Anmeldelse: ‘Indiana Jones and the Dial of Destiny’ er et støvet pust fra fortiden

Vi skal 15 år tilbage, siden vi sidst fik en Indiana Jones-film. Det var, naturligvis, med Indiana Jones og krystalkraniets kongerige fra 2008. Den fjerde film i franchisen og den af Indy-filmene, der helst burde gå i glemmebogen.

Folkene bag Indiana Jones-franchisen har med andre ord haft 15 år til at komme op med en så stærk idé til historien, at det er indlysende, man har kastet sig over endnu en film om den piskesmældende, hattebærende arkæolog. 15 år til at komme op med noget genialt, der står mål med tidligere tiders storhed. Det kan lade sig gøre, det ved vi, se f.eks. hvad de gjorde med Top Gun: Maverick.

Første Indy-film uden Spielberg

Men hvad er der sket i løbet af de 15 år? Steven Spielberg har nægtet at instruere (efter fjerde films massive kritik), og i stedet har han og George Lucas-holdet skullet finde en arvtager til opgaven. Valget er faldet på James Mangold, der både har været med til at skrive manuskriptet, sammen med Butterworth-brødrene, og instrueret.

Valget af Mangold taler sit eget sprog. For Mangold er uden tvivl en kompetent instruktør, der bestemt kan afvikle et manuskript. Han er bare ikke nogen visionær instruktør med særlige kendetegn. Traditionel og kedelig kunne være andre ord at sætte på ham. Og lige præcis de karakteristika er måske ikke nødvendigvis dét, en Indiana Jones-film anno 2023 har brug for, hvor franchisen skal balancere mellem at gøre sit (ældre) fan-publikum tilfreds og præsentere sin aldrende helt for et nyt, yngre publikum. For, ja, sandsynligheden for, at folk under 25 aldrig har set en Indy-film er ret stor. Det er også, hvad der sker, når der er gået 15 år siden sidst.

Nazister er fast inventar

Bl.a. derfor føles det temmelig bedaget, at Dial of Destiny åbner på endnu et Indy vs. nazister-setup tilbage i 1944. I øvrigt i en prolog, der varer 45 minutter. Her møder vi Indy, da han forsøger at snuppe endnu et arkæologisk artefakt ud af nazisternes hænder ‘fordi det hører hjemme på et museum’ og ikke i Hitlers samling. Det har været Dr. Jones’ mission i alle film med undtagelse af 2’eren, der tog en afstikker til en menneskeofrende kult i Indien, og er derfor meget ‘the usual drill’.

Derefter klipper filmen frem til 1969, der er filmens nutid, hvor professor Indy underviser i historie, med pensionen ventende lige om hjørnet. De tider, hvor de unge kvindelige studerende skrev ‘Love You’ på deres øjenlåg som flirtende tilnærmelser er for længst forbi. De studerende har nærmere en tendens til at lukke øjenlågene helt og sove i hans timer. Undtagen én på bagerste række, der viser sig at være Jones’ gudbarn, Helena Shaw (Phoebe Waller-Bridge). Hun er lige så interesseret i arkæologi som sin far, Basil Shaw, Indys bedste ven (spillet af Toby Jones), og Indiana, men af helt andre grunde.

Så går den vilde jagt

Hun får lokket Indiana Jones ud på en jagt efter Arkimedes’ Antikythera (den artefakt findes i virkeligheden og er blevet kaldt historiens første computer), som er delt i to dele, hvoraf hun besidder den ene. Men lige i hælene på Helena er den nazist, Indy var oppe imod i prologen, videnskabsmanden Jorgen Voller, spillet af Mads Mikkelsen med skarp sideskilning, der ville gøre Svend Sved misundelig.

Og resten af filmen er jagt på jagt – biler, tog, lastbiler, biler igen, tuk tuk, speedbåd og fly. Actionfyldt, jo, men også ensformigt og indimellem med ret sløset CGI. Alt sammen op til en slutning, jeg stadig er ambivalent over. Absolut langt ude og i mine øjne, unødvendigt langt ude, men for nogle vil den måske fungere.

Harrison Ford kan stadig

Apropos CGI, har der været mange gisninger om, hvordan det ville falde ud med at forynge Harrison Ford i prologen, hvor han skal spille en noget yngre udgave af sine i dag 80 år. Hvis man ikke går billederne alt for meget efter i sømmene, går det faktisk lige. Og måske vigtigere: Harrison Ford er stadig i topform, når det gælder karisma, glimt i øjet og evnen til at kunne demonstrere følelser bare med et enkelt løft af øjenbrynet.

Overfor ham kæmper både Phoebe Waller-Bridge og Mads Mikkelsen. Ikke fordi de mangler udstråling, den har de begge masser af, men fordi deres karakterer er dovent skrevet. Heldigvis griber Mads Mikkelsen chancen i en enkelt scene – da det er ved at gå galt – til at vise en lille smule nuance i en skikkelse, der ellers er lige så skurkepoleret og uigennemtrængelig som hård marmor og lige så stereotypt skrevet som alle andre nazister i Indiana Jones-universet.

For meget fan-service?

Så, når kræfterne tydeligvis ikke er blevet brugt på at arbejde på manuskriptet, kan man spørge, hvad der så er? Svaret er: Masser af fan-service. Du får scener med hatten, pisken, pisken vs. pistoler, Indy til hest (gennem New Yorks subway), arkæologiske gåder, slanger, insekter og John Williams’ berømte score-bid, hver gang Indy gør noget tilnærmelsesvis heroisk. Ting, kendere af Indiana Jones, sikkert vil begejstres over – ikke mindst fordi det virker så velkendt – men som er gjort på en måde, der kan virke temmelig indforstået.

Og når der er gået 15 år siden den seneste Indiana Jones-film, har en ny franchise-film nødvendigvis også den opgave at præsentere det pågældende filmunivers for et nyt publikum. Og det gør denne film ikke. I stedet er den en tydelig svanesang for Harrison Ford. Spørgsmålet er bare, om den også er det for Indiana Jones? Taget de to sidste film i betragtning, kan man næsten håbe på det. Eller så skal man i hvert fald bruge de næste 15 år mere kreativt, end hvad tilfældet er med Dial of Destiny, der er endt som et middelmådig action-eventyr og som et støvet pust fra fortiden. Kan man skrue tiden tilbage til, da der kun fandtes tre Indiana Jones-film?