Serier | Anmeldelser

Anmeldelse: Ny svensk krimiserie giver et indblik i en revolutionerende efterforskningsmetode

Af
Lars Knudsen
7. januar 2025
Anmeldelse af 'Gennembruddet' på Netflix
Peter Eggers som John og Mattias Nordkvist som Per i 'Gennembruddet' / Foto: Netflix

Del artikel

Udgangspunktet i ‘Gennembruddet’ på Netflix er brutalt, og opklaringsarbejdet er spændende til det sidste. Desværre bliver man ledt på afveje undervejs. 

Gennembruddet

Streamingtjeneste: Netflix
Premieredato: 7. januar 2025
Genre: Krimi, drama
Instruktører: Lisa Siwa
Medvirkende: Peter Eggers, Jessica Liedberg, Bahador Foladi, Annika Hallin, Julius Fleischanderl, Jonathan Rodrigues
Land: Sverige
Spilletid: 4 afsnit af cirka 40 minutter

Tirsdag 19. oktober 2004 bliver drengen Adnan brutalt myrdet på vej til skole i byen Linköping. En ældre forbipasserende kvinde, Gunilla, forsøger at komme Adnan til undsætning, men bliver ligeledes dræbt af den nådesløse morder.

Så brutalt er udgangspunktet i Netflix’ nye krimi, ‘Gennembruddet’, der er baseret på Anna Bodin og Peter Sjölunds anmelderroste bog af samme navn fra 2021.

Byens borgere er naturligvis i chok over den voldsomme forbrydelse, der viser sig at blive den næststørste drabssag i Sveriges historie – kun overgået af sagen om drabet på den svenske statsminister Oluf Palme i 1986.

Den vellidte, lokale politibetjent John sættes til at lede efterforskningen. Det første og vigtigste spor kommer fra et vidne, der ser gerningsmanden i det øjeblik, han stikker sit andet offer gentagne gange i maven.

Hun ser også gerningsmandens ansigt, men af grunde, som vi aldrig rigtig finder ud af, kan hun ikke genkende ham, og kan derfor ikke hjælpe politiet – til stor frustration for hende selv, John og lokalbefolkningen.

Leder os unødigt på afveje

Den voldsomme og rørende start gør, at man med det samme engagerer sig i fortællingen og forstår, hvorfor John er så opsat på at opklare sagen, selvom hans kone kan føde når som helst. Han lover de pårørende, at han vil finde morderen. Et løfte, der forfølger ham i de 16 år, opklaringsarbejdet varer.

Med en tidslinje, der strækker sig over 16 år, burde man have fået mere ud af det endelige resultat. For selvom ‘Gennembruddet’ er både spændende og medrivende, kommer den kort efter sin vellykkede start flere gange ud på et sidespor.

Som seer får vi hurtigt en hovedmistænkt i skikkelse af en ung, lokal fodboldspiller, der har et kæmpe svensk flag hængende i sin lejlighed; et klart forsøg på at lade os tro, at drabet er racistisk motiveret.

Senere modtager Adnans forældre et brev med et klart budskab om, at Sverige er for svenskere. Vi seere bliver altså holdt ved ilden og ledes fortsat mod det racistiske motiv.

Men John mangler stadig beviser, og i sin frustration over manglende fremskridt undersøger han muligheden for at kunne hypnotisere vidnet til at kunne huske gerningsmandens udseende. Det hjælper, men desværre ikke mere end at hendes eneste bidrag resulterer i en meget vag fantomtegning, der ikke leder noget med sig.

De to situationer bruges mest til at vise, at politiet er på bar bund i sagen. Og selvom det er vigtigt for serien, bidrager de to sideplots ikke med noget nævneværdigt til det overordnede. Generelt bruges der meget tid på at lede os unødigt på afveje i stedet for at bruge fortællingens store potentiale til at formidle den medrivende og dybt foruroligende historie.

Et umotiveret stort tidsspring

At efterforskningen tager så lang tid, har naturligvis konsekvenser for alle de involverede. Mest af alt John, hvis forhold til sin kone ikke kan bære hans dedikation til at holde det løfte, han gav, da han var overbevist om, at drabsmanden ville blive fundet efter kort tid.

16 år senere er morderen stadig på fri fod. Til trods for dette får John stor ros af sin chef for et ualmindeligt godt stykke politiarbejde, hvor alle byens mænd mellem 15-30 år bliver bedt om at aflevere DNA-prøver, og der foretages mere end 4.500 forhør. Alligevel må sagen lukkes, da de ikke længere har ressourcer til at fortsætte.

Det imponerende stykke politiarbejde John leverer, mærker vi. Men de personlige konsekvenser, der gør, at han både mister sin kone og forholdet til sin søn, vil man gerne se mere af i serien. I stedet bliver vi spist af med et ualmindeligt stort og aldeles umotiveret tidsspring på omkring 15 år.

I dette tilfælde er det ganske enkelt et for stort spring. Der må være sket en masse i forhold til Johns private nedtur, der kunne have givet serien mere substans. I stedet bliver vi groft sagt spist af med en scene, hvor John forsøger at række ud efter sin afvisende søn, der nu er blevet teenager. Det er for let købt og ikke specielt interessant.

Først rigtig spændende til sidst

To uger inden sagen officielt skal lukkes, fortælles det i nyhederne, at man i Californien har fanget seriemorderen The Golden State Killer ved hjælp af en hidtil ukendt metode, kaldet genetisk slægtsforskning. Det fanger Johns opmærksomhed, og da Per Sjölund (den ene af forfatterne til bogen bag serien), der er ekspert på netop det område kommer til byen for at holde foredrag, ser John en ny mulighed, der viser sig at være det gennembrud, han desperat har manglet.

Anmeldelse af 'Gennemrbruddet' på Netflix
Lily Evita Wahlsteen som Klara og Mattias Nordkvist som Per i 'Gennembruddet'
Foto: Netflix

Herfra begynder det kapløb mod tiden, der gør, at ‘Gennembruddet’ slutter på samme niveau, som den starter. For det viser sig, at metoden hverken er lovlig eller etisk forsvarlig. Så er John villig til at opgive sin karriere, eller finder han et smuthul?

Journalisten Anna Bodin (den anden forfatter til nogen) får et nys om, at politiet i Linköping bruger ulovlige metoder til deres efterforskning. Det lykkes heldigvis John at få Anna til ikke at skrive den historie, der vil give efterforskningen det endelige dødsstød.

Det eneste, Anna kræver, er et interview med Per Sjölund, hvor han forklarer, hvad hans metode går ud på. Per derimod vil have Annas DNA til sin forskning, hvis han skal give et interview.

Herfra balancerer serien mellem at give et nørdet indblik i slægtsforskningens kompleksitet og være en underholdende krimi. Men man vil gerne have haft lidt mere af førstnævnte, så den revolutionerende opklaringsmetode fylder mere og måske gør os lidt klogere.

Vil du lytte til Vi Elsker Serier? Så lyt til vores podcast 'Det, vi elsker', hvor vi en gang om ugen dykker ned i de største nyheder fra kulturens verden. Du kan lytte til podcasten i appen Ally, i Apples podcast-app eller på Spotify:

Del artikel

Andre Serier | Anmeldelser