Redaktionen anbefaler: 10 gode ungdomsfilm på Filmstriben
Filmstriben er bibliotekernes gratis filmtilbud, der med en lang række danske og internationale film, tv-serier og dokumentarer åbner for en bred vifte af underholdning til både børn, unge og voksne.
Vi har samlet en oversigt over nogle af de bedste ungdomsfilm, som du kan streame lige nu. For at låne filmene kræver det blot, at du opretter en bruger på dit lokale bibliotek. Herefter kan du få adgang til indholdet gennem linket her.
SMUK
Filmen SMUK er et nyere, dansk kærlighedsdrama fra 2022, instrueret af Tilde Harkamp, der også står bag biografhittet Jagtsæson. Handlingen udspiller sig på Rosenholm gymnasium, hvor Frida (Andrea Heick Gadeberg) skal begynde i 1.g med sin bedste veninde, Selma (Karoline Hamm).
Med det samme de træder ind ad hovedporten ved årets skolestart, bliver de udsat for en række nye ritualer, der ikke alene udfordrer deres egne personlige grænser, men også får stor betydning for deres videre gymnasieliv.
Flere unge skuespiltalenter, heriblandt Sylvester Byder og Albert Rudbeck Lindhardt, optræder også på rollelisten.
Venuseffekten
Liv (Johanne Milland Pedersen) er i start-20’erne og lever en tryg og rolig tilværelse med sine forældre, der bliver spillet af Sofie Gråbøl og Lars Mikkelsen. Livs verden bliver dog pludselig vendt på hovedet, da hun møder Andrea (Josephine Park), som skiller sig meget ud fra alt, hvad hun kender til.
Mødet kaster Liv ud i et større eventyr, hvor hun – i forsøget på at finde sig selv – bliver mødt af nye og uvante situationer.
Venuseffekten er instrueret af Anna Emma Haudal, der også står bag den populære ungdomsserie Doggystyle.
Beautiful Beings
Den islandske spillefilm Beautiful Beings følger teenagedrengen, Addi (Birgir Dagur Bjarkason), der bor i den islandske hovedstad Reykjavik med sin lillesøster og sin synske mor.
Da en brutal hændelse opstår, inviterer Addi mobbeofferet, Balli (Áskell Einar Pálmason), med ind i sin gruppe, der består af voldelige outsidere. Men sammenholdet i gruppen bliver sat på prøve, da Ballis stedfar kommer ud af fængslet.
Beautiful Beings er et socialrealistisk drama, instrueret af Guðmundur Arnar Guðmundsson, som også er kendt for den anmelderroste film Heartstone (2016).
Emily
Emily er fortællingen om den verdensberømte britiske forfatter, Emily Brontë, der i 1847 fandt troen på sig selv og skrev kærlighedsklassikeren Stormfulde højder. Den rebelske Emily Brontë spilles af Emma Mackley, der også medvirker i den populære Netflix-serie Sex Education og storfilmen Barbie.
Filmen fik premiere på Toronto Filmfestival i 2022 og er den britisk-australske skuespiller Frances O’Connors debut som instruktør.
Skuespillerne Fionn Whitehead, Oliver Jackson-Cohen og Adrian Dunbar er også på rollelisten.
Anmeldelse: ‘Barbie’ er en pink og poppet fantasia om feminisme
Dating Amber
Dating Amber er et ærligt og humoristisk indblik i de mange op- og nedture, der opstår på vejen til at blive voksen. Filmen foregår i 90’erne i Irland, hvor de to teenagere, Eddie (Fionn O'Shea) og Amber (Lola Petticrew), iscenesætter et forhold for at stoppe rygterne om deres seksualitet.
Filmen er instrueret af David Freyne (The Cured) og sætter fokus på den indre flugt, unge kan opleve i kampen for at være sig selv.
INTET
Er tilværelsen meningsløs? Det konstaterer Pierre Anthon i begyndelsen af 8. klasse, hvorfor han i det danske ungdomsdrama INTET beslutter sig for at flygte op i et træ. En konstatering og handling, der skaber eksistentiel krise blandt hans klassekammerater, der forsøger at overbevise ham om det modsatte.
INTET er baseret på Janne Tellers roman af samme navn, der i 2001 vandt Kulturministeriets børnebogspris. Det er Seamus McNally og filmdirektør Trine Piil Christensen, der står bag filmen, og i hovedrollerne finder man Vivelill Søgaard Holm (Harpiks) og Sigurd Phillip Dalgas (Far til fires vilde ferie).
I Feel Pretty
Standupkomikeren Amy Schumer spiller hovedrollen Renee i filmen I Feel Pretty, der er skabt af de to amerikanske manuskriptforfattere og instruktører, Abby Kohn og Marc Silverstein.
Renee kæmper med dårlig selvtillid, men da hun en dag vågner og er overbevist om, at hun er den smukkeste i verden, bliver hendes liv vendt på hovedet.
Flere kendte navne optræder i denne komedie fra 2018, heriblandt skuespilleren Michelle Williams og modellen Emily Ratajkowski.
Rafiki
Rafiki er et drama om Kena og Ziki, der på trods af forskelle og politisk rivalisering mellem deres familier bliver tætte venner. En spirende kærlighed begynder at opstå, hvilket skaber splid derhjemme, og stiller dem overfor et svært valg. Kærlighed eller sikkerhed?
Filmen er baseret på den prisvindende novelle Jambula Tree af Monica Arac de Nyeko, og den fik premiere i 2018. Instruktøren bag er Wanuri Kahiu, og de to hovedroller spilles af Samantha Mugatsia og Sheila Munyiva.
Giant Little Ones
I Giant Little Ones lever to drenge, Franky og Ballas, et perfekt teenageliv, og de er begge populære hos alle skolens piger. Dette ændrer sig dog ved Frankys 17-års fødselsdag, hvor de to venner begynder at stille spørgsmål ved, om deres forhold er mere end bare et venskab.
Giant Little Ones er en intim coming-of-age-film af instruktør Keith Behrman, hvor Josh Wiggins og Darren Mann spiller de to hovedroller.
A Rainy Day in New York
A Rainy Day in New York fra 2018 er skrevet og instrueret af Woody Allen. Filmen er nyt take på den klassiske kærlighedsfortælling, hvor kæresteparret Gatsby (Timothée Chalamet) og Ashleig (Elle Fanning) bliver væk fra hinanden under en romantisk weekend. Hver især får de nogle oplevelser i løbet af weekenden, der ændrer deres syn på livet.