Anmeldelse: Anden sæson af svensk krimiserie er gåsehudsfremkaldende

I starten overvældes man en smule af, at der er fuld bingoplade på krimielementerne. De svenske skove er forrygende til at skabe dyster stemning, og når der så endda står en knirkende gynge blandt træerne, har man virkelig taget sine virkemidler i brug.

Lige under den imposante overflade banker dog også en stærk historie i anden sæson af den svenske krimiserie ’Veronika’.

Nordisk socialrealisme møder overnaturlig uhygge i serien om politibetjenten Veronika Gren, der med sine syner får La Cour fra ’Rejseholdet’ til at ligne en, som ikke helt er i kontakt med sin spirituelle side.

Anden sæson starter seks måneder efter første sæsons hændelser. Her gik Veronika undervejs i opklaringen af drab på teenagepiger mere og mere op i limningen, efterhånden som hendes pillemisbrug tog til, og familieliv faldt fra hinanden.

Nu vender hun tilbage på kontoret, hvor planen er kedeligt skrivebordsarbejde. Hun når ikke engang at sætte sin computer op, før en mand spadserer ind på politistationen og, henvendt direkte til Veronika, siger, at han har kvalt sin kone gennem 30 år.

Det sparker gang i en efterforskning med tråde mange år tilbage i tiden, og selvfølgelig er Veronika personligt involveret gennem sine familiære bånd. Dermed er stilen lagt for en psykologisk thriller, hvor et skrøbeligt sind kommer på overarbejde.

Mere ’True Detective’ end ’Beck’

Første sæson af ’Veronika’ modtog store roser blandt anmeldere, der så et uhyre skarpt og ildevarslende kvindeportræt. Serien gik alligevel under radaren, nok delvist fordi den efter planlagt premiere hos Viaplay i stedet landede på upåagtede SkyShowtime.

Danske Jonas Alexander Arnby, bedst kendt for den stemningsfulde debut ’Når dyrene drømmer’, instruerede alle otte afsnit i første ombæring. Svenske Mikael Håfström, der fik et internationalt gennembrud med filmatiseringen af Jan Guillous ’Ondskab’, og siden primært har arbejdet i udlandet, vender tilbage til hjemlandet og overtager instruktørstolen denne gang.

Med et konstant bevægeligt kamera lader han os se verden gennem Veronikas øjne, og det er en skræmmende oplevelse. Her kan mere eller mindre livagtige spøgelsesvæsner til enhver tid pludselig dukke op, så man forstår godt, hvis hendes nerver hænger i laser.

Den svenske by, hun bor i, er også en mytisk størrelse. Der er mere ’True Detective’ end landsmanden ’Beck’ over den inciterende aura, hvor et sært tegn viser sig på alt fra en sygeplejerskes tatovering til mærket på en superheltedragt, tegnet af en ven til Veronikas søn Simon.

Hendes forbandelse med at se døde mennesker er i øvrigt gået i arv gennem generationerne, for Simon oplever det også. Veronika finder desuden sin afdøde moster Ninnis gamle dagbog, og gennem den får publikum indblik i fortiden gennem flashbacks, der påvirker Veronika fysisk.

Tour de force-præstation

Alexandra Rapaport indtager den absolutte hovedrolle som titelfiguren, der kæmper for at få sine børn hjem til sig, men martres af urovækkende drømmesyn. Det er en tour de force-præstation af den slags, hvor man tænker, at det ikke har været morsomme optagelser.

Efterforskeren Nassir (Arvin Kananian) tager sig øjensynligt ikke meget af Veronikas skrøbelige mentale helbred. I hvert fald tager han hende med ind i opklaringen, så privatlivet begynder at smuldre for hende.

Deres samtaler med vidner og mistænkte får gåsehudsfremkaldende akkompagnement af den danske komponist Mikkel Hess’ toner.

Imens bliver vi lukket ind i kærlighedslivet for mændene omkring hende, og det er svært at engagere sig helt lige så meget i dem. Veronikas mand Tomas (Tobias Santelmann) går ganske vist i parterapi med hende, men han er mere optaget af at flirte med en ung kvinde fra det kirkekor, han bestyrer.

Så er det sjovere at følge Nassirs skæve romance, fordi han, ud over at blande arbejde og fornøjelse, gør det i en underlig barokt indrettet lejlighed. Alt er lyserødt, og det giver en anden nuance til den ellers firkantede mandemand, der i hvert fald synes, at religion er fuldkommen skørt.

I kirkens mørke

I løbet af de tre afsnit, som anmeldere har fået lov til at se, bliver der kastet en masse forskellige ingredienser ned i gryden. Dermed er man hele tiden aktiveret, men der bliver måske også jongleret med rigeligt mange bolde.

Den nye, kvindelige politichef, som tager over for den pensionsmodne og elskelige Göran (Anders Mossling), bliver i hvert fald ikke en afrundet karakter med sin banale observation: ”Nu om dage har alle en slags diagnose.”

Det er samtidig klart som blæk, at der foregår noget mørkt i den kirke, hvor den myrdede kvinde og hendes mand havde sin faste gang.

Her bliver der tilbageholdt en masse viden, og det er spændende at se, hvem og hvor mange der har haft en finger med i spillet omkring mordet.

Vil du lytte til Vi Elsker Serier? Så lyt til vores podcast 'Det, vi elsker', hvor vi dykker ned i de største nyheder fra kulturens verden. Du kan lytte til podcasten i din foretrukne podcast-app eller på Spotify: