
Den ikoniske stemme bag alverdens naturprogrammer er klar med vigtig ny film

Hvis man lukker øjnene og siger navnet David Attenborough højt, vil de fleste nok blive henført til et eller andet naturprogram med den britiske værts genkendelige røst som bagtæppe.
I mere end 70 år har David Attenborough beriget os alle med sin viden i alverdens tv-programmer. Fra debuten i BBC's børneprogram 'Animal Disguises' til den skelsættende 'Life on Earth' over nyere programmer som 'David Attenborough's Life Stories' og 'A Perfect Planet'.

På sin 99-årsfødselsdag, 8. maj 2025, barsler det britiske nationalklenodie så med en helt ny film, nemlig 'Ocean With David Attenborough'.
Filmen tager publikum med på en spændende rejse under havets overflade for at vise os, at intet er vigtigere for vores overlevelse end havet. Intet sted på Jorden findes der mere liv, større mirakler og flere overraskelser.
Attenborough fortæller i filmen om nogle af de mange, spændende opdagelser i havet, som har fundet sted i hans levetid.

Samtidig fokuserer filmen også på de nye realiteter og udfordringer, som vores oceaner står overfor, herunder destruktive fiskemetoder og masseblegning af koralrev. Attenborough selv siger i pressemeddelelsen for filmen, at havets genopretning er afgørende for at stabilisere vores klima og sikre en sundere fremtid:
- I løbet af de sidste hundrede år har videnskabsfolk og opdagelsesrejsende afsløret bemærkelsesværdige nye arter, episke migrationer og blændende, komplekse økosystemer, der er langt mere imponerende, end jeg kunne have forestillet mig som ung mand. I denne film deler vi nogle af disse vidunderlige opdagelser, afslører hvorfor vores hav er i så dårlig stand, og måske vigtigst af alt, viser hvordan det kan genoprettes.

8 film, du skal se i biografen i april 2025
'Ocean With David Attenborough' er produceret af Piece of Magic Entertainment, Silverback Films, Open Planet Studios, All3Media International, National Geographic og Minderoo Pictures med David Attenborough som fortæller.
Filmen får biografpremiere den 8. maj og bliver tilgængelig senere på året på National Geographic og Disney+.
Vil du lytte til Vi Elsker Serier? Så lyt til vores podcast 'Det, vi elsker', hvor vi en gang om ugen dykker ned i de største nyheder fra kulturens verden. Du kan lytte til podcasten i appen Ally, i Apples podcast-app eller på Spotify: