Serier | Guides

Disse film og serier skal du streame i februar 2024

Af
Claus Nygaard Petersen
30. januar 2024
'The New Look'
Juliette Binoche og danske Claes Bang i modeserien 'The New Look' / Foto: Courtesy of Apple TV+

Del artikel

Vi har gennemgået streamingtjenesterne med en tættekam og fundet de allermest spændende film og serier, du kan give dig i kast med i februar.

Efter en stille og rolig start på januar måned i streamingland – hvis vi ser bort fra True Detective: Night Country og Masters of the Air – byder februar ind med et væld af film og serier til at se på hjemmeskærmen.

Vi skal både sige farvel til en banebrydende serie, gå i dybden med fortsættelser til populære serier og sige goddag til en god håndfuld nye og spændende værker.

Hvor januar utvetydigt var domineret af biografernes absurd høje kvalitet, er det i februar langt mere jævnbyrdigt i den evige tvekamp med hygge i hjemmet vs. biografens mørke.

Som sædvanlig står titlerne liste op i den rækkefølge, de har premiere i løbet af måneden.

Orion og mørket

Vi lægger ud med en animationsfilm på Netflix. Men det er ikke ”bare” en hvilken som helst animationsfilm.

Næh, det er såmænd en med manuskript af selveste Charlie Kaufman, den finurlige hjerne, som har skrevet Being John Malkovich, Orkidé-tyven og Eternal Sunshine of the Spotless Mind (Evigt solskin i et pletfrit sind) for bare at nævne et par stykker.

Forventningerne bliver derfor unægtelig sat i vejret, og når man samtidig får Monsters Inc.-vibes ud fra traileren til Orion og mørket, ligner det en vinderkombination. Og en historie om drengen Orion (Jacob Tremblay), der skal bruge en nat sammen med sin værste frygt, Mørket (Paul Walter Hauser), så han ikke længere er bange for noget, har den helt rette feel-good-følelse, når man er gået død i drama og krimi.

Orion og mørket kan ses fra 2. februar hos Netflix.

Mr. and Mrs. Smith

Måske husker du Mr. and Mrs. Smith-filmen fra 2005 med Brad Pitt og Angelina Jolie. Det var den, hvor de to skuespillere fandt sammen under optagelserne og blev det største power-couple i moderne Hollywood. Filmen, den var fin nok, men ikke noget specielt.

Men det er den, som er udgangspunktet for Prime Video-serien af samme navn. Co-serieskaber Donald Glover (Atlanta, Community) spiller den ene hovedrolle overfor Maya Erskine (Blue Eye Samurai, PEN15) som to spioner, der bliver nødt til at optræde som et ægtepar.

Den største forskel fra den originale film er, at de her fra start ved, at de begge er spioner og arbejder for den samme organisation. Til gengæld bliver der gået i dybden med, hvordan de håndterer de kærlige følelser, de udvikler for hinanden i løbet af årene – samtidig med at de skal klare adskillige hæsblæsende missioner.

Mr. and Mrs. Smith kan ses fra 2. februar hos Prime Video.

Curb Your Enthusiasm sæson 12

Serien, der er skyld i, at folk overhovedet taler om Casper Christensen og Frank Hvam nu til dags og hylder Klovn som noget af det bedste, der overhovedet er sket for danske komedieserier.

For Curb Your Enthusiasm har som minimum været inspirationskilde for den danske serie. I den amerikanske udgave følger vi Seinfeld-medskaberen Larry David i hans gøren og laden, hvor tingene helst skal gå sådan, som han vil det – ellers bliver Larry meget sur.

Serien startede som en special i 1999, og de 12 sæsoner af serien har kørt på forskellige tidspunkter siden 2000. Og nu er det (måske) uigenkaldeligt sidste gang, vi skal bruge tid i selskab med den navlebeskuende gnavpot.

Curb Your Enthusiasm sæson 12 kan ses fra 5. februar hos HBO Max.

Feud: Capote vs. the Swans

Hvis du er til sladder og intriger blandt det bedre borgerskab kombineret med overdådige rober, vil Feud: Capote vs. the Swans være lige noget for dig.

Omdrejningspunktet er de rige i 1960'ernes New York, som fester på livet løs på mere eller mindre skandaløs vis. Alt foregår bag lukket døre. Indtil forfatteren Truman Capote (Tom Hollander) beslutter sig for at skrive en bog, hvor alle de slibrige detaljer om det dekadente partyliv bliver udleveret.

Med den moderne konge af overdrev, Ryan Murpy (American Horror Story, Glee, Pose), som en af skaberne, og en rolleliste bestående af Naomi Watts, Diane Lane, Calista Flockhart, Chloë Sevigny, Demi Moore, Molly Ringwald og Jessica Lange er der ingen tvivl om, at intrigerne og skænderierne når formidable højder.

Feud: Capote vs. the Swans kan ses fra 7. februar hos HBO Max.

Tokyo Vice sæson 2

Første sæson af Tokyo Vice havde et eminent trumfkort, som ikke er med i denne omgang. Når man har mesterinstruktøren Michael Mann (Miami Vice, Heat, Ali, The Insider) til at instruere første afsnit af en HBO-serie, er det svært ikke at blive nysgerrig.

Især når det handler om japanske yakuza-bander og politi, der skal forsøge at stoppe deres forbryderiske gerninger. Men Mann er væk her i anden sæson.

Det handler stadig om den amerikanske journalist Jake Adelstein, som sammen med den japanske efterforsker Hiroto Katagiri (Ken Watanabe) forsøger at optrevle de japanske gangstere, der holder Tokyo i et så stærkt jerngreb, at spørgsmålet til tider, hvem der egentlig bestemmer i den japanske hovedstad.

Tokyo Vice sæson 2 kan ses fra 8. februar hos HBO Max.

Halo sæson 2

En af de dyreste og mest ambitiøse science fiction-serier hos streamingtjenesten SkyShowtime er serieadaptationen af det populære videospil Halo.

Meningerne om serien veksler fra indædt had til knuselskende, og derfor er det interessant, hvordan sæson 2 udvikler sig.

Vi følger stadig supersoldaten Master Chief John-117 (Pablo Schreiber), der prøver at navigere i, hvad der er rigtigt og forkert langt ude i fremtiden, hvor universet byder på et utal af farer – intet så farligt dog som magtgriske mennesker.

Halo sæson 2 kan ses fra 9. februar hos SkyShowtime.

Mordene i Port Talbot

Ingen måned uden en god krimiserie på DR, og februar er bestemt ingen undtagelse.

Den britiske serie Mordene i Port Talbot er baseret på virkelige begivenheder, hvor dårlig efterforskning i 1970'erne i den walisiske by Port Talbot gjorde, at en seriemorder i over 30 år kunne slippe godt fra at myrde tre unge kvinder.

Vi følger de to efterforskere Paul Bethell (Philip Glenister) og Phil Rees (Steffan Rhodri) i deres bestræbelser på at opklare sagen, da moderne teknologi sørger for, at de får helt nye spor, der muligvis fører dem til en gerningsmand.

Mordene i Port Talbot kan ses fra 9. februar hos DRTV.

Evigt

'Evigt'
Jonas Risvig er klar med endnu en dansk ungdomsserie, 'Evigt', der får premiere til februar
Foto: Jesper Christensen

Hvis der skulle uddeles en pris til den mest flittige film- og serieskaber, ville den gå til Jonas Risvig. Siden første sæson af ungdomsserien Centrum ramte YouTube i 2020, har der været fuld knald på.

Anden sæson af DR-serien Salsa landede i slutningen af november 2023, og mens vi venter på filmdebuten Kontra, der kommer til september, har Risvig en ny ungdomsserie klar til os.

Præcis som Centrum er vi tilbage på YouTube, og denne gang har han allieret sig med et par Salsa-medsammensvorne i form af instruktør Siff Bak og manuskriptforfatter Laila Asingh, som har skrevet Evigt.

Vi er tilbage til den særlige form for kantstensdrama for unge, som Jonas Risvig tidligere har excelleret i.

Evigt kan ses fra 11. februar på YouTube.

Players

Ingen valentinsdag uden, at Netflix byder ind med en film til dagen. Players handler om sportsjournalisten Mack (Gina Rodriguez), der har perfektioneret kunsten at være den bedste wing-man for sine venner, så selv Barney fra How I Met Your Mother ville være stolt.

Da hun selv møder den charmerende korrespondent Nick (Tom Ellis) kommer hun i det dilemma, alle store dating-players ender i: Skal man fortsætte stilen med enkeltstående hook-ups, eller er det tid til at turde satse på noget mere seriøst?

Selv om plottet unægtelig lyder som noget, man har hørt før i rom-com-sammenhæng, er kombinationen af geniale Gina Rodriguez (Jane the Virgin) og skønne Tom Ellis (Lucifer) nok til, at man er nødt til at se filmen.

Players kan ses fra 14. februar hos Netflix.

The New Look

Enhver fashionista med respekt for sig selv er nødt til at se dramaserien The New Look på Apple TV+.

Serien er skabt af Todd A. Kessler (The Sopranos, Damages, Bloodline), og med Ben Mendelsohn, Juliette Binoche, Maisie Williams, John Malkovich, Emliy Mortimer, Glenn Close og Claes Bang på den voluminøse rolleliste, er det en af den slags serier, der på papiret kandiderer til årets bedste.

Omdrejningspunktet er tiden efter 2. verdenskrig i Paris, hvor designeren Christian Dior (Mendelsohn) er på nippet til at skabe det ikoniske og navnkundige New Look. Vi følger hans bestræbelser på vejen dertil, og vi møder desuden også koryfæer som Coco Chanel (Binoche), Balmain (Thomas Boitevin) og Balenciaga (Nuno Lopes).

The New Look kan ses fra 14. februar hos Apple TV+.

Afgrunden

Det er ikke så tit, at vi får en nordisk katastrofefilm, så nysgerrigheden er selvsagt stor, når det endelig sker.

I svenske Afgrunden prøver sikkerhedschefen Frigga (Tova Nuvotny) at balancere arbejdsliv med privaten i byen Kiirunavaara. Det føles dog pludseligt mindre vigtigt, da byen, de bor i, begynder at styrte ned i minen, som løber overalt i byens undergrund.

Det tegner til at blive en nervepirrende omgang fra en sjældent set genre på disse breddegrader.

Afgrunden kan ses fra 16. februar hos Netflix.

Constellation

Med For All Mankind og Foundation ligger Apple TV+ lunt i førersædet som streamingtjenesten med de mest interessante sci-fi-serier. Og Constellation ser umiddelbart ud til at fortsætte den stime

Efter at være vendt tilbage til Jorden i kølvandet på en alvorlig ulykke ude i rummet, opdager astronauten Jo (Noomi Rapace), at der mangler nogle ting i hendes liv, som ellers var der, før hun tog afsted.

Det lugter lidt af noget multivers eller tidsrejse-krumspring, som har været på spil, men præcis hvordan det hænger sammen, er ikke lige til at lure ud fra traileren. Men spændende ser det i hvert fald ud.

Constellation kan ses fra 21. februar hos Apple TV+.

Ted

Den første Ted-film med Mark Wahlberg i hovedrollen som John Bennet og instruktør Seth MacFarlane (Family Guy) som stemmen til hans talende bamse Ted var en flabet og frisk komediefilm.

Efterfølgeren Ted 2 var til gengæld noget undervældende, så i den forstand er det måske lidt overraskende, at vi får en serie om den levende, storbandende og generelt sjofle bamse.

Men i stedet for at være en direkte fortsættelse er handlingen hensat til den periode, filmen ikke dækker. Nemlig da John er en 16-årige teenager og stadig bor sammen med sin familie. Humoren i Ted er i forvejen som skræddersyet til den aldersgruppe og tidsperiode (1990'erne), og skal man tro de udenlandske anmeldelser, er serien ikke helt uden merit.

Ted kan ses fra 22. februar hos SkyShowtime.

Avatar: The Last Airbender

Tilbage i august fik vi liveaction-versionen af den populære manga og animé One Piece hos Netflix, som blev en kæmpe seersucces. Nu kommer adaptationen af det, vores anmelder kaldte en af de bedste animationsserier nogensinde, nemlig Avatar: The Last Airbender.

I det fiktive univers har krig smadret hele verden. Befolkningen er delt op i folkeslag efter, hvilket element – luft, jord, ild og vand – de kan kontrollere. Én person kan dog betvinge alle fire elementer, og efter at have været frosset ned i 100 år, er den 12-årige airbender Aang (Gordon Cormier) den eneste, som skabe fred i verden, inden den går til grunde som følge af Ild-folkets glubske erobringstrang.

Avatar: The Last Airbender kan ses fra 22. februar hos Netflix.

Ferrari

Tidligere nævnte Michael Mann er såmænd også aktuel med en film, der meget overraskende ryger direkte på streaming uden at have været i biografen først.

Ferrari fik ellers en fin modtagelse, da den havde premiere i september sidste år på filmfestivalen i Venedig, men ikke desto mindre kommer den på Prime Video lige om lidt.

Adam Driver spiller hovedrollen som Enzo Ferrari, manden bag det verdenskendte bil- og motorsportfirma. Filmen foregår i 1957, hvor Ferrari i er gang med at gøre teamet klar til det prestigefulde Mille Miglia, hvor bilerne skal tilbagelægge en strækning på 1.000 mil. Samtidig er firmaet i økonomiske vanskeligheder, og privatlivet med konen Laura (Penélope Cruz) og elskerinden Lina (Shailene Woodley) er alt andet end bekymringsfrit – ikke mindst efter sønnen Dinos død et år tidligere.

Ferrari kan ses fra 24. februar hos Prime Video.

Shōgun

James Clavells roman Shōgun om den britiske sømand John Blackthorne har allerede fået en serieadaptation i 1980 med Richard Chamberlain og Toshiro Mifune i hovedrollerne.

I den nye Disney+-serie er det britiske Cosmo Jarvis, der spiller Blackthorne, og Hiroyuki Sanada, gestalter den japanske Lord Yoshii Toranaga.

Historien er mere eller mindre den samme. Blackthorne ender, efter at hans skib er stødt på grund ved den japanske kyst, i inderkredsen omkring Toranaga. Med tiden bliver han måske samurai og finder måske også kærligheden i form af den seje Todo Marika (Anna Sawai).

Shōgun kan ses fra 27. februar hos Disney+.

Vil du lytte til Vi Elsker Serier? Så lyt til vores podcast 'Det, vi elsker', hvor vi en gang om ugen dykker ned i de største nyheder fra kulturens verden. Du kan lytte til podcasten i appen Ally, i Apples podcast-app eller på Spotify:

Del artikel

Andre Serier | Guides