Serier | Guides

Nye serier og sæsoner på HBO Max i april 2023

Af
Amanda Lee Edelstein
5. april 2023
nye serier på HBO Max april 2023
Elizabeth Olsen spiller morderen Candy Montgomery i serien ' Love and Death' / Foto: HBO Max

Del artikel

April byder på en god blanding af krimi- og komedieserier på HBO Max. På redaktionen glæder vi os især til fjerde og sidste sæson af ’Barry’ samt ’Love & Death’ med Elizabeth Olsen i hovedrollen som morder.

Har du endnu ikke set sidste del af The Walking Dead, så er der godt nyt. For sæson 11C af hitserien er allerede tilgængelig på streamingtjenesten. I midten af april bliver det muligt at streame tredje sæson af den komiske serie Dave med Dave Burd i hovedrollen.

Mangler du lidt dansk krimidrama i dit liv, kan du glæde dig til at streame anden sæson af 2 Døgn. Serien er en brutal fortælling om den kriminelle underverden.

Royal Crackers

Premiere: 03.04.2023
Sprog: Engelsk
Genre: Animation og komedie

Du kan lige så godt forberede dig på en masse snackhenvisninger og platte jokes, hvis du sætter dig for at se animationsserien Royal Crackers. Adult Swim står nemlig bag serien, og derfor er serien i nogenlunde samme boldgade som Rick & Morty, BoJack Horseman, Disenchantment, The Simpsons etc.

I Royal Crackers følger vi familien Hornsby i deres forsøg på at bibeholde magten i deres kiksefirma. Det er gået ned ad bakke, siden grundlæggeren Theodore Hornsby røg i koma, men familiemedlemmerne vil gøre alt for, at firmaet bliver succesfuldt igen. Problemet er bare, at de slet ikke har kompetencerne til at drive en forretning.

#BringBackAlice

Premiere: 14.04.2023
Sprog: Polsk
Genre: Drama og thriller

Kan du stole på dine venner? Din familie? Dig selv? Dette er spørgsmål, som Alicja stiller sig selv, da hun vender tilbage til sin hverdag efter at have været forsvundet i et år. Hun kan ikke huske, hvad der er sket, hvor hun har været, eller hvordan hun forsvandt. Men langsomt begynder fragmenter at dukke op i hendes hukommelse. Alicja forsøger at stykke begivenhederne sammen, men det går op for hende, at hendes forsvinden måske ikke var et uheld.

Hvis du godt kan lide thriller-fortællinger, hvor du ikke helt kan regne ud, hvad der vil ske i næste afsnit, skal du sætte tid af til den polske serie BringBackAlice. Serien består af seks afsnit, hvoraf to af afsnittene bliver tilgængelige på premieredagen. Herefter kan du se ét afsnit om ugen.

Barry, sæson 4

Premiere: 17.04.2023
Sprog: Engelsk
Genre: Action, drama og komedie

På listen over nye serier og sæsoner på HBO Max i april 2023 finder du fjerde sæson af den Emmy-vindende serie Barry. Action- og komedieserien er ideel for dig, der gerne vil have en kombination af action, drama og humor i én serie. For du får hele baduljen med Barry.

Du skal nyde de otte afsnit, som fjerde sæson af Barry består af. For det bliver desværre de sidste med Bill Hader i rollen som Barry Berkman. Serien bliver nemlig ikke forlænget med en femte sæson. Til gengæld kan du forvente ekstra meget drama i det sidste kapitel af hitserien. For nu begynder Barrys fortid som lejemorder at indhente ham.

Somebody, Somewhere, sæson 2

Premiere: 24.04.2023
Sprog: Engelsk
Genre: Komedie og drama

Vi kæmper alle med hver vores usikkerheder, problemer, sorg mm. Tricket er at finde ud af, hvordan vi holder humøret oppe, så vi ikke glemmer at leve livet, mens vi har det. Dét forsøger Sam at fokusere på. Udfordringen for Sam er dog, at det, der gør hende glad, også er noget af det, der giver en masse bekymringer, fordi hun er nervøs for, om hun er god nok.

Heldigvis har Sam en håndfuld venner, der hjælper hende igennem livet og får hende til at føle sig værdsat, elsket og accepteret. Men der kan opstå drama og uvenskaber i selv de stærkeste venskaber og familier.

Bridget Everett spiller hovedrollen som Sam i Somebody, Somewhere. Hun er også producer på serien. Ud over Everett finder du Jeff Hiller, Mary Catherine Garrison, Danny McCarthy m.fl. på rollelisten.

Love & Death

Premiere: 27.04.2023
Sprog: Engelsk
Genre: Drama og krimi

I 1980 blev Betty Gore slået ihjel. Morderen havde så meget vrede i sig, at Betty blev ramt af 41 øksehug. Efterfølgende blev hendes veninde, Candy Montgomery, anklaget for mordet. Under efterforskningen kom det nemlig frem, at Candy havde haft en affære med Bettys mand, Allan. Politiet mente, at Candy var blevet jaloux på Betty og derfor skaffede hende af vejen.

Lyder hele denne sag bekendt? Det giver umiddelbart god mening, da serien Candy: A Death in Texas med Jessica Biel i hovedrollen omhandler samme sag og blev tilgængelig på Disney+ i oktober 2022. De to serier kan dog bidrage med hver deres til fortællingen om Candy Montgomery, så selvom du har set Candy: A Death in Texas, kan du stadig udmærket streame Love & Death på HBO Max i april.

Love & Death kan desuden bryste sig af at have Elizabeth Olsen (WandaVision), Jesse Plemons, Lily Rabe (American Horror Story), Patrick Fugit, Krysten Ritter, Tom Pelphrey m.fl. på rollelisten.

Flere nye serier og sæsoner på HBO Max i april 2023

The Walking Dead, sæson 11C, premiere 03.04.2023
2 døgn, sæson 2, premiere 11.04.2023
A Black Lady Sketch Show, sæson 4, premiere 15.04.2023
Para – We Are King, sæson 2, premiere 17.04.2023
Dave, sæson 3, premiere 19.04.2023
Headless Chickens, premiere 28.04.2023

Del artikel

Læs mere omHBO Max

Andre Serier | Guides