
Mai valgte smaskforelsket Alexander, der ikke selv er helt samme sted

En måneds maratondating er ovre, og smaskforelskede Alexander Wessel Rasmussen står sejrrigt tilbage med den sidste rose fra Mai Cermeño.
Mens han har maven fuld af sommerfugle og hovedet af tanker om hende, frygter han dog, at hun ikke udvikler samme følelser for ham, som han tydeligvis har for hende.
Allerede tidligt i forløbet kunne han mærke, at han var forelsket i bacheloretten, men da han får hendes sidste rose, er det med ord om, at hun ikke har det på samme måde.
- Vi er ikke samme sted, siger hun til bejleren, der er ”godt gammeldags vild med Mai”.
- Jeg har det okay med ikke at være samme sted som Mai – det var hun åben og ærlig omkring, siger Alexander.
- Jeg er ærgerlig over det, men jeg er indforstået med det.
Han kan dog godt mærke en tvivl om, hvorvidt hun kan blive forelsket i ham.
- Jeg er ked af, at hun har dårlig samvittighed – det skal hun ikke have overhovedet. Men det ligger helt sikkert også og ulmer, at jeg selvfølgelig er bange for, at hun ikke når dertil.
At Alexander alligevel indkasserer den sidste rose fra Mai, er han ovenud lykkelig for.
- Det var sindssygt dejligt og helt vanvittigt – en kæmpe forløsning. Og så var det også alt, jeg havde håbet og drømt om, da jeg tog af sted. Det var virkeligt vildt, siger bejleren, der er fyldt 24 år efter optagelserne.
Op til ceremonien var han dog meget nervøs.
- Jeg anede ikke, hvad jeg skulle tro på. Et sted i baghovedet tænkte jeg ”mon ikke jeg får den”, så der var en lille selvsikkerhed. Men fordi settingen var, som den var, var det svært at finde følelsen frem.
Denne artikel blev først bragt hos Se og Hør, som også ejes af Aller Media. Dette er en redigeret version.
Vil du lytte til Vi Elsker Serier? Så lyt til vores podcast 'Det, vi elsker', hvor vi en gang om ugen dykker ned i de største nyheder fra kulturens verden. Du kan lytte til podcasten i appen Ally, i Apples podcast-app eller på Spotify:


















