Anmeldelse: Du har aldrig set en dokumentar som ’Miraklet i Gullspång’

Bedst som man tror, at man har regnet dokumentarfilmen Miraklet i Gullspång ud, kommer der et nyt twist, som får en til at tabe kæben.

Udgangspunktet i Maria Fredrikssons film er egentlig meget ligetil: To norske søstre, Kari og May, er på udkig efter en lejlighed til sidstnævnte i den sydsvenske by Gullspång, hvor førstnævnte også bor.

Tilfældigvis falder de over en, hvor de religiøse kvinder ser nogle malerier på væggen med lige præcis den slags frugtmotiver, som May havde ønsket sig. De ser det som et tegn.

Da salgsaftalen skal underskrives, møder de ejeren Olaug, som ligner deres afdøde søster Astrid, bare ældre. Pudsigt nok blev de begge kaldt Lita, og efter at have konstateret visse ligheder på ungdomsbilleder, og at Olaug boede på modsatte side af den fjord, hvor de tre søstre boede, tager de en DNA-test.

Halleluja, der er et match!

Og så burde alt jo være fryd og gammen, bortset fra at det lige skal opklares, hvordan det kan være, at Olaug er i familie med Kari og May. Men herefter tager Miraklet i Gullspång den ene drejning efter den anden, så man bliver helt rundtosset i biografsædet.

Bare fordi man deler DNA, er det ikke ensbetydende med, at man så kan lide hinanden.

Fra glæde til had

Udover det tåkrummende familiedrama, åbenbarer der sig så lige pludselig også et regulært true crime-mysterium.

Familien har i 30 år antaget, at Astrid begik selvmord ved hjælp af piller. Olaug synes, det lyder underligt, og kigger politirapporterne igennem, hvor det viser sig, at dødsårsagen er blevet klassificeret som hjertestop, og at der var stoffer i blodet.

Men er det så den endelige sandhed? For der bliver ved med at komme nye oplysninger, og jo mindre man ved, før man ser Miraklet i Gullspång, desto større bliver oplevelsen.

For det er en fantastisk dokumentar, Maria Frederiksson har strikket sammen. Gennem beskeder, som de forskellige medvirkende har efterladt på instruktørens telefonsvarer, bliver de forskellige twists slået an.

Det fungerer nærmest som kapitelinddelinger og viser også andre sider af de medvirkende, vi ellers ikke ser, når kameraet er tændt.

Olaug for eksempel viser tegn på ikke at være lige så rolig og velovervejet, som det ser ud.

Omvendt siger hun også på et tidspunkt i et interview, hvor hun sidder og sin overdådige stue, at hun er en trænet dræber, og hvis ikke hun havde lært at styre sit temperament, var Kari, May og de andre søskende døde.

Forestil dig den bemærkning fra en 65+ kvinde med store briller og tjavset, gråt hår. Det er morsomt, men man er også meget bevidst om, at hun mener det i ramme alvor. Det er absurd komik på et voldsomt højt niveau.

Det bli’r i familien

Det er et overflødighedshorn af twists og småhistorier, vi bliver præsenteret for i Miraklet i Gullspång. Hele aspektet omring, hvorvidt Olaug er en længe forsvunden tvilling til Astrid, og hvorfor de i så tilfælde blev skilt som små – hint, det har noget med nazister at gøre – er blot en hors d’oeuvre til det festmåltid af intriger, der senere hen pibler frem.

Fredriksson holder fortællingen stram, så selv når vi ryger længere ud af en tangent, bliver fokus på den potentielle familierelation aldrig tabt.

Efter den umiddelbare begejstring, udvikler modsætningerne i de to familiers – Olaug versus hendes måske søskende – til dybe betændte skel, hvor fronterne bliver trukket hårdere og hårdere op. Og det påvirker især Kari.

Da vi først møder hende, fremstår hun mere som en komisk bifigur. Men i takt med at filmen skrider frem, bliver det hende, som holder fast i Olaug og forsøger at glatte uoverensstemmelserne ud mellem de andre. Når hun med tårer i øjnene og halvknækket stemme siger, at hun betragter Olaug som sin søster, er det svært ikke at føle med hende. Tanken om at miste endnu en søster virker til at være for meget.

True crime-elementet bliver da også forstærket, da Kari også begynder at læse de gamle politirapporter og synes, der er noget, som ikke stemmer. Et par interviews med nogle excentriske personager giver i første ombæring små grin, indtil det står klart, at de ting, de fortæller, muligvis ændrer retning for Miraklet i Gullspång – endnu en gang.

Den underskønne uforudsigelighed i dokumentarfilmen er ulig noget andet faktaværk i biograferne i år. Miraklet i Gullspång er intet mindre end fantastisk og must-see for alle, også selv om man ikke er til dokumentarer. For du har aldrig set en dokumentar som den her.