Film | Nyheder

Se første klip fra den intense danske kup-film 'De lydløse'

Af
Claus Nygaard Petersen
24. juli 2024
De lydløse plakat
Plakat til 'De lydløse' / Foto: Nordisk Film Distribution

Del artikel

Filmen som er inspireret af et af Danmarkshistoriens største røverier er blevet udtaget til filmfestivalen i Toronto og i den forbindelse får vi det første klip.

Det er en af årets mest ventede danske film, der får verdenspremiere på Toronto International Film Festival.

De lydløse er instrueret af Frederik Louis Hviid (Huset, Shorta) og er inspireret af Danmarkshistoriens største røveri. Tilbage i 2008 slap gerningsmænd afsted med omkring 70 millioner kroner, da de røvede Dansk Værdihåndtering, og det er den historie Hviid og manuskriptforfatter Anders Frithiof August fortolker i filmen.

Gustav Dyekjær Giese spiller en af bagmændene i actiondramaet, der leder tankerne hen på kup-film som Michael Manns ikoniske Heat og den norske film Nokas, der også omhandlede et spektakulært kup.

De lydløse plakat
Plakat til 'De lydløse'
Foto: Nordisk Film Distribution

Filmen bliver vist i programsektionen 'Discovery', der er forbeholdt nye instruktører. Frederik Louis Hviid spillefilmsdebuterede med Shorta, som han instruerede sammen med Anders Ølholm. De lydløse er derfor hans første spillefilm som soloinstruktør.

Udover Dyekjær Giese, medvirker også Amanda Collin som vagten Maria og franske Reda Ketab, som en af de mange internationale og hensynsløse røvere, der var en del af forbrydelsen.

I filmens første klip, ser vi røverne i gang med planlægning af kuppet.

Filmens handling bliver beskrevet således i den officielle pressemeddelelse:

I 2008, mens finanskrisen gør sit indtog i Danmark, beslutter en gruppe på 25 mænd fra Danmark og hele Europa sig for at begå det største røveri nogensinde på dansk jord. De lydløse er et spændingsmættet actiondrama, der skildrer en gruppe ambitiøse og kompromisløse mænd, der alle deler samme ambition: At lykkes med det umulige – på trods af store forhindringer, indbyrdes stridigheder, hemmelige agendaer og personlige omkostninger. Dette er fortællingen om danmarkshistoriens største og mest spektakulære røveri og den detaljerede og risikable forberedelse, det krævede at skabe sig genvej til storhed og rigdom.

De lydløse er slang for kontanter i kriminelle kredse, hvilket filmens titel er en reference til.

De lydløse
Første billede fra 'De lydløse'
Foto: Nordisk Film Distribution

Instruktør Frederik Louis Hviid siger om udtagelsen:

"Jeg er stolt og beæret over, at De lydløse får sin verdenspremiere på Toronto International Film Festival. Meget lig vores karakterer i filmen har De lydløse til tider krævet, at vi har måtte forsøge at lykkes med det umulige. Derfor vil jeg først og fremmest sende en stor tak afsted til vores dygtige hold og skuespillere for al deres dedikation og tillid, og så glæder jeg mig til at dele filmen med dem, Toronto og resten af verden."

De lydløse har premiere i de danske biografer 31. oktober.

Vil du lytte til Vi Elsker Serier? Så lyt til vores podcast 'Det, vi elsker', hvor vi en gang om ugen dykker ned i de største nyheder fra kulturens verden. Du kan lytte til podcasten i appen Ally, i Apples podcast-app eller på Spotify:

Del artikel

Andre Film | Nyheder

Mest læste