Serier | Anmeldelser

Anmeldelse: 'Silo' er et godt gammeldags dystopisk drama

Af
Daniel Lindekilde Engberg
4. maj 2023
Silo anmeldelse
Rebecca Ferguson som Juliette Nichols i 'Silo' / Foto: Apple TV+

Del artikel

Den nye sci-fi-serie 'Silo' på Apple TV+ byder på dragende mysterier, flot produktionsdesign og fremragende skuespil. Den har lidt af det hele og får det meste til at fungere godt.

Silo

Streamingtjeneste: Apple TV+
Premieredato: 5. maj 2023
Genre: Drama, sci-fi
Instruktør: Morten Tyldum, David Semel, Adam Bernstein og Bert & Bertie
Manuskriptforfatter: Graham Yost, Rémi Aubuchon, Jeffrey Wang, Jessica Blaire, Lekethoa Dalcoe, Ingrid Escajeda, Aric Avelino, Fred Golan & Cassie Pappas
Medvirkende: Rebecca Ferguson, Tim Robbins, David Oyelowo, Iain Glen, Will Patton, Ferdinand Kingsley, Common, Chinaza Uche, Geraldine James, Rashida Jones m.fl.
Land: USA
Antal afsnit: 10

"Vi ved ikke, hvorfor vi er her. Vi ved ikke, hvem der byggede siloen. Vi ved ikke, hvorfor alting udenfor siloen er, som det er. Vi ved ikke, hvornår det vil være sikkert at gå udenfor. Vi ved bare, at den dag ikke er i dag."

Med de ord begynder Silo, der er baseret på de populære bøger af Hugh Howey. 10.000 mennesker bor under jorden i en mil dyb silo. Udenfor er luften giftig, og alle, der går ud, dør inden for få minutter. Alt er topstyret og reguleret i sikkerhedens navn, specielt alt, der har at gøre med tiden før siloen.

Det får vi at vide gennem siloens sherif (David Oyelowo) og hans kone Allison (Rashida Jones), der har delte meninger om, hvad der i virkeligheden findes uden for siloen. Det er et spørgsmål, som driver en kile ned mellem dem ovenpå en tragisk begivenhed i deres liv.

I en stor drejning er det dog ikke dem, vi primært følger, men ingeniøren Juliette (Rebecca Ferguson), der drager ud på en farefuld og personlig rejse for at finde frem til de skjulte sandheder.

Store og små puslespil

Silo er en serie, der sætter mange mysterier op, som seeren kan bryde sit hoved med. Det mest prominente er selvfølgelig: Hvad er der uden for siloen? Det er altid farligt for serier, hvis de ikke kan leve op til deres løfter og give tilfredsstillende svar. Silo er dog god til at disponere sine informationer over de 10 afsnit, så man aldrig føler, at man bare sidder og venter på svar, men får med gode intervaller stykker af puslespillet.

Starten er lidt langsommelig, hvor vi hopper frem og tilbage i tid, men fra tredje afsnit finder serien hurtigt en god rytme, og derfra stiger intensiteten støt. Når det er sagt, kan jeg ikke se, hvordan man kan gøre det meget bedre i forhold til at opbygge verdenen, få introduceret karaktererne og sat gang i de centrale mysterier.

Meget af spændingen kommer i form af afsløringer om, hvordan ting hænger sammen og hemmeligheder, der kommer frem i lyset. Andre er mere klassisk opbyggede spændingssekvenser, som når siloens generator skal repareres, hvor tiden er knap. Det får hjerterytmen op i højt gear. Jeg tog mig selv i flere gange at læne mig frem i sædet i spænding og holde vejret.

En levende verden

Silo får bygget en troværdig verden op, hvor man enten får indblik i eller kan udlede, hvordan samfundet hænger sammen. Etager, der bliver brugt til landbrug, så folk har noget at spise. Kæmpe genbrugsstationer, da alle ressourcer er vigtige. Marathontrænede postbud, der bruger deres dage på at løbe op og ned ad trapperne for at levere ting. Et fertilitetslotteri, der afgør, hvem der må blive gravide, for overbefolkning kan hurtigt blive et problem. Denne verden føles levende, og den udfolder sig løbende, som vi kommer frem i historien.

Det understøttes af imponerende produktionsdesign, hvor stort set alt ser nedslidt og brugt ud. Alt føles indelukket (som det af sagens natur også er), men sjældent klaustrofobisk. Dog kan man godt mærke, når man bevæger sig fra de små gange og sprækker i siden af siloen til den store hvirveltrappe, der går fra top til bund, at der er plads til at ånde ud. Brugen af computereffekter er overvejende sparsom, eller ser i hvert fald sparsomt ud, hvilket er tegn på et vellykket arbejde.

Derfor er det lidt ærgerligt, at noget af terminologien, som karaktererne bruger, giver en ridse i lakken. Termer som ’Up Top’, ’The Down Deep’ og ’The Before Times’ virker mere som påfund fra en forfatter, end noget disse karakterer selv kunne finde på at tage i brug.

Udtrykkene bruges ikke kun til at afgøre, hvor dybt i siloen vi befinder os, men også som en slet skjult kommentar til klassesamfund. Men serien bruger det ikke til særlig meget ud over at kommentere på, at der er forskelle i levestandard på dem, som arbejder nederst i siloen, og får det hele til at køre rundt, og de mere pompøse stillinger mod siloens top.

Mindeværdige præstationer

En troværdig verden, en god spændingskurve og store mysterier er vigtige, men hvis karaktererne og skuespillerne der portrætterer dem, ikke holder, så falder det hele fra hinanden. Netop derfor er det så herligt, at skuespillet måske er det bedste i hele serien. Selv de mindste bikarakterer giver en mindeværdig præstation.

Navnlig Rebecca Ferguson i hovedrollen som ingeniøren Juliette leverer en pragtpræstation. Hun veksler lydefrit mellem selvsikker, arrogant, følsom, vred, usikker osv. igennem sæsonen, og man tror på det hele vejen igennem.

Lidt af det hele

Når man ser tilbage på hele sæsonen, går det op for en, hvor mange elementer serien har at lege med. Science fiction, politiske magtspil, efterforskningsarbejde, som man kender fra krimigenren, action, familiedrama, konspirationsthriller, romance, og endda små komiske momenter sniger sig også ind. Silo har lidt af det hele, og den får det meste til at fungere godt, både for sig selv og i samspil med de andre elementer.

Ikke alle spørgsmål bliver besvaret, men der skal jo være noget til kommende sæsoner, som jeg vil se frem til at følge med i, hvis de bliver produceret.

Del artikel

Andre Serier | Anmeldelser