Anmeldelse: ’Fire døtre’ er en modig film om en familie i opløsning

Kaouther Ben Hanias Fire døtre er en effektiv hybrid mellem dokumentar og rekonstruktion, der bruger sin metode til at nå mere end et spadestik dybere ned under overfladen på de medvirkende i den (op)rørende fortælling om Olfa Hamrouni, hvis to ældste døtre er forsvundet. Eller ‘blevet spist af ulvene’, som hun formulerer det.

For ganske længe får døtrenes skæbne lov at stå som et mysterium.

Hvor blev de af? Hvorfor forsvandt de? Var det frivilligt? Og kunne det være forhindret? Som om det er for smertefuldt at sætte ord på, hvad der egentlig skete. Også selv om det ikke er den store hemmelighed, da det var en offentlig sag i de tunesiske medier, at de sluttede sig til IS i Libyen.

Den hemmelighedsfulde start er derfor kun et fortællegreb for de uindviede. Det, der for alvor interesserer Ben Hania er nemlig snarere, hvad der skete i familien? Hvad drev to unge kvinder til at vælge den skæbne? For at finde svaret på det spørgsmål, må hun grave dybt ned i familiedynamikkerne. Helt ned til der, hvor det for alvor gør ondt. Men hvor det også bliver dybt interessant.

Et spøgelse

For Fire døtre er ikke kun et portræt af en enkelt familie, men af kvindeliv i Tunesien gennem flere årtier. Og så er det en film, der peger ind mod sig selv og undersøger, hvad det egentlig vil sige at prøve at finde sandheden. På film og i et liv. Hvad det kræver, og ikke mindst hvad det koster.

For det er ikke kun os ude i biografmørket, der bliver konfronteret med familiens handlinger og mulige fejltrin undervejs. Det gør de i den grad også selv. Kaouther Ben Hania har nemlig hyret tre skuespillere til at spille de to fraværende ældste døtre, Rahma og Ghofrane, samt Olfa selv i de scener, der er for voldsomme til, at hun kan klare at være med. Fysisk eller følelsesmæssigt. De to yngste døtre, Eya og Tayssir, er med som sig selv.

Det er et utroligt stærkt greb, for det tvinger de virkelige familiemedlemmer til at se på ting, begivenheder og handlinger, som de hidtil har prøvet at fortrænge. Det er en til tider hård oplevelse, der fører til ikke så få erkendelser. Men som også, i sidste ende, måske fører til en form for katharsis.

Nogle af filmens mest rørende scener er i mødet mellem de to yngste døtre og skuespillerne. Ikke mindst det første møde, hvor Eya og Tayssir bliver slået af den store lighed mellem skuespilleren Ichrak Matar og deres søster Ghofrane, giver nærmest fysisk gåsehud. Det er, som om et spøgelse dukker op mellem dem, bærende på det kolossale savn, de to søstre til daglig gemmer væk bag kække teenageattituder.

Nedarvede synder

I det hele taget må man fra tid til anden holde vejret ude i biografmørket, så intimt, råt og ægte bliver det. For det kan godt være, at Olfa til at starte med bliver præsenteret som en stærk og hårdtslående heltinde, der som ung teenager løftede vægte for at kunne forsvare sin mor og søstre mod indtrængende mænd. Og et offer, der aldrig selv har haft mulighed for at vælge sit eget liv.

Men jo længere vi når frem i filmen, jo mere bliver det klart, at hun også er en bøddel, der hele døtrenes liv har slået ned med særdeles hård og konkret hånd, hvis de, i hendes øjne, har fraveget dydens smalle sti. Jo mere man finder ud af, jo mere splittet bliver man derfor mellem sym- og antipati, mens nysgerrigheden driver én fremad – for hvad er hun egentlig for et menneske?

Den splittede følelse forstærkes af, at de samme spørgsmål langsomt begynder at dukke op hos Olfa, der ikke længere kan lukke øjnene for den rolle, hun selv har spillet. Og ikke mindst hvordan hun, i et forsøg på at beskytte sine døtre og skabe et bedre liv for dem, faktisk er kommet til at gentage ikke så få af fortidens synder.

Det store spørgsmål, der svæver over fortællingen, er nemlig, hvorvidt det var Olfa, der i sidste ende, uden at ville det, drev sine to ældste døtre til at træffe deres radikale valg? Måske. Men i så fald er Olfa også selv et produkt af og et offer for den kultur, hun voksede op i. Ligesom de alle fem er uden skyld i udviklingen i samfundet omkring dem, der langsomt har spærret kvinderne mere og mere ind bag hjemmets fire vægge.

Moralsk balancegang

For Fire døtre formår både at fortælle en helt intim historie om den konkrete familie, og give en stemme til de tunesiske kvinder, i al deres forskellighed. Den giver samtidig også indblik i, hvor komplekst det er at være kvinde, og måske også menneske i al almindelighed, i et samfund, der har været igennem så store omvæltninger igennem de seneste årtier. Det er indsigtsfuldt, rørende, hjerteskærende og øjenåbnende.

Og så er Fire døtre en modig film. Kaouther Ben Hania danser på en etisk moralsk knivsæg hele filmen igennem. For hvor langt kan man egentlig gå for at få den sande historie? Hvor meget må man manipulere med virkelige mennesker for at få dem frem til en erkendelse, de måske skjuler for sig selv? Når man ser på, hvor rørende og empatisk Fire døtre fremstår, fristes man til at svare: Ganske langt – og ganske meget. For sandheden sætter fri. Uanset, hvor barsk den er.

Vil du lytte til Vi Elsker Serier? Så lyt til vores podcast 'Det, vi elsker', hvor vi en gang om ugen dykker ned i de største nyheder fra kulturens verden. Du kan lytte til podcasten i appen Ally, i Apples podcast-app eller på Spotify: