Film | Guides

Fra Barbie til atombomber: Disse film skal du se i biografen i juli 2023

Af
Claus Nygaard Petersen
30. juni 2023
film i biografen juli 2023
Barbie (Margot Robbie) og Ken (Ryan Gosling) kommer ud i den virkelige verden i 'Barbie' / Foto: Warner Bros.

Del artikel

Vi har kigget i biografkalenderen for juli måned og har fundet frem til de 5 største film henover sommeren.

Selv om meteorologerne lover den varmeste danske sommer nogensinde, så stopper der ikke med at komme store film i biografen.

Og efter en juni måned, hvor det bugnede med kvalitetsfilm og blockbusters, er det straks lidt mere overskueligt, når det kommer til juli.

Til gengæld drejer det sig om nogle af de mest ventede film i hele 2023. Som sædvanlig, er titlerne vist efter, hvornår de har premiere, fra først til sidst.

Elementært

Animationsstudiet Pixar er bagmænd bag flere moderne klassikere, siden debuten i 1995 med Toy Story. Filmserien med cowboy-Woody og space rangeren Buzz, den vidunderlige Op og tankevækkende Wall-E for blot at nævne et par stykker.

Nyeste skud på stammen handler om et samfund, hvor begreberne ild, vand, jord og luft er legemliggjort – lidt a la følelserne i Inderst inde.

Elementært handler om at turde se udover det ydre og stole på sine følelser. Også selv om det strider imod det, man er vokset op med og altid har troet var det rigtige.

Elementært kan ses i biograferne fra 6. juli.

Insidious 5: The Red Door

Når temperaturerne bliver højere, er det intet som et koldt gys. Og selv om vi er nået til femte film i dæmon-filmserien Insidious, er det ikke nødvendigvis en dårlig ting.

For selv om fortsættelser til gyserfilm sjældent når originalens niveau, har Insidious-filmene hidtil leveret, når det kommer til isende uhygge.

The Red Door handler endnu en gang om familien Lambert, der bliver hjemsøgt af nogle brutale dæmoner, som er ude efter deres sjæle. Hovedrolleindehaver Patrick Wilson debuterer som instruktør og har udover Insidious-filmene stor gysererfaring fra spøgelsesfilmene The Conjuring. Spørgsmålet er, om skuespilerfaringen kan omsættes til instruktørstolen.

Insidious 5: The Red Door kan ses i biograferne fra 6. juli.

Mission Impossible 7 – Dead Reckoning Part One

Der er pt. to actionfilm-franchises, hvor man altid er nødt til at se den nyeste film. Den ene er John Wick, hvor der gang på gang sættes nye standarder for nærkampsscener og spektakulære skuddueller. Den anden Mission: Impossible, hvor Tom Cruise gang på gang finder på en ny og vild måde at sætte livet på spil.

Syvende film i filmserien har den meget lidt mundrette titel Dead Reckoning Part One. Fortsættelsen får premiere næste sommer, og begge film er tiltænkt som sidste tur med superagenten Ethan Hunt, spillet af Tom Cruise.

Ikke meget er sluppet ud om handlingen, ud over at det er et kapløb om at finde frem til et nyt og frygtindgydende våben, som, hvis det falder i de forkerte hænder, truer menneskeheden selv.

Et vanvittigt motorcykel-stunt er allerede blevet afsløret som værende en af filmens ingredienser, og mon ikke Cruise og instruktør Christopher McQuarrie har et par overraskelser i ærmet.

Mission: Impossible – Dead Reckoning Part one kan ses i biograferne fra 12. juli.

Barbie

Det bliver i en kaskade af pink, at verdens mest berømte dukke bliver vækket til live 20. juli. Instruktør Greta Gerwig har de prisbelønnede Lady Bird og Little Women på CV'et, så forventningerne er skruet op.

Kombineret med en altid fremragende Margot Robbie og Ryan Gosling som henholdsvis Barbie og Ken tegner filmen til at blive en overdådig komedie af de helt store.

Efter at være blevet bortvist fra Barbieland for ikke at være en perfekt dukke, begiver Barbie og Ken sig ud i virkelighedens verden med en masse forviklinger til følge.

Barbie kan ses i biograferne fra 20. juli.

Oppenheimer

Mesterinstruktøren Christopher Nolan er altid garant for en storfilm, hvor der ikke bliver sparet på dramaet eller de intense scener.

Og med Oppenheimer bliver det muligvis ikke større. Filmen er en biografisk thriller om den titulære fysiker, der var med til at skabe verdens første atombomber.

Med en perlerække af skuespillere som Emily Blunt, Robert Downey Jr., Matt Damon, Florence Pugh, Gary Oldman og Cillian Murphy som Oppenheimer samt en masse scener filmet i det kæmpestore IMAX-format tegner Oppenheimer til at blive sommerens store biografoplevelse.

Oppenheimer kan ses i biograferne fra 20. juli.

Del artikel

Læs mere omFilmBiograf

Andre Film | Guides