6 fantastiske grunde til at (gen) se ’Dr. Strangelove’

Hvis ikke, det var fordi virkeligheden pt. er så grum og fuld af krig, ville det måske være nemmere at grine af, hvor latterligt krigsliderlige politikere og militær nogle gange er.

Ingen film har adresseret den pointe bedre end Stanley Kubricks kulsorte satiremesterværk Dr. Strangelove. Alene den fulde titel – Dr. Strangelove – Or How I Learned to Stop Worrying and Love the Bomb og på dansk Dr. Strangelove – eller Hvordan jeg lærte at glemme mine bekymringer og elske bomben – har et herligt absurd schwung over sig.

Filmen handler om, hvordan verden ryger ud på randen af atomkrig, da en amerikansk general beordrer en eskadrille af B-52 bombefly med atombomber ombord til at nedkaste deres last over Sovjetunionen. Det alvorlige emne til trods er tonen meget humoristisk, og filmen er forankret i satire med en snert af farce.

Siden premieren 29. januar 1964 – den danske biografpremiere var et par måneder senere 2. april, og 10. september 1985 på DR – har filmen begejstret publikum verden over med dens fornemme satirisering over militær og politisk inkompetence og tjent som inspiration for kreative individer.

For eksempel kan man se mange af de samme elementer i skotske Armando Iannuccis værker lige fra de politiske narrestreger i The Thick of It og den efterfølgende film In the Loop samt Veep og ikke mindst hans satire over efterspillet omkring Josef Stalins død i The Death of Stalin.

Det er da heller ikke tilfældigt, at det netop er Iannucci, som står i spidsen for en teateradaptation af Dr. Strangelove, der efter planen får premiere i efteråret 2024.

1. Galningen med det tyskklingende navn

Man kommer ikke udenom den navnkundige doktor fra filmens titel. Dr. Strangelove en tidligere tysk nazist, med speciale i atomkrigsførelse, der virker til at vide mere, end han rent faktisk lader præsidenten Merkin Muffley (også Sellers) vide.

Karakteren optræder ikke i forfatter Peter Georges romanforlæg Red Alert – Kubrick, George og satiriker Terry Southern ændrede dog også bogens tone fra realisme til komik – og er en af den slags fra filmhistorien, der er blevet en del af popkulturen generelt.

Strangelove – den engelske version af hans rigtige navne på tysk, Merwürdigliebe – er en kombination af tre personer: Herman Kahn, chefen for det tyske atomprogram under 2. verdenskrig, Wernher von Braun og opfinderen af hydrogenbomben Edward Teller (Benny Safdie i Oppenheimer).

Visuelt gik Kubrick og Peter Sellers efter et look baseret på den gale videnskabsmand fra Fritz Langs Metropolis. Strangeloves tick med hånden, der ukontrollabelt hæver sig selv i en nazihyldest, var delvist baseret på det virkelige fænomen ’Alien Hand Syndrome’, hvor hånden opfører sig autonomt i forhold til dens ejer. Sellers valgte i øvrigt at bruge Kubricks personlige læderhandsker som en del af karakterens garderobe, og med tanke på instruktørens lettere diktatoriske ry er det et fint kuriosum til en fascistoid karakter.

2. 3x Peter Sellers

Apropos Peter Sellers så sprudler den britiske skuespiller i alle tre roller, han spiller filmen.

Udover Strangelove spiller han også den amerikanske præsident Merkin Muffley og luftvåbenskaptajnen Lionel Mandrake.

Muffley er en klassisk politikertype, der først og fremmest tænker på sig selv og derefter på, hvad der er bedst for andre. Konflikten mellem de to interesser formidler skuespilleren med herligt overskud.

Til militærmanden Mandrake trak Sellers på egne erfaringer fra sin tid i det britiske luftvåben under anden verdenskrig. Skuespilleren improviserede mange af sine replikker til alle tre karakterer, og Stanley Kubrick inkorporerede dem efterfølgende i manuskriptet.

Grunden til, at Sellers endte med at spille flere roller, var fordi studiet bag Dr. Strangelove, Columbia Pictures, forlangte at han skulle spille minimum fire roller. De var så imponerede over, hvordan han havde gjort noget lignende i Kubricks Lolita, og i al deres visdom mente de, at det var derfor den kontroversielle film var blevet en stor succes.

3. Galaksens ondeste stemme

Det er altid sjovt at have de øjeblikke, hvor man sidder og tænker ”Det er da … “-indsæt navnet på en kendt skuespiller, før de blev berømte.

I Dr. Strangelove er der blandt mandskabet på det B-52 bombefly, vi også følger, en fremtidig Oscar-vinder. Bevares, det er ganske vist en æres-Oscar, men James Earl Jones er en af skuespils-kunsten helt store skikkelser.

Og skuespilleren har faktisk sin spillefilmsdebut med Dr. Strangelove, og selv om stemmen bag Darth Vader fra Star Wars-filmene og Mufasa i Løvernes konge ikke siger meget, er man ikke tvivl om, at det er James Earl Jones' karakteristiske dybe basstemme, når han taler.

4. Satire i verdensklasse

Der er så mange lårklaskende sjove øjeblikke i Dr. Strangelove, at det ville tage alt for lang tid at remse dem alle op.

Oftest kommer de dog af satiren omkring det amerikanske militær og politikerne. Militærchefen Buck Turgidson (en eminent George C. Scott) bliver portrætteret som en temperamentsfuld liderbuk, luftvåbensgeneralen, som sætter det hele i gang, Jack D. Ripper (Sterling Hayden) – genialt navn, Jack the Ripper – er rablende vanvittig og fabler konstant til Mandrake om forskellige konspirationsteorier, Muffley en populistisk kryster og den russisk præsident er (naturligvis) en drukkenbolt.

Foragten for beslutningstagerne hos de to supermagter gennemsyrer filmen, hvor britiske Mandrake og de almindelige militærpiloter ombord på bombeflyet fremstår langt mere nuancerede. Og det er dét, der kendetegner god satire. Det er langt mere interessant at sparke op end nedad.

Turgidson og Ripper er således løst modelleret over den daværende chef for det amerikanske flyvevåben, Curtis LeMay.

5. Der er kun én Stanley Kubrick

Når man ser tilbage på Stanley Kubricks karriere nu, kan det ikke komme bag på nogen, at instruktøren valgte at skildre det emne, som skræmte verden allermest på det tidspunkt, atomkrig, som udgangspunktet for en kulsort komedie.

Selv da, kunne det ikke komme som en overraskelse. Forinden havde Kubrick som nævnt filmatiseret Vladimir Nabokovs kontroversielle Lolita. En bog, der ellers var tænkt som umulig at lave, grundet dens pædofile elementer.

Men den egenrådige Kubrick var nået til det stadie i karrieren, hvor ingen andre end ham selv skulle diktere, hvad instruktøren kunne lave og ikke mindst, hvordan filmen skulle laves.

Meget sigende for den snu og lettere manipulerende Kubrick fremtvang han Scotts excentriske portræt af Turgidson ved at sige til skuespilleren, at han skulle give den gas på de først par optagelser som opvarmning til de rigtige optagelser.

6. Den eksplosive slutning

Skulle man af uransageligt grunde ikke have set Dr. Strangelove, bør man ikke læse denne del.

Med behørig spoileradvarsel, kan vi nu give os i kast med en af de bedste og mest absurde slutninger i filmhistorien. De vanvittige øjeblikke falder i tre dele.

Først ridder den øverstbefalende ombord på det B-52 bombefly, som ikke har fået ordren om at afblæse dommedagsmissionen, major Kong (Slim Pickens), på en hydrogenbombe, mens den falder ned mod sit mål, viftende med sin cowboyhat og hujende, som red han på en vild hest eller tyr. Og bevares, det var da ikke hans intention, men skal man dø, kan man lige så godt gøre det med stil.

Det modsatte gør sig gældende for militærmændene og politikerne i præsidentens war-room. Her bliver der i stedet lagt planer for, hvordan man kan overleve apokalypsen. Dr. Strangelove har en plan, hvor man gemmer sig i undergrundskomplekser og venter på, at verden bliver beboelig efter knap hundrede år. Selvfølgelig med en 10:1 kvinde-til-mand ratio for at sikre menneskehedens overlevelse, og udvælgelseskriteriet er naturligvis, hvor lækre de er.

Og så er der det sidste moment i filmen, hvor verden går under. I en symfoni af atomare eksplosioner ser vi den ene paddehattesky – virkelige optagelser fra forskellige prøvesprængninger – efter den anden puste sig op i al deres destruktive flor. Alt imens sangeren Vera Lynns opmuntrende We’ll Meet Again fylder lydbilledet i en skøn kontrapunktisk og passende afslutning på satiremesterværket.

Dr. Strangelove kan ses hos TV 2 Play, Blockbuster og Viaplay m.fl.

Vil du lytte til Vi Elsker Serier? Så lyt til vores podcast 'Det, vi elsker', hvor vi en gang om ugen dykker ned i de største nyheder fra kulturens verden. Du kan lytte til podcasten i appen Ally, i Apples podcast-app eller på Spotify: