, nævekamp, motorcykler og skududvekslinger og naturligvis en masse eksplosioner. Vi kommer godt omkring, og man føler sjældent, at man sidder og ser det samme igen og igen.

Der er også god variation i, hvor vi befinder os på planeten, som virker forfriskende. Fra ørken og sne til storbyen Lissabon. Det giver lige en filmisk rensning af smagsløgene.

Karaktererne falder lidt til jorden

Der, hvor Heart of Stone desværre falder lidt til jorden, er ved karaktererne. Det er ikke en flok, man holder særligt meget med ud over det faktum, at de er de gode. Det er ikke, fordi de er ubehagelige, de er bare ret intetsigende.

Der lægges i starten op til, at det at være medlem af ’The Charter’ betyder et liv i forholdsvis ensomhed, da ingen må vide, hvem man i virkeligheden er. Noget, som Stone finder ubehag ved. Grundstenen for karakterudvikling og personlighed er dermed lagt, men bliver hurtigt glemt igen. Senere i filmen siger Stone endda om ’The Charter’, at det er dem, der altid har haft hendes ryg, og der ligger en kærlighed i de ord, der virker forvirrende.

Skurken er som bagt i en kageform med ordene 'Hævn' og 'Magt' skrevet med glasur på toppen, men det giver dog anledning til nogle ord om den rolle, data spiller i vores samfund.

Data runs the world

Når ’The Charter’ bruger hjertet, går det nærmest over i videospillogik, hvor agenterne får en grøn linje at følge for at opnå det optimale udfald af den givne situation. Det er som i moderne racerspil, hvor man får en linje at følge, for på bedst mulig manér at komme igennem et skarpt sving.

Med andre ord skal man ikke tænke så meget på egen hånd, og brugen af data er ikke er mere end et værktøj. Om det er godt eller ondt kommer udelukkende an på, hvem der bruger det. Ligesom det meste andet i filmen, bliver det ikke til mere end noget, vi lige svæver forbi og kan kigge hurtigt på, før vi drøner videre.

Vi ender med Netflix’ svar på Mission Impossible, og man behøver næsten ikke at sige det, men de film kan Heart of Stone selvfølgelig ikke måle sig med. Det er dog et forholdsvist kompetent forsøg, hvor fundamentet revner enkelte gange, men ellers er nok til en fin omgang fredagsunderholdning på Netflix.