Film | Guides

6 nye musikdokumentarer, du skal se lige nu

Af
Carina Nørgaard Schou
7. november 2024
(L-R) George Harrison, Ringo Starr, John Lenon, and Paul Mccartney arriving at JFK airport in BEATLES 64'. Photo Courtesy of Apple Corps, Ltd. All Rights Reserved.
Foto: Disney+

Del artikel

I denne måned kan du dykke ned i historierne bag 6 af musikhistoriens største ikoner – fra soulmusikkens gudfar til filmmusikkens mestre.

Efteråret er åbenbart højtid for musikdokumentarer. I hvert fald er det på det seneste strømmet ind med nyheder i indbakken om nye dokumentarer om nogle af musikhistoriens allerstørste ikoner.

Fra rock’n’roll-musikkens banebrydere til filmmusikkens mest berømte maestroer, hvis klassiske temaer er blevet en fastetableret del af populærkulturen.

Road Diary: Bruce Springsteen and the E Street Band

Born to Run, The River, Thunder Road og Born in the U.S.A. Er du fan af Bruce Springsteen, kender du dem allerede allesammen. Men har du nogensinde drømt om, hvordan det mon måtte være at turnere med 'The Boss', er chancen der nu.

I den nye dokumentar Road Diary kommer vi nemlig bag kulisserne på turnélivet med Springsteen og E Street Band på deres 2023-2024 tour. Vi ser dem både på scenen og under de mindre glamourøse, men betydningsfulde øjeblikke af hverdagen mellem koncerterne – fra de lange køreture og forberedelserne til samspillet mellem bandmedlemmerne.

Dokumentaren dykker ned i det fællesskab, der binder bandet sammen og viser, hvordan de holder energien og passionen for musikken i live på trods af det hårde turnéliv.

Road Diary: Bruce Springsteen and the E Street Band kan ses på Disney+.

Music by John Williams

Du kender de ikoniske filmtemaer fra Star Wars, Indiana Jones, Harry Potter og Jurassic Park, og nu kan du også blive klogere på historien om den berømte komponist John Williams, der står bag.

54 Oscar-nomineringer og fem statuetter er det blevet til for den i dag 92-årige Williams, der startede karrieren som jazzpianist. Dokumentaren dykker bl.a. ned i komponistens kreative proces og viser, hvor og hvordan hans musik har sat sine mest markante aftryk.

Gennem interviews med notabiliteter som Steven Spielberg, Chris Martin, Ron Howard, George Lucas, Itzhak Perlman og Williams selv får vi slået fast, hvor meget hans værk i grunden har påvirket hele kulturen omkring den moderne filmmusik.

Music by John Williams kan ses på Disney+.

Return of the King: The Fall and Rise of Elvis Presley

Det er langt fra den første og med garanti heller ikke den sidste dokumentar, vi får om rock’n’roll-musikkens konge, Elvis Presley.

Men i stedet for at favne hele hans liv og hele hans karriere, som mange andre har gjort forud for denne, zoomer Return of the King: The Fall and Rise of Elvis Presley ind på en helt specifik begivenhed i kongens liv: Nemlig hans comeback i 1968, efter han i flere år havde været ude af rampelyset.

Dokumentaren går i dybden med, hvordan Elvis’ ikoniske comeback-special på tv revitaliserede hans karriere og cementerede hans status som en af de største kunstnere nogensinde.

Den fokuserer ikke kun på Elvis’ musikalske talent, men også på hans personlige kampe og transformation fra filmstjerne tilbage til rock’n’roll-konge. Og så må vi bare sige: Det der tætsiddende sorte lædersuit holder stadig 100 % i dag.

Return of the King: The Fall and Rise of Elvis Presley kan ses fra 13. november på Netflix.

Ennio Morricone – Maestroen

Denne italienske dokumentar fra 2021 om Ennio Morricone er ret beset ikke ny, men får premiere på DRTV i denne måned og fortjener at blive nævnt, fordi den italienske komponist hører til blandt de øvrige kæmpestore legender på denne liste.

Hans tema til Sergio Leones spaghettiwestern Den gode, den onde og den virkelig grusomme hører til blandt de bedste og mest genkendelige i filmhistorien. Men derudover står den indflydelsesrige filmkomponist bag flere end 500 musikalske værker til film og tv, heriblandt musikken til Vestens hårde halse og Mine aftener i Paradis.

I dokumentaren fortæller kollegaer og konkurrenter om Ennio Morricones mere end 70 år lange karriere – fra barnsben og frem til, at han som 87-årig bliver den ældste Oscar-vinder nogensinde i 2016 for musikken til Tarantinos The Hateful Eight.

Det er ikke svært at forstå, hvorfor Morricone bliver anset som en af de største og vigtigste komponister i filmhistorien.

Ennio Morricone – Maestroen kan ses fra 17. november på DRTV.

Beatles 64

(L-R) George Harrison, Ringo Starr, John Lenon, and Paul Mccartney arriving at JFK airport in BEATLES 64'. Photo Courtesy of Apple Corps, Ltd. All Rights Reserved.
Foto: Disney+

Bevares, det skorter ikke ligefrem på film og dokumentarer om verdens måske mest berømte band nogensinde, The Beatles. Senest er det blevet meldt ud, at Sam Mendes skal instruere hele fire spillefilm om den ikoniske gruppe – en for hver af de fire medlemmer af The Fab Four, John, Paul, George og Ringo.

Men når Martin Scorsese står bag, er man nok alligevel lige nødt til at se med. Den nyproducerede dokumentar Beatles 64 slår ned på The Beatles' første USA-turné i 1964, som blev startskuddet til "Beatlemania" i Amerika.

Vi kommer rundt om de historiske optrædener, bl.a. på The Ed Sullivan Show, og hvordan de fire unge musikere fra Liverpool tog staterne med storm. Gennem historiske klip og interviews kommer vi tættere på den charme, selvtillid og utroligt lækre hår, som gjorde The Beatles til et verdensomspændende fænomen, der nok først har set sin mage med Taylor Swift de senere år.

Beatles 64 kan ses fra 29. november på Disney+.

James Brown: Soulmusikkens gudfar

James Brown: Soulmusikkens gudfar
Foto: DR

“Get Up, I Feel Like Being a Sex Machine”. James Brown var ikke en musiker, der satte sit lys under en skæppe, og ”Soulmusikkens gudfar”, som han bliver kaldt, er en af pionererne inden for soul og funk.

Dokumentaren om James Brown følger hans vej fra den fattige opvækst til hans senere status som en af de mest indflydelsesrige musikere nogensinde, kendt for hits som I Got You (I Feel Good) og Papa’s Got a Brand New Bag.

James Brown: Soulmusikkens gudfar viser ikke kun Browns musikalske talent og hans energiske sceneshows, men fokuserer også på hans indflydelse på den afroamerikanske kultur og borgerrettighedsbevægelsen i USA.

Med sjældne klip og interviews får vi et indblik i både hans op- og nedture og en tilbundsgående forståelse for, hvordan hans aftryk på den afroamerikanske musik stadig inspirerer nye generationer inden for disco, dance, afrobeat og hiphop.

James Brown: Soulmusikkens gudfar kan ses fra 21. november på DRTV.

Flere gode musikdokumentarer

Som den opmærksomme læser vil bemærke, er der ingen kvinder på listen over de nyproducerede musikdokumentarer. Så trænger man til et feminint modspil til alle de garvede konger og gudfædre, kan man med fordel gense dokumentarerne Joan Baez: I Am a NoiseFilmstriben, Dolly Parton: Here I AmTV 2 Play eller Amy om Amy Whinehouse, ligeledes på Filmstriben.

Der er i alle tilfælde tale om nogle ekstraordinære musikalske begavelser, der er værd at lære bedre at kende.

Vil du lytte til Vi Elsker Serier? Så lyt til vores podcast 'Det, vi elsker', hvor vi en gang om ugen dykker ned i de største nyheder fra kulturens verden. Du kan lytte til podcasten i appen Ally, i Apples podcast-app eller på Spotify:

Del artikel

Andre Film | Guides