Anmeldelse af Doom Patrol

Det var helt tydeligt, at afsnittet var en slags pilot, for de lettere uvillige helte har nu fået deres egen serie i samme univers – dog ikke forstået sådan, at serierne som sådan hænger sammen. Man kan sagtens se Doom Patrol uden at kende til Titans – og i øvrigt er de på to forskellige streamingtjenester!

Doom Patrol er en gruppe ret særprægede typer, som bor sammen i et stort hus langt ude på landet. Huset ejes af Niles Caulder, også kaldet Chief, som er en genial videnskabsmand som sidder i rullestol. Han har fundet folk, der har særlige evner af den ene eller anden art – ofte ret destruktive – og taget dem hjem for at de kan bo hos ham, træne og i øvrigt leve et liv langt væk fra en verden, der ikke vil kunne forstå dem.

Hvis du synes, at ovenstående lyder lidt som X-Men, så tager du ikke fejl. X-Men er nemlig i mange år blevet beskyldt for at være en kopi af Doom Patrol (Doom Patrol kom først med cirka syv måneder…) Men det betyder egentlig ikke så meget i denne forbindelse.

Gruppen består af Cliff Steele, også kaldet Robotman (en racerkører, som efter et uheld fik sin hjerne transplanteret over i en robotkrop), Larry Trainor, Negative Man (en pilot som ved at absorbere kosmisk stråling fik et energivæsen ind i sig, som han ikke helt kan styre, og som samtidigt går indviklet i bandager fordi han er et stort brændsår!), Rita Farr, Elisti-Girl (en skuespillerinde som fik elastikkræfter, men ikke helt kan styre dem, og derfor oftest ender med mest af alt at ligne et lys, der løber!) og Crazy Jane (en ung kvinde med personlighedsspaltning og hvor hver eneste personlighed har sine egne superkræfter). Senere i historien dukker også Victor Stone/Cyborg op – ham kan man måske huske fra Justice League-filmen, men her er han blevet lidt anderledes fortolket, og spilles i øvrigt også af en anden skuespiller. Han er dog stadig en atlet, som har fået proteser af metal ind i kroppen for at redde hans liv, og dermed fået superkræfter.

Alle disse umage personer bor altså sammen – men det er kun indtil en af Chiefs gamle fjender finder ham. Den onde Mr. Nobody, som mest af alt ligner en menneskelig rubiksterning, har søgt efter ham i årevis, og da han endelig finder ham, er det slut på den hyggelige tilværelse. Nu skal vores venner pludselig finde deres plads i verden – ikke helt nemt, når man er så anderledes som de er.

Doom Patrol er ligesom Titans markedsført mere på at være superhelte for voksne. Der bandes og snakkes om sex, og især Robotman har en ret beskidt mund, men det virker faktisk helt i orden. Man forventer, at disse personer vil tale på den måde – de føler sig udenfor, som uhyrer, og har det svært med social kontakt. De er i virkeligheden bedst tjent med bare at tulle rundt derhjemme og se TV, arbejde i haven og bygge modeltog og racerbaner. Men sådan skal det ikke være.

Der er blevet ændret lidt i rollebesætningen siden gæsteoptræden i Titans, hvor blandt andet Timothy Dalton har overtaget rollen som Chief. Det er dog stadig Brendan Fraser (kendt fra Mumien-filmene) som spiller Robotman – i hvert fald stemmemæssigt – og det er helt klart en af seriens store fordele. Han passer rigtigt godt til rollen. Også Alan Tudyk, som blandt andet er kendt som Wash fra Firefly, er brilliant som Mr. Nobody. Han er i øvrigt også fortæller på afsnittene, og hans nærmest Deadpool-agtige måde at fortælle på fik mig til at grine mange gange. Han er typen, der bryder den fjerde væg og taler om plottet, og når han bliver spurgt af de andre karakterer, hvem han taler til, svarer han, at han taler til fans af de to tegneserieforfattere, der har skrevet om Doom Patrol. Det lyder plat – men det er det ikke.

Serien er ret mørk – både fotografimæssigt, men også i plottet. Man skal være klar over, at det her ikke er superhelte som kun er gode og heltemodige, selvom der helt tydeligt er helte-potentiale i dem. Alle hovedpersonerne har deres egne dæmoner at slås med, som er mindst ligeså vigtige for plottet som de rigtige skurke. Samtidigt går man ind og ændrer noget ret fundamentalt ved flere af personerne – blandt andet i forhold til seksuel orientering – som gør tingene lidt anderledes end i tegneserien. Nogle gange kan man endda sige, at metaforen bliver malet med lidt for tyk pensel – det er ret åbenlyst at Negative Man, der skjuler et monster i sin krop, og som skjuler sit ansigt bag bandager og briller, har behov for at komme ud af skabet som homoseksuel, for eksempel. Men det flyder ind i historien, og man accepterer det som en del af plottet. Det er også spændende undervejs at opdage, at heltene måske ikke selv husker ting helt som de virkeligt skete – og at Chief måske har manipuleret med dem for at få dem til at gøre, som han vil.

Doom Patrol er helt sikkert ikke noget for alle. Alene det faktum, at den som sagt benytter et voksent sprog vil skræmme børnene væk, men hvis man kunne lide Titans, hvis man var glad for Daredevil og Jessica Jones – så er det her en fin serie, og med lidt mere super-følelse end i Marvel-serierne. I denne verden findes der nemlig kostumer, og der findes ”rigtige” superskurke, noget jeg selv savnede en del i Marvel-serierne.

Jeg giver serien 4 hjerter ud af 6. Den er bestemt en god serie, og glimrende til lidt superhelte-afslapning.

Doom Patrol sæson 1 er fuldt tilgængelig på HBO Nordic.

Læs også: Aktuelle serier på HBO Nordic i juni

Læs også: Podcast-anmeldelse: Game of Thrones sæson 8