Anmeldelse: ‘Danske spioner i den kolde krig’ byder på ualmindeligt intetsigende rekonstruktioner

Det er selvsagt et virkelig varmt emne, DR tager op med sin nye dokumentar, ‘Danske spioner i den kolde krig’. Truslen fra Rusland er i den grad blusset op igen, og mon ikke Putin har sendt spioner til Europa, og nogle er sendt den anden vej?

Man ved det ikke, og det er det, der kendetegner en kold krig: Spionerne rapporterer tilbage til deres respektive lande for at forhindre en konflikt i at udvikle sig eller hente information, der kan styrke et eventuelt angreb eller forsvar.

Så at få mulighed for at interviewe ægte danske spioner og høre om deres tophemmelige missioner fra 1960’erne og op til 80’erne og efterfølgende lave det til en dokumentarserie må siges at være en gylden mulighed for DR.

Særtilladelse fra forsvarets efterretningstjeneste

Der lægges op til de helt store afsløringer, når hvert af de fire afsnit indledes med følgende tekst:

“At være ansat i forsvarets efterretningstjeneste (FE) er forbundet med livslang tavshedspligt. Både af hensyn til Danmarks sikkerhed, vores allierede og ikke mindst medarbejdernes egen sikkerhed.”

Men i forbindelse med tilblivelsen af dokumentarserien har to pensionerede FE-medarbejdere helt unikt fået særtilladelse til at stå frem og fortælle om deres vigtige arbejde for Danmark og resten af NATO i forbindelse med den kolde krig, der prægede verden i mere end 40 år (1947-1989).

Serien ledes af DR’s Ruslands-korrespondent Mathilde Kimer, der hele sit liv har været interesseret i det store land mod øst. Ifølge hende er der nye spændinger mellem Vesten og Rusland, der i høj grad minder om dem, man var vidne til under den kolde krig.

Foruden Kimer og de to tidligere EF-medarbejdere (Arne og Niels) er der interviews med koldkrigshistoriker Per Henrik Hansen, historiker med PH.D. i forsvarsakademiet Iben Bjørnson, samt personer, der hjalp FE dengang, men ikke er underlagt tavshedspligt.

Ikke uinteressant, men hamrende kedeligt

Der er altså rigeligt med kompetente folk bag dokumentaren om den kolde krig og de danske spioner. Vi får en kort introduktion af, hvordan krigen starter i kølvandet på 2. verdenskrig, og Sovjetunionen bliver den største trussel i Europa.

NATO bliver grundlagt, og man aftaler, hvem der er venner, og hvem der er fjender. Det bliver givet håndslag på, at hvis man angriber ét land, angriber man alle NATO-lande.

Seriens to historikere fortæller blandt andet, at Danmarks forsvar efter krigen var nærmest ikkeeksisterende, men de kunne derimod bidrage med deres efterretningsarbejde, som var helt i top.

Lyder det spændende? Det er det.

Men hvordan man har formået at fortælle noget, der er så interessant og vedkommende på så kedelig vis, er svært at forstå. Er man historisk interesseret i den kolde krig, bliver man ikke meget klogere.

Har man kun et svagt kendskab til krigen og ser den som noget abstrakt (som de også nævner i serien), som aldrig har påvirket en, har man lidt samme fornemmelse efter at have set den.

Det skyldes primært, at interviewene med de to tidligere FE-ansatte ikke rigtig byder på noget banebrydende nyt. Det strækker sig groft sagt til, at de viser et par gamle aviser, og forklarer, hvordan de brugte dem til at finde information om blandt andet Rusland og på den måde være et skridt foran.

Kun enkelte gange bliver det mere konkret og spændende end det – men det vil jeg ikke afsløre. For det skal man helt hen i slutningen af serien for rigtig at mærke, hvad der var på spil for de danske spioner, der i sidste ende risikerede dødsstraf.

Dårlige rekonstruktioner

At jobbet som spion eller medhjælper er forbundet med stor fare, bliver vi fortalt adskillige gange i løbet af serien, blandt andre af Kimer, de to historikere og de tidligere spioner.

Mona Engberg var blandt de få kvindelige spioner, der havde succes med at trænge gennem “jerntæppet” (metafor for grænsen mellem det frie vest og det ufrie øst). Hun var medhjælper og med som tolk for spionen H.C., der som racerkører af underlige årsager havde fri adgang til at køre rundt på vejene i Østeuropa og dermed let kunne tage billeder og rapportere tilbage til FE.

Det er megaspændende og derfor så meget mere frustrerende, at man som seer bliver spist af med intetsigende og dårligt producerede rekonstruktioner, der primært består af bilkørsel, dårligt skuespil og folk, der fotograferer, uden at man ser, hvad de fotograferer. Når det er mest spændende, ser man H.C. og Mona på en café, hvor de frygter, at de snart bliver afsløret, eller en spion flygter fra fjenden med et kamera i hånden.

Det er, som om man enten har skullet skynde sig at lave dokumentaren, mens den stadig er aktuel (det tror jeg nu, den er længe endnu) eller simpelthen ikke har haft de ressourcer, det kræver at lave en god dokumentar.

Den gyldne mulighed, DR har fået for at lave en god og ekstremt vigtig dokumentar, spilder de fuldstændig.

Vil du lytte til Vi Elsker Serier? Så lyt til vores podcast 'Det, vi elsker', hvor vi en gang om ugen dykker ned i de største nyheder fra kulturens verden. Du kan lytte til podcasten i appen Ally, i Apples podcast-app eller på Spotify: