Hvad er det ved film, der får os til at forelske os?

Thea Torp er selvstændig kulturjournalist og anmelder. Dette er en klumme. Klummen er udtryk for skribentens egen holdning.

Jeg tror på, at en god portion af menneskeheden er blevet undfanget foran et fjernsyn. Måske oven i købet i en biografsal.

I et århundrede har vi med blussende kinder siddet i biografmørket for at dele film og vores hjerter med hinanden. En af verdens første film er da også en kyssescene.

Hvad er det ved filmen, der gør os så møre? Vi lever og dør jo hver for sig, men filmen er netop mere end noget andet et medium. Den gør det muligt at transportere følelser mellem os. Hvad mere vil kærester have?

Gyset som forspil

Den oplagte datefilm er gyseren. De virkelig uhyggelige af slagsen kan få kærestepar in spe til at putte sig ind til hinanden. I en utryg tid kan man have brug for konkrete monstre at beskytte hinanden mod.

Et ganske lille studie fra 1986 peger på, at gyset får os til at reproducere gamle kønsroller. En mand nyder et gys mere, hvis en kvinde ved siden af ham er bange. Det samme gælder for hende, hvis han ikke er det – modet gør tilmed en mand, hun ikke er særlig tiltrukket af, mere sexet.

Samtidig er gyseren også et ret simpelt score-hack. Kroppen kan have svært ved at skelne mellem seksuel og frygtsom ophidselse – studier viser, at den gør lidt det samme: bliver forpustet, pulsen stiger, den slags. Det er gyset som forspil.

God smag smitter af

Den gode film er som det flyvende tæppe i ’Aladdin’, som gavtyven hiver prinsessen med op på. Herfra kan de flyve over “denne strålende verden”, og hun kan bare gispe og le. Hvis de begge to er heldige, bliver hun tilmed lidt bange.

God filmsmag er ikke bare en indikator for dannelse og status – den kan også være performativ og dermed lidt overfladisk. Essensen af det hele er, at filmens coolness smitter af på den, der viser den til sin potentielle mage.

Og det virker, fordi ægte god smag peger på noget moralsk.

Det viser, at man kan se forskel på smukt og grimt, på det interessante og det overfladiske. At man kan tage stilling, tænke – og i sidste ende også skelne godt fra ondt. Derfor er det sexet, når man står ved sin egen smag.

Udspekuleret datefilm

Den kyniske forfører spekulerer i filmens greb om sjælen. Man kan vide disse ting og nøje udvælge den helt rigtige film til sit offer, så han eller hun måske har lyst til at blive indtil næste dag. Gyset er oplagt. Filmstribens dramaer er lidt mere risikofyldte – man risikerer at fremstå som en tåbe, hvis man vælger forkert.

Men særligt én film er en decideret maskine, der producerer forelskelse.

Den ultimative scorefilm er Richard Linklaters ’Before Sunrise’ (1995). Amerikaneren Jesse (Ethan Hawke) og franskmanden Céline (Julie Delpy) mødes på et tog i Europa og står af for at tilbringe natten med at vandre sammen gennem Wien.

De taler om deres unge liv, småskændes tilmed, mens de nærmer sig hinanden. De møder en poet ved vandet, en spåkvinde i natten. Danser, er på café og i pladeforretning. Sender hinanden stjålne blikke, når de tror, den anden kigger væk. Vi ser dem forelske sig.

Da natten er ovre, må de skilles igen, de har kun tiden indtil solopgang. Da skal han tilbage til USA, og hun skal til Paris. Et helt ocean skiller dem. Og så selvfølgelig 1990’ernes internetløse tid.

’Before Sunrise’ er den ultimative datefilm, fordi Jesse og Céline er på den ultimative date. Det er totalt snyd. Ens egen behøver ikke engang være god, man har jo deres at deles om.

Filmen fylder én med længslen efter mere – at der må være flere nætter. Man kan blive forelsket af at se ’Before Sunrise’. Eller i hvert fald bilde sig selv ind, at man er det for en stund.

Børnefilm får dig til at elske

Måske er ’Before Sunrise’ så meget en forelskelsens film, fordi ét døgn ikke kan være nok. Man vil så gerne binde sig og forankre den, man elsker. Ikke bare i fremtiden, men også i sin egen fortid. I én selv.

Og så må man hive børnefilmen frem.

På sofaen bag nedrullede gardiner, helt skjult, ligger man i en omfavnelse, mens man ser barndommens yndlingsfilm.

På puderne fortæller man: “Min mor måtte altid spole her, det er så uhyggeligt med Skarptanden!”. Man erindrer, hvordan det var at blive bange som barn, forestiller sig den anden være dét og bliver øm. Kærligheden er jo ofte dybere end kønsrollerne.

Filmen er et medium for kærligheden, der kan strække den langt længere end nuet, helt tilbage til en tid, man ikke længere selv kan nå. Filmen er en tidsmaskine for kærligheden.

Det kan man så ligge og tænke lidt over – hvis man da ikke bare vil kysse lidt til ’Landet for længe siden’.

Vil du lytte til Vi Elsker Serier? Så lyt til vores podcast 'Det, vi elsker', hvor vi dykker ned i de største nyheder fra kulturens verden. Du kan lytte til podcasten i din foretrukne podcast-app eller på Spotify: