5 danske serier fra 1980’erne, vi aldrig glemmer

Mange af de danske dramaserier fra 1980’erne er stadig tilgængelige på Bonanza. Vi har valgt fem af dem, vi aldrig glemmer, og som holder til et gensyn også i dag.

Alle elsker Debbie (1988)

Instruktion: Peter Eszterhás.

”Debbiemus”. Ingen kunne sige det så indyndende klamt som Poul Glargaard. Man kunne se, hvordan Christine Skou krympede sig i rollen som 17-18-årige Debbie, når han kiggede ind på hendes teenage-værelse. Eller bare tilfældigt landede sin hånd på hendes pastelfarvede blusebryst.

Rollen som stedfaderen Arthur, ”en almindelig mand, med en almindelig mands behov”, trak Glargaard ud af det hyggelige købmandsimage fra Jul i Gammelby, og ind i Christian Kampmanns ungdomsrealisme.

Miniserien satte fokus på voksnes seksuelle magt over unge, og det dilemma Debbie stod i, da hun efter et overgreb fra sin stedfar, pådrog sig en kønssygdom.

I koret af nye unge talenter var Melodi Grand Prix-vinderen, Anne Herdorf, som Debbies veninde, og musikeren Jeppe Kaas som tilbederen Frans.

Merete Voldstedlund spillede Debbies mor, der ikke ville indse, at Arthur var et monster. Men det var debutanten Christine Skou og Glargaard, der fik alle til at elske tv-serien om Debbie. I 1988 den første, der på vedkommende vis satte 1980’er-generationens udfordringer under lup.

Alle elsker Debbie kan ses på Bonanza.

Guldregn (1986)

Instruktion: Søren Kragh-Jacobsen.

”Hvis jeg nu siger kagedåse, hvad siger du så”?

Med vaselinen funklende fra overlæben og de smalle øjne fokuseret på den lille kidnappede Karen kan Torben Jensen stadig få det til at gibbe af gru i alle, der genser Guldregn.

Dansk film-og tvs store skurkeskuespiller giver den i krimien som ’Solskærmen’, en desperat postrøver, der forsøger at finde sit bytte på 800.000 kroner.

Dem har han skjult i en nedgravet kagedåse, men i Anders Bodelsens velkonstruerede historie er de blevet fundet af den lille børneflok, Jørn, Lasse, Karen og Nanna.

Spillet af Ricki Rasmussen, Tania Frydensberg og Nanna Bøndergaard og anført af Ken Vedsegaard (Erik fra Krøniken) har de besluttet sig for at beholde pengene. Også selvom Torben Jensen og hans assistent, Søren Østergaard ikke skyr hverken kidnapning eller andet grumt for at få dem tilbage.

Instrueret af Søren Kragh- Jacobsens er de seks afsnit en børnekrimi, så elementært velspillet og spændende, at den samlede landets familier omkring sofabordet i 1986.

Nok også til en snak om, at man aldrig nogensinde – som lille Karen - må køre med fremmede mænd a la Jensen. Og selvom manden skam kan fremvise et fint politiskilt …

Guldregn kan ses på Bonanza.

Een stor familie (1982)

Instrueret af Bent Mejding.

Velkommen til Holly-gruppen. Fjerde division i en dansk kosmetik-virksomhed med åbent kontorlandskab, og et persongalleri, alle vil kunne genkende og måske ligefrem spejle sig i.

I dette første danske forsøg på en sitcom møder vi dem alle.

Fra Bjørn Pukgaard-Müllers nålestribede direktør Ruf Andersen, en mand af den gamle skole, der lader sin snobbede sektrær (Linda Laursen) styre sin kalender. Selv foretrækker han forretningsmiddage fremfor den uforståelige, moderne management-snak, der kommer fra udviklingschefen Bjarne B. Bruun. En smørsmilende Søren Pilmark med et chauvinistisk syn på sit kvindelige personale, hvoraf Helle Hertz som kontoristen Jette Nielsen er tidens mest typiske. Indtrådt på arbejdsmarkedet, javist, men stadig fanget i den stereotype kønsrolle om at skulle holde huset, tage sig af indkøbene og hente børnene.

Lise Nørgaard, Paul Hammerich og Jane Aamunds serie på tolv episoder beskriver overordnet en virksomhed i transformation. Med alle de udfordringer det giver i de hierarkier og kulturer, man finder på enhver arbejdsplads.

Om det er sammenstød mellem Poul Hagens ikke-rygende bogholder Henriksen og Kirsten Rolffes’ cerut-dampende førstedame, frøken Gramme, eller kontoreleven Sannes genvordigheder med at få et arbejdsliv kombineret med sin nye ”fyr”. Lene Poulsen fik et gennembrud som den naive Sanne, mens Margurite Viby rundede sin karriere af som sludrevorn rengøringskone.

Een stor familie er billedet på den moderne arbejdsplads anno 1982. Men som alle med kendskab til trivselsundersøgelser, ny teknologi, brok over træk eller larmende kolleger, snørklede kommunikationsgange og moderne virksomhedsledelse, sikkert stadig vil kunne se humoren i.

Een stor familie kan ses på Bonanza.

Én gang strømer (1987)

Instruktion: Anders Refn.

Man behøver ikke at have set Strømer fra 1976.

Men det var i Anders Refns krimi, at man første gang mødte Karl Jørgensen. Dengang en fanden-i-voldsk politimand. Nu en desillusioneret pas-betjent. Typen, der bare helst vil passe sig selv og sin fiskekutter. Og de sorte portere, han fylder på kaffekanden.

Men Karl – Jens Okking, hvem ellers? – finder mandsmodet frem, da hans datters kæreste kynisk likvideres. Han var faldet i dårligt selskab i den københavnske underverden. Og den flyder med narko. Styret som den bliver af skruppelløse skibsredere med dansk films dummeste svin – Torben Jensen – i spidsen.

Den oplagte forbundsfælle får Karl i efterforskeren Sten Dahl. En aggressiv Jens Arentzen, klar til at nedlægge såvel pushere som Janni Faurschous villige kriminal-reporter – men også til at fortælle telefoniske godnathistorier til sin søn.

Dialogen er kvik og up-to-date, klipningen og historiefortællingen flyver afsted. Ligesom bilerne i en af de mest saftige biljagter, dansk film dengang endnu havde set.

Københavns graffitimalede slumkvarterer og røde pornobutikker efterlader et skræmmende gensyn med hovedstaden før byfornyelsen.

Men ligesom i forbilledet, The French Connection fra 1971, giver Anders Refn og hans medmanusforfatter Flemming Quist Møller ikke mange dask for det danske retssamfund.

Korrupte overordnede, politiske dagsordner og budgetbesparelser gør det svært at nå ind til ondets rod. Men det forhindrer ikke Okking og Arentzen i gå så langt, de kan – akkompagneret af den titelsang, som i Kasper Windings fremførelse både blev en evergreen, og et musikalsk billede på Artentzens brændende ild og Okkings stille vand: Sjæl i flammer.

Én gang stømer kan ses på Bonanza.

Anthonsen (1984)

Instruktion: Erik Balling.

”Jeg kan love dem, at det er fri fantasi”, svarer Anthonsen. Han har aldrig hørt, at det skulle være muligt at bryde et pengeskab op ved hjælp af et stetoskop.

Bortset fra overskægget kan den lille privatdetektiv ellers godt minde om en vis Egon Olsen. Men både Erik Balling og Ove Sprogøe holder masken. De lader mesterdetektiven Anthonsen operere i sit eget univers i de seks episoder, der satte punktum for den store danske instruktørs karriere.

Og dog.

Selvom Anthonsen som serie er en slags Sherlock Holmes og Colombo møder Huset på Christianshavn, spiller serien på alt det festlige og folkelige, man kender fra Olsen-Banden.

Vor privatdetektiv bor i Valby, (udendørsscenerne er optaget ikke langt fra Keld og Yvonnes lejlighed) Og hvis ikke han havde heddet Fredlund, ville man ikke have kunnet se forskel på Axel Strøbyes kriminalkommissær Jensen fra bande-filmene.

Strøbye spiller ham i samme stemning og toneleje. Ligesom de fleste af de kriminalsager, der skal opklares, er udført af skumle bagmænd med navne som bl.a. Hallandsen med millioner gemt i røde kufferter.

Alligevel gav Balling sin udgave af detektiv-genren samme danske drejning, som han gav agent-genren i sine Frede-film i 1960’erne.

Udover at drikke Gl. Dansk – i stedet for whisky – taler Sprogøe direkte til kameraet, når han skal fortælle om episodernes plot. Ligesom der altid bruges voice over i de amerikanske private eye movies.

Fløjtet frem af nationalskjalden Kim Larsens temamusik, involveres Anthonsen i alskens internationale forviklinger, skønt de fleste sager indledningsvis ellers blot drejer sig om at skulle holde øje med diverse ”udenomsægteskabelige aktiviteter”. Heldigvis har vor detektiv både Elin Reimer, Allan Olsen og Poul Hagen til at betale regninger og løbe ærinder.

Ballings instruktion er blevet lidt flodslæbende. Men Ove Sprogøe er ligeså suveræn, som var han Egon Olsen.

Anthonsen kan ses på Bonanza.