Min top 5: Superhelteserier på HBO Nordic

Jeg har samlet en lille top 5 over mine personlige favoritter fra denne genre på HBO Nordic.

1 – Supergirl

Supergirl hører til den samme gruppe serier som det såkaldte “Arrow-verse”, men hvor de andre shows ligger på Netflix har HBO Nordic valgt at køre med serien om Supermans kusine Kara, og den har lige fra starten været en af mine favoritter blandt superhelteserier. Kara, som også er født på Krypton, men hvis raket kom ud af kurs, og først dukkede op ca. 25 år efter sin fætters, er vokset op hos en plejefamilie, som godt vidste hvem og hvad hun var. Hun har helt fra barndommen skulle lære at skjule sine superkræfter, men har samtidigt haft en rimeligt normal opvækst. Som voksen er hun endt som personlig assistent for lederen af et kæmpe medieselskab, Catherine Grant. Kara, som spiller væsentligt mere kikset end hun i virkeligheden er, ender dog med at smide brillerne og vælge at bruge sine kræfter i fuld offentlighed for at redde et nedstyrtende fly, og derefter er Supergirl breaking news på alle kanalerne. Snart finder hun ud af, at et fængsel fra Krypton med en masse alien-skurke er sluppet løs på jorden, og sammen med sin storesøster går hun ind i et samarbejde for at få ryddet op på Jorden.

Supergirl er en lidt anderledes superheltinde, dels fordi hun samarbejder med militæret helt åbent, men også fordi Kara får lov til virkeligt også at være kvinde på både godt og ondt. Hun bliver forelsket og har drengeproblemer. Hun skændes med sin mor og sin krævende chef. Hun skal finde ud af, hvordan man håndterer det når ens bedste ven er vild med én. Og ikke mindst skal hun finde ud af, at hun ikke nødvendigvis er svagere end Superman, bare fordi hun er en kvinde, men kan spille med på lige fod. De første par afsnit har lige lovligt meget af netop ”er han bedre end mig?” men midt i sæson 1 er vi så godt som ovre det. Kara er sød og dejlig, samtidig med at hun sparker røv på eliteplan, og Melissa Benoist (som nogen måske husker fra Glee) spiller hende som en vidunderlig karakter. Efterhånden som serien kører, kommer der flere og flere ting fra den normale Superman-verden med i serien, blandt andet Lex Luthor, men det har stadig følelsen af at være nyt og moderne. Der er op til flere crossovers med de andre Arrow-verse serier, blandt andet den store ”Crisis on Multible Earths” hvor fire episoder fra fire forskellige serier fortæller en enorm crossover-historie.

Der ligger 4 sæsoner på HBO Nordic, og sæson 5 starter efter sommerferien.

2 – Doom Patrol

Denne serie er helt ny – den første sæson kom ud for ganske få måneder siden, hvor jeg anmeldte den, og den er virkeligt også god. Det er en lidt anderledes superhelteserie, fordi hovedpersonerne mere har super-handicap end egentlige superkræfter, og fordi de på grund af deres udseende er nødt til at leve i skjul. Det giver serien en god følelse af at tage ansvar og blive voksen, når de menneskesky helte er nødt til at forlade deres skjulte hjem for at redde verden. Robotman, Negative Man, Elastigirl, Crazy Jane og Cyborg er virkeligt misfits, og enkelte af dem endda nærmest monstrøse, men alligevel er de mennesker, fordi de inderst inde har de gode herter, der kræves af en helt.

Et af de store højdepunkter i serien er Brendan Fraser, der spiller Robotman – og gør det med så fantastisk sarkasme og humor, at jeg tit ligger flad af grin over ham. Også skurken Mr. Nobody, spillet af Alan Tudyk, er fantastisk – han er nemlig samtidig fortæller-stemmen i serien, og han fortæller fra sit (skurkens) synspunkt, samt bryder den 4. væg og taler direkte til seeren. Det gør, at man får en underlig fornemmelse af at være med i historien, og det er ret fedt.

Serien er meget mørk og dyster – og er bestemt ikke for børn. Ligesom dens søstershow, Titans er det et voksent take på DC’s superhelte univers.

Sæson 1 ligger på HBO Nordic, sæson 2 er annonceret, men kommer sikkert først til vinter.

Læs også: Anmeldelse af Doom Patrol

3 – Krypton

Ja, man kan selvfølgelig diskutere om Krypton er en superhelteserie eller ej. Den handler jo naturligvis om Supermans fødeplanet, men foregår cirka 100 år før hans fødsel. Vi følger hans forfader Seg-El (Superman hedder jo rigtigt Kal-El) og hans liv på et fascistisk og stærkt religiøst Krypton, langt fra det perfekte samfund det senere skulle blive til. Seg-El bliver kontaktet af den tidsrejsende, Adam Strange, fra Jorden, som fortæller, at han nu er nødt til at hjælpe mod en trussel, der i fremtiden vil fjerne hans efterkommer – Superman – fra historien. Planeten vil nemlig snart blive angrebet af en uhyggelig, næsten almægtig trussel – en farlig eksistens, der kalder sig Brainiac. Han rejser rundt i universet og ødelægger civilisationer, og bevarer som en slags souvenir en formindsket by fra hver race i en flaske om bord på sit rumskib. Brainiac er en af de Superman-skurke, jeg personligt selv længe havde håbet på at se som film, og selvom Blake Ritsons version af figuren ikke var det, jeg havde forestillet mig, gør han det både uhyggeligt og godt. Udover ham lurer der også en anden trussel på Krypton, nemlig Doomsday – det store, usårlige monster, der en dag vil ende med at dræbe Superman i tvekamp.

Krypton har ingen kapper eller flyvende mennesker, ingen masker og hemmelige våben – og jo, så har den faktisk alle disse ting, bare på en anden måde. Det er blevet en historie om et samfund i forfald, om politisk magt og religiøs fanatisme, og om at gøre det rigtige, selvom det måske betyder din egen undergang. Cameron Cuffe som Seg-El og Georgina Cambell som Lyta-Zod er det klassiske par, der elsker hinanden, og ikke kan få hinanden på grund af familiernes ønsker, i bedste Romeo og Julie-stil. Min personlige favorit i serien er dog Ian McElhinney som Van-El, Sig-els bedstefar, som lever som et hologram i et hemmeligt fort, og kan rådgive heltene, når de selv kommer til kort.

Giv den en chance – hvis du har lyst til noget lidt anderledes end bare en gennemsnitlig superheltehistorie.

Hele sæson 1 er tilgængelig på HBO Nordic, sæson 2 kører i øjeblikket med en ny episode om ugen.

4 – Cloak & Dagger

Selvom denne serie er blevet meget ”teenager præget” i forhold til tegneserien den er lavet over, så har jeg alligevel en svaghed for den. Den tager nemlig både racediskrimination, forskelsbehandling og narko op, og gør det relevant og spændende.

Tyrone og Tandy er på hver sin måde i problemer, men er kædet sammen af en tragedie i deres barndom. Tandy er en kynisk gadepige og tyv, og Tyrone er en sort, velskolet ung mand. De bliver begge udstyret med særlige kræfter, baseret på lys og mørke – Tandy kan udsende lys og se folks håb når hun rører dem, mens Tyrone kan udsende og styre mørke, og se folks værste frygt. Hvordan de får deres kræfter skal jeg kke komme ind på her – det ville ødelægge historien for meget… De to indleder et forhold, der på mange måder er en sær form for symbiose – for de har brug for hinanden, til at holde hinanden i skak.

Serien er som sagt rettet mod YA-publikummet (Young Adult) og som voksen seer kan man godt nogle gange føle sig lidt hægtet af. Serien gør dog meget ud af at både talesprog og miljøer er autentiske, og da den foregår i New Orleans ser den også lidt anderledes ud end alle de normale ”storby-super-serier.” En af de ting som seriens forfattere har gjort meget ud af, er også at forfatterne skal have anden etnisk baggrund, for at kunne give en korrekt kulturfølelse af fx de afroamerikanske miljøer i New Orleans.

Af alle serierne på denne liste er det nok den, der har mest følelse af en såkaldt sæbeopera, altså en historie om kærlighed og romantik og familieliv, som Amerikansk TV er kendt for. Det er rigtigt, at den blander disse ting ind i super-livet, men det vigtigste i historien er stadig Tyrone og Tandys liv og deres kamp for at finde en balance mellem deres liv og deres nye kræfter.

Sæson 1 og 2 er tilgængelige på HBO Nordic.

5 – Marvel’s Runaways

En superhelte serie kun med børn? Der blev grinet lidt i krogene, da Runaways blev annonceret – men faktisk har den formået ikke blot at finde et ret loyalt publikum, men også at skabe en god historie. En gruppe jævnaldrende teenagere og børn, hvis forældre hele deres liv har haft en slags venskabsklub, er gået lidt i opløsning siden den ene af børnene døde. Ved et tilfælde finder gruppen ud af, at ikke alene er deres forældre faktisk involveret i en uhyggelig sammensværgelse – de har også alle særlige evner, som de ikke anede noget om. Stillet overfor valget mellem at skulle se deres forældre i øjnene eller stikke af, vælger de det sidste – og så kører historien ellers derudaf. For forældregruppen er naturligvis ikke interesseret i, at de børn, de gennem mange år har fremavlet til at være overmennesker, pludselig får kolde fødder…

Runaways finder modsat Cloak & Dagger sted i samme univers som Marvels mange film (det kaldes Marvels Cinematic Universe, eller MCU). Derfor er der små forbindelser til filmene, men man skal ikke forvente at se Iron Man flyve forbi. Serien er, ligesom Cloak & Dagger rettet mod et yngre publikum, men det er ikke nogen dårlig ting, og serien har væsentligt mere humor og ”super-atmosfære”, netop fordi den finder sted i et univers, hvor superkræfter er noget, alle ved findes.

Serien er også mere farverig og af og til nærmest fjollet, men det skyldes, at de unge helte har så godt et sammenspil med hinanden, at man virkelig føler, de er en vennegruppe. Samtidigt er der også god fokus på forældregruppen, og man får langsomt afdækket mere og mere af, hvad det er for vilde ting, de har haft gang i nede i kælderen (helt bogstaveligt talt!) i de sidste mange år, uden at børnene vidste det.

Serien har to sæsoner, og en tredje er på vej.

Læs også: Min top 5: Superhelteserier på Netflix