Serier | Guides

Fra Sonic til Lara Croft: Her er de kommende film og serier fra spillenes verden

Af
Steffen Lomholt Pedersen
21. februar 2023
film og serier om spil
PR-foto fra spillet 'Assassin's Creed' / Foto: Ubisoft

Del artikel

Film- og tv-producenterne har virkelig fået øjnene op for spilverdenen. Et hav af titler, der stammer fra konsol- og computerspil, står til at se dagens lys i biografen og på streamingtjenesterne i løbet af de kommende år. Vi giver dig overblikket her.

The Super Mario Bros. Movie

Premiere: 6. april 2023
Genre: Animation, eventyr, komedie, familie, fantasy, romantik, sci-fi

Det var nærmest kun et spørgsmål om tid, før verdens mest genkendelige blikkenslager fandt vej til tilbage til det store lærred. Super Mario blev faktisk forsøgt filmatiseret i en live action-udgave tilbage i 1986, men slutresultatet blev et makværk. Nu kommer der så en ny, animeret udgave til april, hvor ingen ringere end Chris Pratt (Guardians of the Galaxy, Jurassic World, Parks and Recreation) lægger stemme til Mario-figuren.

Mario kræver næppe nogen større introduktion: Han er hovedpersonen i en af de mest velkendte spilserier, der findes, og har været med i mere end forskellige 200 spil. Første gang var i Donkey Kong fra 1981, men mange vil nok kende ham fra spil som Mario Kart og Super Mario Party. Udover Chris Pratt lægger Anya Taylor-Joy, Jack Black, Charlie Day, Seth Rogen og Keegan-Michael Key stemme til nogle af universets velkendte figurer.

Fallout

film og serier om spil
PR-foto fra spillet 'Fallout'
Foto: Bethesda

Forventet premiere: Slutningen af 2023
Genre: Action, eventyr, drama, sci-fi, krig
Streamingtjeneste: Prime Video

Fallout er en spilserie, der finder sted i fremtiden i det 22. og 23. århundrede. Her er verdenen blevet ødelagt af atomkrig, men nogle få overlevende mennesker har i generationer gemt sig under jorden i de såkaldte vaults, hvor de har levet i relativ sikkerhed for radioaktivt nedfald og stråling. I flere af spillene ser vi så, hvordan de her vaults efter adskillige årtier bliver åbnet, og personerne indeni kan begynde at opdage den nye verden udenfor.

Verden er selvfølgelig ikke som før og er nu fyldt med radioaktive monstre, slavehandlere, zombie-mennesker kendt som ghouls, mutanter, strålingsfarer, teknologi-liderlige supersoldater, sult, tørst og død. Det er i dette inferno, at Prime Videos Fallout-serie kommer til at udspille sig. Der vides ikke meget om plottet, men vi ved, at Walton Goggins (Justified, The Hateful Eight) og Kyle MacLachlan (Twin Peaks) begge medvirker i serien.

Gran Turismo

Premiere: 11. august 2023
Genre: Action, adventure, drama, sport

Det er ikke kun de store episke fortællinger og dramaer fra spilverdenen, der står til at få nyt liv på film og tv. Det gælder også mere nicheprægede genrer, som her med Gran Turismo. Gran Turismo er originalt set en bilsports-simulator, hvor det første spil udkom i 1997 til den originale PlayStation-konsol. Heri kunne spillerne konkurrere i forskellige klasser og bruge gevinsterne til at købe nye biler, reservedele og åbne op for nye løb.

I filmen twister skaberne bag konceptet lidt, da de baserer Gran Turismo på en angiveligt sand historie om en ung teenager, hvis gaming-færdigheder hjælper ham med at vinde en række Nissan-løb, og han ender med at blive en rigtig professionel racerkører. Hvorvidt det er sandt, ved vi ikke, men vi ved, at David Harbour (Hellboy, Stranger Things, Black Widow) medvirker i filmen sammen med bl.a. Orlando Bloom (Ringenes Herre, Pirates of the Caribbean).

Assassin’s Creed

film og serier om spil
PR-foto fra spillet 'Assassin's Creed'
Foto: Ubisoft

Forventet premiere: Tidligst 2024
Genre: Action, eventyr, drama, sci-fi
Streamingtjeneste: Netflix

Assassin’s Creed er allerede blevet forsøgt filmatiseret én gang før. Første gang var tilbage i 2016, hvor Michael Fassbender (Prometheus, Steve Jobs, Inglorious Basterds) ikke alene havde hovedrollen som snigmorderen Aguilar, men også var med som producent på filmen. Det valg fortryder han måske i dag, for filmen blev sablet ned af både anmeldere såvel som fans af spilserien.

Nu giver Netflix det så et skud. Der vides ikke meget i øjeblikket om hverken cast eller historien. Spillene benytter sig af en form for pseudo-tidsrejse og har udspillet sig i alt fra antikkens Grækenland til Den Franske Revolution, men hvor vi er tidsmæssigt i serien, kan vi kun gisne om. Vi ved dog at Ubisoft, spilfirmaet bag Assassin’s Creed, er involveret i produktionen, men det var de så også med filmen fra 2016, såeh... Vi krydser fingre.

Borderlands

film og serier om spil
PR-foto fra spillet 'Borderlands'
Foto: 2K Games

Forventet premiere: I løbet af 2023
Genre: Action, eventyr, komedie, sci-fi, thriller

En film, vi frygter bliver et flop, er den kommende adaption af Borderlands-spillet. Borderlands foregår på planeten Pandora, hvor en gruppe skydegale individer leder efter sjældne relikvier. Castet i filmen er ellers imponerende nok og har store navne med som Cate Blanchett, Jamie Lee Curtis, Jack Black og Kevin Hart. Filmen har dog været i post-produktion siden juni 2021, og der er stadig intet officielt ude omkring en mulig premiere.

Samtidig indikerer de få ting, vi på nuværende tidspunkt ved om plottet, at der kommer til at være væsentlige afvigelser fra spillets originale historie – hvilket sjældent er et godt tegn. Et muligt lyspunkt er, at en af manuskriptforfatterne er Craig Mazin, der også står bag de yderst kompetente serier Chernobyl og The Last of Us, hvor sidstnævnte også er baseret på et meget højtagtet videospil.

God of War

film og serier om spil
PR-foto fra spillet 'God of War'
Foto: Sony

Forventet premiere: Endnu ikke annonceret
Genre: Action, eventyr, drama, fantasy
Streamingtjeneste: Prime Video

En af de nyeste tilføjelser til listen her tilhører en af Sonys ældste spilserier, God of War. I spillene følger vi spartaneren Kratos, der langsomt, men sikkert slagter sig igennem persongalleriet i græsk mytologi. Det seneste spil, God of War: Ragnarok, udkom tilbage i november. Spillet blev modtaget til stor ros af både fans og anmeldere og ikke lang tid efter, at det var udkommet, annoncerede Amazon, som står bag Prime Video, at der var en serie på vej baseret på spillene.

Serien kommer efter sigende til at tage afsæt i de nyere spil, der foregår i nordisk mytologi. Her stifter Kratos blandt andet bekendtskab med Thor, Odin, Balder og Freja, mens han forsøger at opdrage sin søn Atreus – hvilket ikke altid er lige nemt, når man har for vane at løse alle sine problemer med vold. Manuskriptet bliver skrevet af folkene bag The Expanse, og Cory Balrog, der var creative director på spillet, er også med som ekstern producent.

Sonic The Hedgehog 3

film og serier om spil
PR-foto fra spillet 'Sonic'
Foto: Sega

Premiere: 20. december 2023
Genre: Animation, action, eventyr, komedie, familie, fantasy, sci-fi

Ligesom Mario er Sonic et af de helt store ikoner fra de første generationer af spilkonsoller. Sonic så dagens lys i 1991, da det første spil udkom til Sega Genesis, hvilket blev startskuddet på en laaaaang serie af spil. Alle spillene tager afsæt i Sonic, et blåt pindsvin, der har evnen til at løbe hurtigere, end lyden kan bevæge sig – hvilket svarer til cirka 343 meter i sekundet.

Sonic findes både som spil, tegnefilm, i bøger og tegneserier. I 2020 udkom så den første live-action-film, hvor Sonic og hans venner skulle kæmpe imod den onde Dr. Robotnik, der blev spillet af Jim Carrey (The Mask, Ace Ventura, The Truman Show). Filmen fik en efterfølger sidste år, og nu er den tredje film så på vej. Det bliver dog uden Jim Carrey, der sidste år annoncerede, at han satte sin skuespillerkarriere i bero.

Duke Nukem

film og serier om spil
PR-foto fra spillet 'Duke Nukem'
Foto: Gearbox

Premiere: Endnu ikke annonceret
Genre: Action, eventyr, komedie, sci-fi

Duke Nukem er en kvindeglad, sexistisk, skydegal, voldsparat macho-mand, der var hovedpersonen i en serie af spil, der udkom i 90’erne – og med en enkelt afstikker i 2011. Han er baseret på actionhelte som Dirty Harry, Arnold Schwarzenegger, Sylvester Stallone og John Wayne, og sidste år kom det frem, at han nu også får sin helt egen film.

Spillene handler hovedsageligt om, at Jorden bliver invaderet af aliens, der er kommet for at bortføre planetens kvinder. Den slags finder Duke sig ikke i. Legendary Entertainment, firmaet bag film som Dune og Godzilla, har hyret skaberne bag Cobra Kai til at producere filmen. Vi ved intet om historien eller det medvirkende cast. Fans har dog peget på den amerikanske skuespiller og wrestler John Cena som et oplagt valg til rollen.

Andre spiltitler, der arbejdes på:

Mass Effect, serie
Silent Hill, film
Minecraft, film
Death Stranding, film
Metal Gear Solid, film
Halo, sæson 2, serie
Horizon Zero Dawn/Forbidden West, serie
Twisted Metal, serie
Tomb Raider, serie
BioShock, film
Gears of War, film
Ghost of Tsushima, film
Pac-Man, film
Portal, film
The Last of Us, sæson 2, serie
The Division, film
Splinter Cell, serie
Dragon’s Lair, film
Devil May Cry, serie
System Shock, serie

Del artikel

Læs mere omPrime VideoNetflix

Andre Serier | Guides