
Trine Dyrholm spiller ubuden gæst i nyt familiedrama

Den prisvindende skuespiller Trine Dyrholm står i centrum for begivenhederne i det nye danske familiedrama 'Gæsten'. Her spiller hun Vibeke, en mor, der efter mange års fravær pludselig banker på døren til sine børns liv. Filmen, der er instrueret af debutanten Mads Mengel, er netop færdigindspillet i Helsingør og får premiere i biograferne til næste efterår.
Da familien samles til navngivningsfest på Marienlyst Strandhotel, dukker Vibeke uventet op. Hun har ikke talt med sønnen Karl (Simon Bennebjerg) i årevis, men er fast besluttet på at bevise sit værd som både mor og bedstemor. Hendes ankomst ripper op i gamle sår og tvinger både Karl og søsteren Rikke (Josephine Park) til at konfrontere en fortid, de ellers havde lagt bag sig.
Udover Trine Dyrholm, Simon Bennebjerg og Josephine Park i de bærende roller medvirker også Peter Gantzler, Petrine Agger og Mette Klakstein Wiberg i 'Gæsten'.
Instruktøren Mads Mengel har skrevet manuskriptet sammen med Christian Bengtson og kalder 'Gæsten' en fortælling om tilgivelse, smerte og håb.
– Selv det, der har føltes fastlåst i årevis, kan bevæge sig, når vi tør se på det med nye øjne, siger Mads Mengel i en pressemeddelelse.
'Gæsten' får biografpremiere i efteråret 2026.

Vil du lytte til Vi Elsker Serier? Så lyt til vores podcast 'Det, vi elsker', hvor vi en gang om ugen dykker ned i de største nyheder fra kulturens verden. Du kan lytte til podcasten i appen Ally, i Apples podcast-app eller på Spotify:


















