Film | Anmeldelser

Anmeldelse: Virkelighedens Shirley Chisholm har fortjent en bedre film end ’Shirley’

Af
Christina Munk
25. marts 2024
anmeldelse af Shirley på Netflix
Regina King som Shirley Chisholm i 'Shirley' / Foto: Netflix

Del artikel

Netflix har lavet en film om det første sorte kvindelige medlem af USA’s Kongres. Trods sin historisk vigtige hovedperson efterlader den desværre ikke noget større indtryk.

Shirley

Streamingtjeneste: Netflix
Premieredato: 22. marts 2024
Genre: Biografi, drama, historie
Instruktør: John Ridley
Manuskriptforfatter: John Ridley
Medvirkende: Regina King, Michael Cherrie, Lance Reddick, Terrence Howard, m.fl.
Land: USA
Spilletid: 1 time og 55 minutter

På trappen foran USA’s Kongres poserer de nyvalgte foran fotografen. De fleste er ældre gråhårede mænd i jakkesæt. Men i sidste øjeblik stiller en sort kvinde i 30’erne sig imellem dem. For hun er også blandt årets valgte.

I 1968 blev 435 personer valgt til kongressen. 11 af dem var kvinder. Fem var sorte. En af dem var både sort og kvinde. Sidstnævnte var 37-årige Shirley Chisholm (1924-2005), repræsentant for Brooklyn. Som det første sorte kvindelige medlem af USA’s Kongres skrev hun historie.

I nutidens biopics vælger man oftest en vigtig periode og går i dybden med den, hvor man tidligere ofte fulgte hovedkarakteren fra vugge til grav. I Shirley skildrer man den skelsættende periode, hvor hun med slogan som ”Politics back to the people” og ”Unbossed and unbought” kæmpede for at blive demokraternes præsidentkandidat til valget i 1972.

En kæk friskhed dominerer

John Ridley har både skrevet manuskript og instrueret filmen. Han har succeser som den tredobbelte Oscar-vinder 12 Years a Slave og antologiserien American Crime på CV’et, og han har med Shirley ønsket at portrættere en foregangskvinde, som gik forud for både præsident Barack Obama og den nuværende vicepræsident Kamela Harris.

Han har sat sig grundigt ind i tidens historiske fakta. Desuden er der undervejs mange udmærkede dokumentariske klip, og på den måde får man en rigtig god fornemmelse for slut-60’erne og start-70’erne. Han har også godt fat om, hvad det var, der gjorde Shirlery Chisholm til den, hun er.

Problemet med filmen er først og fremmest dens lette tone, som siver ned i næsten alle filmens facetter. En kæk friskhed dominerer, som om filmskaberen har været bange for, at filmen enten ville blive for højdramatisk eller seriøs, og seerne ville finde historien kedelig.

Men det fungerer ikke, den bliver bare svær at tage alvorlig, og de mange dramatiske begivenheder føles ligegyldige eller værst direkte platte. Som da Shirley mødes med lederen af The Black Panters Huey P. Norton (Brad James) Deres støtte kan give hende mange af de delegerede, hun har brug for for at kunne stille op som kandidat.

Mødet bliver realiseret gennem en af tidens populære skuespillere, Diahann Carroll (Amirah Vann). Da Shirley udtrykker sin taknemmelighed for, at hun har arrangeret mødet, siger hun: ”Bringing together The Black Panthers is like marrying thunder an lightning.”

Ikke synderligt påvirket

Regina King (Ray, If Beale Street Could Talk) spiller Shirley Chisholm. Desværre skildrer hun filmens altoverskyggende hovedperson på en meget mekanisk måde. Hun virker mere som en maskine end et menneske. Hvilket er virkelig trist, fordi det betyder, at portrættet ender med at fremstå som en karikatur.

Man kan ikke mærke hende som menneske. For eksempel virker hun ikke synderlig påvirket af den kolossale modstand, hun møder, da hun vælger at stille op. Folk fra alle sider forsøger at holde hende ude. Hun bliver ikke taget alvorligt, fordi hun er kvinde. ”They say you are crazy,” siger hendes søster til hende.

Selv en af tidens førende feminister, journalist og forfatter Gloria Steinem, tager ikke hendes kandidatur alvorligt. Det er virkelig positivt, at man kommer ind på, hvordan hun bliver mødt af modstand fra alle kanter, men filmen går ikke i dybden med det. Hvilket desværre er et gennemgående træk.

Noget så vigtigt som hendes tro på at kæmpe indenfor systemet og ikke at ville omstyrte det, som var The Black Panthers’ erklærede mål. Shirley Chisholm er kendt for at have sagt ”If all you doing do is outside yelling and screaming that’s all you are ever gonna be, a yeller and a screamer.” Heller ikke det udforsker man, det næves kun kort.

Judah and the Black Messiah

Når man ser filmen Shirley, er det svært ikke at savne endnu en biopic, der foregår i samme periode, og som ligeledes er skabt af produktionsselskabet Participant, nemlig Shahia Kings mesterlige Judah and the Black Messiah (2021).

Her følger man historien om Fred Hampton, Chicagos leder af The Black Panthers, og Bill O’Neil, som på vegne af FBI lykkes med infiltrere gruppen i perioden 1968-1969.

Her har man ligesom i Shirley skabt et autentisk tidsbillede. Men hvor Shirley er overfladisk, er karaktererne og stemningen i Judah and the Black Messiah skildret så levende og intenst, at skuespillerne nærmest træder ud fra skærmen og bliver levende for øjnene af en.

Man får en fornemmelse af, at man i Netflix’ Shirley har været bange for ikke at afdække alle de vigtige områder af filmens hovedperson. Konsekvensen er desværre, sammen med den meget lette tone og Regina Kings spillestil, at den samlet set ikke gør noget større indtryk.

Filmen giver, på trods dens mangler, en lyst til at udforske den virkelige Shirley Chisholm yderligere. For det virker helt absurd, at så få kender til hende. Men hun har ærlig talt fortjent en bedre film.

Vil du lytte til Vi Elsker Serier? Så lyt til vores podcast 'Det, vi elsker', hvor vi en gang om ugen dykker ned i de største nyheder fra kulturens verden. Du kan lytte til podcasten i appen Ally, i Apples podcast-app eller på Spotify:

Del artikel

Andre Film | Anmeldelser