Anmeldelse: ‘Knox Goes Away’ er både en underholdende og rørende thriller

Knox Goes Away er knapt nok startet, før vi ved, at der er noget helt galt. John Knox, spillet af Michael Keaton, bestiller en kop kaffe hos en hovedrystende servitrice, der lige har stillet en dampende varm kop foran ham. Er han distræt? Stresset? Eller er der noget langt mere alvorligt på spil?

Det sidste viser det sig. Et besøg hos lægen afslører, at Knox har Kreutzfeld Jacobs Syndrom, en uhelbredelig form for demens, der inden længe vil udslette de sidste rester af minder og hukommelse. “Vi taler uger, ikke måneder”, siger lægen med beklagelse i stemmen.

En besked, der ville kunne slå selv den hårdeste negl til jorden. Men John Knox tager det med ophøjet ro. Han er et intelligent, rationelt menneske, der ved, når han er slået hjem. Han har to Ph.d.-titler i engelsk og historie og har været udstationeret under Golfkrigen. Og, nå ja, så er han forresten også professionel lejemorder. Og da han på et job kommer til at skyde sin kollega, fordi han havde glemt, at han var med, beslutter han sig for at afvikle forretningen.

Render om hjørner med os

Han er dog nødt til at påtage sig en sidste opgave, da hans søn, Miles, som han ikke har set i årevis, dukker op en sen aften med blod på hænderne. Det viser sig, at han har slået en skidt karl ihjel, som har gjort hans 16-årige datter gravid. I modsætning til sin far har han dræbt i affekt, og nu aner han ikke, hvad han skal gøre, så Knox beslutter at bruge de sidste uger med hukommelsen nogenlunde intakt til at redde sin søn. Og måske på den måde kompensere for, at han ikke har været der for ham tidligere i hans liv – og heller ikke kommer til at være det fremover.

Han lægger derfor en kompliceret plan, som han betror til sin ven, mestertyven Xavier (en absolut underholdende Al Pacino) og skriver ned i sin notesbog – så han kan konsultere den, når hukommelsen glipper. Og det er så historiens drivkraft: Kan Knox nå at udføre sin plan, mens han stadig kan huske den? Ude i biografmørket kan vi kun forsøge at følge med i, hvad planen egentlig går ud på, for Gregory Poiriers intelligente manuskript render i den grad om hjørner med os.

Selv om vi følger hver eneste handling, Knox udfører, så har vi ingen anelse om, hvad han egentlig har gang i. Og da han begynder at plante beviser hos Miles, er det store spørgsmål, om han egentlig selv er klar over det? Forsøger han faktisk at få sin søn i fængsel, eller er der mening med galskaben?

At miste sig selv

Det er dybt underholdende at prøve at løse gåden om Knox’ store plan, mens han udfører den. Samtidig med at man helhjertet hepper på, at det vil lykkes ham at nå det i tide. Før den politistyrke, der er på sporet af ham, men altid lige tre skridt for langt bagude. Men det, der for alvor gør Knox Goes Away til en fremragende film, er, at den egentlig ikke handler om selve thrillerforløbet. Den handler om at være ramt af demens, om langsomt at miste kontrollen, sin hukommelse og sig selv. Sin identitet. Den handler om, hvad et menneske skal gøre for at binde en ordentlig sløjfe på et liv, fuld af både glæde og fortrydelse.

Som Knox tørt konstaterer, da Xavier udtrykker sin medfølelse: “Det er okay, der er en del ting, jeg glæder mig til at glemme”. Om at være en mand, der inderst inde fortryder, at han ikke kunne finde ud af at være en ordentlig far og ægtemand, og nu forsøger at efterlade både søn og ekskone med bare en flig af noget godt til minde om ham. Et sidste fumlende, glemsomt bevis på hans kærlighed.

Meget mere end en gimmick

Det er oprigtigt rørende. Ikke mindst fordi Michael Keaton er en så fremragende skuespiller. Han gør John Knox til en interessant karakter. Et menneske fuld af modsætninger. En koldblodig morder og en kultiveret filosof. Man får lyst til at vide mere om ham. At få en flig af hans hukommelse, inden den forsvinder.

Man kunne have frygtet, at præmissen ‘lejemorder med demens’ var blevet en billig gimmick, der mere lagde op til komedie end alvor. Men selv om der er glimt af kulsort humor, især i replikkerne, tager Michael Keaton sygdommen dybt alvorligt. Både som instruktør og skuespiller. I en grad så Knox Goes Away kan kaldes et mere end hæderligt forsøg på at undersøge, hvordan det er at have demens, set fra den ramtes perspektiv. At opleve, hvordan det føles, når ordene pludselig mangler. Når man ikke kan beskrive farven på sin bil eller huske den samme aftale, man har haft uge efter uge i årevis. Ikke ulig Florian Zellers stærke The Father med Anthony Hopkins, der også lod os komme helt ind i det stadigt mere tågede sind. Dog serveret i en noget anderledes indpakning. Men havde man troet, at man løste billet til en iskold thriller, bliver man snydt. For Knox Goes Away har meget mere at byde på under den velturnerede krimihistorie.

Vil du lytte til Vi Elsker Serier? Så lyt til vores podcast 'Det, vi elsker', hvor vi en gang om ugen dykker ned i de største nyheder fra kulturens verden. Du kan lytte til podcasten i appen Ally, i Apples podcast-app eller på Spotify: