Serier | Guides

SkyShowtime indtager Danmark: Her er 3 serier, du skal se

AfAmanda Lee Edelstein
10. november 2022
SkyShowtime serier
Michelle Pfeiffer som Betty Ford, Viola Davis som Michelle Obama og Gillian Anderson som Eleanor Roosevelt i serien 'The First Lady' / Foto: Ramona Rosales/SHOWTIME

Del artikel

En ny gigant har gjort sit indtog på streamingmarkedet i Danmark. SkyShowtime byder Netflix, HBO Max, Disney+ og alle de andre op til dans. Er du klar til endnu mere fedt indhold?


SkyShowtime tilbyder underholdning fra ikoniske brands som Sky Studios, Showtime, Paramount+, Paramount Pictures, Universal Studios, DreamWorks Animation, Nickelodeon og Peacock. Så hvis du savner ét sted at se alle dine yndlingsserier og film fra disse produktionsselskaber samlet, skal du søge mod streamingtjenesten SkyShowtime.


Allerede nu ligger der en masse godt indhold klar på tjenesten, som du kan slå dig løs i. Vil du vide mere om, hvilke serier du kan få tiden til at gå med netop nu på SkyShowtime?


Så læs med, da vi herunder giver vores bud på tre serier, du bør se på SkyShowtime denne november.

Yellowstone



Sprog: Engelsk
Genre: Drama og western


Én serie, du ikke kommer uden om på SkyShowtime, er Yellowstone. I serien følger vi John Dutton (Kevin Costner, The Bodyguard), der ejer den største ranch i Montana. Han har en del udfordringer med at beskytte sit landområde, da flere presser på for at mindske ranchens størrelse. Nogle vil bruge området til bosættelse, andre til en nationalpark og en tredje gruppe mener, at det tilhører en indianerstamme.


Dutton-familien kæmper altså med næb og klør for at holde på dét, de mener er deres. Har du ikke set de fire første sæsoner, ligger de klar på SkyShowtime allerede nu. Den gode nyhed er, at du ikke skal vente længe på nye afsnit. Femte sæson af Yellowstone har nemlig premiere på SkyShowtime 14. november.


Det bliver et kærligt (og dramatisk) gensyn med Kevin Costner, Luke Grimes, Kelly Reilly, Wes Bentley, Kelsey Asbille m.fl.

The Rising



Sprog: Engelsk
Genre: Krimi og thriller


Neve (Clara Rugaard) vågner op midt i en sø. Som om det ikke er slemt nok, finder hun ud af, at hun ikke længere er i live. Hun er blevet slået ihjel og befinder sig nu i en form for limbo. Neve skal nu vænne sig til et helt nyt eksistensgrundlag. Endda et, hvor alle dem, hun kender, ikke kan se hende. Men Neve lader sig ikke slå ud. For hun øjner muligheden for at finde frem til sin morder.


Kan du godt lide at se krimiserier, bør du sætte tid af til The Rising. Serien er nemlig en rar afveksling fra den klassiske krimifortælling, da seeren får lov til at følge offeret – endda efter at drabet er begået. Og så er det spændende, om du kan regne ud, hvem der har slået Neve ihjel.

The First Lady



Sprog: Engelsk
Genre: Historisk drama og biografisk


Susanne Biers serie The First Lady fokuserer på tre markante førstedamer i USAs historie: Eleanor Roosevelt, Betty Ford og Michelle Obama. De tre kvinder spilles af henholdsvis Gillian Anderson (The Crown), Michelle Pfeiffer (Batman Returns) og Viola Davis (How to Get Away with Murder). Det er en ideel serie til dig, der gerne vil vide mere om de tre kvinders historie.


The First Lady blev nomineret til tre Primetime Emmyer. Desværre vandt den ingen. Der var desuden planer om at producere endnu en sæson, men de blev droppet i august. Så vi må nøjes med den ene sæson af The First Lady, som vi har fået. Skal man tro på anmelderne, er der dog meget godt at tage med fra serien, heriblandt flotte kostumer og gode skuespilpræstationer.


Ud over de allerede nævnte skuespillere står Dakota Fanning (The Alienist), O-T Fagbenle (The Handmaid’s Tale), Kiefer Sutherland (24 timer), Aaron Eckhart (The Dark Knight), Regina Taylor (The Unit) m.fl. også på rollelisten.

Stream endnu mere på SkyShowtime


Der ligger naturligvis allerede et hav af klassikere på SkyShowtime. Du kan f.eks. streame Frasier, Dexter, NCIS, The Office, Battlestar Galactica, Twin Peaks og mange, mange flere.

Del artikel