TV | Nyheder

Mads Brüggers nye TV 2-dokumentar afslører organiseret kriminalitet på skjulte optagelser

Af
Signe Bjørg Granberg
27. maj 2024
Mads Brügger er vært på den nye dokumentarserie 'Den sorte svane', der afdækker kriminelles aktiviteter og samarbejde med Overdanmark
Mads Brügger er vært på den nye dokumentarserie 'Den sorte svane', der afdækker kriminelles aktiviteter og samarbejde med Overdanmark / Foto: TV 2/Wingman Media

Del artikel

Folkene bag den nye dokumentarserie 'Den sorte svane' har arbejdet på serien i årevis, og i dag besluttede Østre Landsret så, at der ikke kan nedlægges forbud mod, at TV 2 viser resultatet.

Der har længe hersket tvivl om, hvorvidt TV 2's nye dokumentarserie Den sorte svane, der blotlægger kriminelles aktiviteter og samarbejde med ’Overdanmark’, nogensinde ville se dagens lys.

Men i en kendelse, som Østre Landsret i dag har afsagt i en forbudssag mod TV 2, er det blevet besluttet, at der ikke kan nedlægges forbud mod, at TV 2 sender serien. Derfor kan den ses allerede fra i morgen 28. maj på TV 2 play.

Serien tager sit udgangspunkt, da journalist og nuværende chefredaktør på Frihedsbrevet, Mads Brügger, kontakter TV 2 med en kilde, der har unik viden om og adgang til den kriminelle underverden i Danmark.

Kilden hedder Amira Smajic, og hun siger, at hun har arbejdet for og med hårdkogte kriminelle i 10 år, men at hun nu ønsker at stå frem og afsløre kriminaliteten.

– Hvis det, hun siger, er sandt, så kræver det en stor organisation at løfte og beskytte denne kilde. En hær af journalister, advokater og sikkerhedsrådgivere. Så derfor tog jeg hende med hen til TV 2, siger Mads Brügger i første afsnit af dokumentarserien.

TV 2's nyhedsdirektør Ulla Pors Nielsen siger, at hun finder det nødvendigt, at hele Danmark ser, hvad der dokumenteres omkring forbindelserne mellem den kriminelle underverden og den legale oververden, i den nye serie:

Den sorte svane er et enestående journalistisk arbejde, som vores dokumentarfolk har arbejdet intensivt på i flere år. Et projekt af denne karakter har stillet redaktionen i sikkerhedsmæssige og etiske dilemmaer undervejs, men tilbage står, at vi sidder med nogle oplysninger, som er så væsentlige, at vi er nødt til at bringe det. Vi har været gennem to retsinstanser med spørgsmålet om vores publicering, og nu er det nødvendigt, at hele Danmark ser den alvorlige og særdeles samfundsskadelige kriminalitet, vi kan dokumentere.

Den sorte svane er støttet med midler fra Public Service-puljen hos DFI. Alle fem afsnit i dokumentarserien kan ses fra klokken 06.00 tirsdag 28. maj på TV 2 Play. Afsnittene sendes på TV 2 i uge 22, 23 og 24.

Vil du lytte til Vi Elsker Serier? Så lyt til vores podcast 'Det, vi elsker', hvor vi en gang om ugen dykker ned i de største nyheder fra kulturens verden. Du kan lytte til podcasten i appen Ally, i Apples podcast-app eller på Spotify:

Del artikel

Andre TV | Nyheder